Weekendavisen den 24. juli 2015.
Oslo-Utøya. 22. juli-senteret i Oslo er en stille rundtur i de arkiverede følelser, men også en kontroversiel udstilling om Breiviks terror og likvideringer.
OSLO
Refleksion og læring. Fine ord, dyre ord, civiliserede ord. Velsagtens også sande ord. Men et samfund, der stadig er i posttraumatisk chok, har måske mere brug for noget så førmoderne som en skamstøtte at spytte på?
Tanken strejfer mig da den norske kommunal- og moderniseringsminister Jan Tore Sanner byder velkommen indenfor i 22. juli-senteret, der åbnede i Oslo i onsdags på fireårsdagen for massemordermassakren udført af den selvudnævnte korsfarer, terroristen og umennesket Anders Behring Breivik, gerningsmand bag bombeattentatet, der dræbte otte og dertil 69 iskolde likvideringer.
Ministeren er værdigt fattet. Det samme er det nye centers fagansvarlige historiker Tor Einar Fagerland. De to er udmærket klar over, at dét, som nordmændene eufemistisk omtaler som ’22. juli’, stadig er et åbent sår. Udstillingen har i tiden op til åbningen været til kritisk debat i norske medier, hvor for eksempel advokat John Christian Elden, der har repræsenteret en række pårørende i retssagen, har argumenteret imod udstillingen af nogle af Breiviks effekter fra den skæbnesvanger dag i 2011.
22. juli-senteret er tilrettelagt i samarbejde mellem den norske regering, støttegruppen for de pårørende og Arbeiderpartiets Ungdomsfylking, der arrangerede det politiske sommerstævne på Utøya. Men det som regeringen kalder et oplysningscenter, kalder John Christian Elden for ‘Breivik-museet’, og han har foreslået at udstillingen skulle flyttes til Kriminalmuseet i Trondheim. Men pointen er netop, at centeret ligger i den bygning, som gerningsmanden forsøgte at jævne med jorden, da han parkerede sin hvide varevogn udenfor og detonerede sin hjemmelavede bombe. Høyblokka i regeringskvarteret blev svært skadet, men den massive betonbygning – et solidt og på sin egen mærkelig måde også et smukt eksempel på 60’er-modernismens brutalistiske arkitektur – blev stående, og i dag rummer den gamle kantine altså en række udstillingsrum om terrorattentatet her og på Utøya.
Bygningen er blevet stabiliseret, men ikke renoveret. Stueetagen bærer derfor stadig stærkt præg af eksplosionen, og dermed er det fysiske rum også et udstillingsobjekt i sig selv. Her er ugæstfrit råt og tyngende skummelt, og det er denne stemning, som udstillingens arkitekt Atle Aas blev grebet af. Han mener, siger han til Weekendavisen, at bygningen i sig selv er et vigtigt vidne i angrebet på det norske fællesskab.
Atle Aas har skåret et lille vindue ud i det største rums ene endevæg. Der er udkik til en byggeplads, hvor en bygning faldt sammen under eksplosionen. Men sagen er, at vi også ser ud på det sted, hvor terroristen parkerede sin hvide varevogn. Det er dog ikke markeret noget sted i udstillingen. Hvis ikke man ved det, går man glip af den stille pointe. På den måde er der så meget, som udstillingen har valgt at lade være med at skære ud i pap.
Forud for åbningen var der i de norske medier en debat om, hvad man kan vise og hvad man ikke kan vise. I lang tid var der planer om at udstille Breiviks uniform og den våbenkuffert, han bragte med til Utøya. Men disse effekter er alligevel ikke med. Få dage før udstillingen skulle vises for pårørende til de dræbte, derefter for pressen og i onsdags for offentligheden, besluttede Tor Einar Fagerland at udelade dem. Til den norske avis VG sagde han, at kufferten først var med, fordi han troede, at den var nødvendig for fortællingen om 22. juli, men under monteringen af udstillingen indså han, at den ikke havde fortællekraft nok. Han afviser at våbenkufferten og uniformen blev fjernet på grund af kritikken. Det var en faglig beslutning, siger han.
At udstille de våben, som Breivik brugte, har aldrig været under overvejelse. Til gengæld viser en montre en række mobiltelefoner og fotografiapparater, som tilhører de unge politikere, der var på sommerlejr på Utøya. Ved første øjekast giver det ikke mening, men så bundfæller pointen sig, og det er gribende: det var med disse telefoner, de chokerede og desperate unge ringede og skrev hjem til deres forældre. Det er disse telefoner, der rummer de vigtigste vidnesbyrd.
Udstillingen åbner med et lille kontemplativt portrætgalleri, nærmest et fotografisk mausolæum for de dræbte (en håndfuld er ikke med efter ønske fra deres forældre). Så går vi videre til visningen af den overvågningsvideo, der viser Breivik parkere og forlade den hvide varevogn. Der går et par minutter. Så eksploderer bomben kl. 15.25 og mareridtet begynder. I den store sal er hele forløbet ridset op på en 17 meter lang tidslinje i fotos og nøgterne ord. På den fjerne endevæg hænger et enorm fotostat af Utøya i aftenlys. Ingen ord, bare et billede, det er ren poesi.
Midt i det rå rum ligger en aggressivt vredet skulptur i sort, metal på fem Europapaller. Det ligner den slags jernkunst, man kaster et lidt ligegyldigt blik efter, når man går rundt på en biennale, en festival, et museum, et galleri. Hvad udtrykker grimheden? Men det her er kun æstetik på samme groteske måde, som de smeltede sveller, der stak op af askedyngerne efter 9/11. Det her er det svedne skellet efter den sagesløse hvide VW Crafter, som Breivik gjorde til bombebil.
I næste rum vises dokumentarfilm med de overlevendes beretninger. Så kommer en planche med daværende statsminister Jens Stoltenbergs korte, fattede åbningstale ved pressemødet den 22. juli kl. 22.30: ”I dag er Norge rammet av to sjokkerende, blodige og feige angrep. Vi vet ikke hvem som angrep oss. Mye er fortsat usikkert. Men vi vet at mange er døde og mange såret. Vi er alle rystet over ondskapen som traff oss så brutalt og brått.”
Der går et spøgelse gennem udstillingen, som er præget af de ting, der ikke er her. Uniformen er her ikke. Våbenkufferten er her ikke. Manifestet er her ikke. Men vi kender tingene, og vi frygter dem. Men jeg tror at tilrettelæggerne har gjort klogt i at nedtone effekterne. Kunsten er at vise ved at vælge fra, og de stærkeste symboler kan være for påtrængende. Men Breiviks falske politilegitimation er her. Hans norske flag og hans korsfarersymboler er her. Og ved siden af, på en fotostat fra tingsretten, sidder han der, flankeret af sit forsvar, med sit dejagtige ansigt i fuld angerløs kontrol og harmoni.
Man forlader udstillingen med bøjet hoved. Det sidste fotostat viser en samlet menneskemængde i regn på Youngstorget nogle dage efter attentatet, og på et par hylder har man samlet de 102 bøger, som foreløbig er skrevet om Breivik-attentatet. Her er journalistiske bøger af for eksempel Åsne Seierstad, men også forskningsrapporter og kandidatspecialer, der afsøger mange af 22. julis vinkler: Om befolkningens tillid til politiet. Om massakren som performativ tragedie. Om stedets magt og Utøya som et mødested mellem før og nu. Om spontane mindesteder og arkiverede følelser. Om Jens Stoltenbergs retorik.
Jeg tager en runde mere i udstillingen. Læser plancherne med de saglige og beslutsomme tekster fra domsafsigelsen i Oslo Tingsret i august 2012. Det er et genialt greb, at lade det juridiske retfærdighedssprog tale. Der er stadig dyb emotioner i hvert et ord. Jeg ser alle katastrofebillederne, og opdager med en vis undren, at jeg kommer til at tænke på Syrien. Så ser jeg et sorthvidfoto af Jens Stoltenberg i en omfavnelse ved en mindehøjtidelighed nogle dage efter attentatet. Hans ansigt er fortrukket og det smitter. Det trækker i kæben, kan jeg mærke, og da jeg læser de unge menneskers chokramte tweets, triller tårerne fra øjenkrogen. @uhellet får det sidste ord på tidslinjen, 01.56 dagen efter attentatet: ”Når en mann kan forårsake så mye ondt – tenk hvor mye kjærlighet vi kan skape sammen”.
22. juli-senteret er en stille rundtur i de arkiverede følelser, den dybe fortræd og den diskrete forhåbning for fremtiden. Jeg læser, hvad retten skrev i domsafsigelsen: at Norge stadig vil være det demokrati, som tiltalte ville afskaffe, når han løslades som 53-årig efter 21 års afsoning, og stadig også et multietnisk samfund. Så skæver jeg over til fotostaten fra tingsretten og ser manden med det dejagtige ansigt. Jeg ved at han lige er blevet optaget på universitet som fjernstuderende. Fra cellen skal han læse statskundskab. Hvilket civiliseret samfund, det norske. Her har også terroristen og den iskolde likvideringsmorder sine borgerprivilegier. Han har også ret til refleksion og læring, omend han nok tænker begreberne radikalt anderledes, end 22. juli-senteret. Man kunne have rejst en skamstøtte.