Weekendavisen den ?? marts 2015.
Kommentar. Det er ok at læse romaner på romanens eget sted.
En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon, når man er på vej i nattog til Lissabon? Svaret er nej. Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår. Anderledes er det med egentlige rejsebøger. Man kan altså godt læse En kavaler i Spanien i Spanien.
Jeg kan ikke argumentere rationelt for min holdning. Den er dybt idiosynkratisk, fordi jeg altid bliver intuitivt irriteret, når jeg ser folks forudsigelige valg af lekture til rejsens destinationer. Det er vist ret arrogant, men i det mindste er det ærligt.
De seneste par uger har jeg tilbragt i Italien sammen med kollega Morten Beiter, der uden konkurrence er verdens mest italiano vestjyde. Han kan sproget, landet, historien, maden, menneskene, kagerne! Vi har besøgt Lampedusa, Sicilien og støvlesnuden, og netop nu sidder jeg og skriver på et lille hotel – med det indtagende navn Minihotel – lige uden for Napoli. I baggrunden rager Vesuv op i regnskyerne, Solfatara-krateret udstøder svovldunste, fra terrassen kan man se Capri.
Og hvad har det så med romaner og rejsemål at gøre? Jo, på vej ud af døren derhjemme, smækkede jeg kvart i blinde noget læsestof ned i kufferten, og et sted i min underbevidsthed må jeg vel have vidst det, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg for et par dage siden begyndte at læse svenske Carl-Henning Wijkmarks Vi ses igen i næste drøm, som udkom på dansk på et halvt års tid siden – det viser sig nemlig, at romanen i høj grad foregår netop her, i Napoli, på Capri og på Amalfikysten.
Carl-Henning Wijkmark leger med tidsrejsen. En ældre svensk universitetslektor vender hjem til Lund fra USA, hvor han har boet og undervist i mange år. Han skal deltage i en konference, men forvilder sig ind i en tunnel, der fører ham tilbage til 20’erne. Det tager han nu med stoisk ro, for det er en spændende tid, hvor Osvald Spengler er i byen for at forelæse om Untergang des Abendlandes. Vor professor sætter dog snart kursen mod sydlige himmelstrøg, for han har gennemskuet, at han kan møde en ung kvinde, der er guvernante for en lille dreng, som er i Napoli og på Capri med sin familie. Denne unge kvinde er hende, regner vi ud, som senere i livet skal blive professorens mor…
Jeg tror at svenskere med kulturhistorisk bevidsthed om deres land i 20’erne, kan læse Vi ses igen i næste drøm som en slags dækket nøgleroman. Selv blev jeg nu mest interesseret, da navnet hr. Kjær dukkede op. Han var en scrittore norvegese, som havde tilbragt nogle somre i Italien, men nu var død efter sygdom.
Vi har at gøre med Nils Kjær (1870-1924), den norske boheme, dramatiker og forfatter, som ikke mindst var kendt som en skarp litteraturkritiker i sin samtid. Jeg har aldrig læst hans litteratur, men er ofte stødt på hans navn i omtaler af Georg Brandes’ kulturkritik og polemiske opgør, for han var vist nok antisemit, i hvert fald til husbehov. Et smut forbi Wikipedia bekræfter at der var noget om snakken. Han har i essayet ‘Ghetto’ (Aftenposten, 1917) skrevet, at jøderne ”synes at utsondre smuds som sneglene svetter slim”. Grove løjer i spændstigt sprog.
I romanen må den svenske lektor passe på ikke at røbe, at han kommer fra fremtiden. Han skriver derfor en novelle, der handler om en mand, der falder bagud i en tidslomme. Kun på den måde, kan han tale med kvinden, der senere skal føde ham (!). Men der er grænser for, hvad manden i novellen kan tillade sig at forudsige. Som lektoren siger: ”Kommer han for eksempel til Italien og siger at Mussolini og hans æra får en forsmædelig ende, bliver han sikkert slået ihjel på stedet.”
Ja, Il Duce er i vælten i 1924. Også – men ikke i romanen – hos Nils Kjær. Under 1. verdenskrig havde han været tyskvenlig, og efter 1921 havde han støttet den italienske diktator. Han mente, at Norge ville have godt af en stærk mand, men at en fascistisk bevægelse blot ville være en imitation af den ægte vare i Italien. Nils Kjær mente, at Fridtjof Nansen skulle lede Norge. Han var jo kendt for sine ekspeditioner til Grønland, Polarhavet, Nordpolen og Sibirien. Men han var også diplomat og blev i 1920 den første flygtningehøjkommissær under Folkeforbundet (senere FN).
Det er jo ironisk, fordi Nils Kjær på den måde får forenet den fascistiske drøm med den humanitære moral, og de to ting mødes i hvert fald ikke i dagens Italien. At fascismen stadig findes, ved vi jo alt for godt fra tidens Europadebat. På vej ned mod byen her, så jeg en stor graffiti på en motorvejsmur: W Il Duce. Lederen længe leve! Nyfascistisk gammelretorik. Tankevækkende nok for os, der få dage inden havde set flygtninge fra Nordafrika gå i land på Lampedusa. Gad vide hvad Nils Kjær havde fået ud af dét?
Jeg har lært, at det trods alt er helt ok, at læse romanen på romanens eget sted.