Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 11. september 2015.

Upstairs downstairs. Med en både klaustrofobisk og transparent scenografi står ‘Frøken Julie’ særdeles stærkt på Aarhus Teater.

Høgens ryg

I sommer havde Grønnegårdteatret P.O. Enquists Tribadernes nat på programmet, et skuespil om August Strindbergs bitre og intrigefyldte opgør med hustruen Siri von Essen. For et par uger siden udkom så for første gang på dansk En dåres forsvarstale, Strindbergs beske romanskildring af ægteskabets sammenbrud. Og nu har Aarhus Teater så premiere på Frøken Julie, som Liv Ullmann oven i købet filmatiserede i fjor. Stridbare Strindberg er stadig slet, slet ikke til at komme udenom.

Når man i dag genopsætter en klassiker, der skandaliserede sin samtid, dengang i 1888, er chokeffekten jo desværre reduceret til teaterhistorie. I dag kan vi sagtens tåle utilsløret køkkenkopulation mellem herskab og tjenestefolk, men dengang var provokationen tredobbelt: At skuespillet foregik i køkkenet under grevskabets hus, var i sig selv et brud med alt kendt fra scenen. Dertil blev der så kneppet, råt og utilsløret. Og så blev alle sociale skel brudt ned uden skånsel i den tragiske historie om den unge grevedatters menneskelige og moralske fald. Læs videre “August Strindberg: Frøken Julie”

Weekendavisen den 11. september 2015.

Kommentar. Stedspecifikt, performativt, publikumsinvolverende vandreteater er der nok af. Hvor er den litterære dramatik?

Som teatergæst arbejder jeg tit imod mine egne fordomme. Jeg forsøger at møde kunsten uhildet, både når jeg skal have bind for øjnene og gå i gåsegang med fremmede, ligge i en kiste som en anden Dracula, stryges over panden af et æterisk åndevæsen i en vuggende båd i et hemmeligt hjørne af havnen, smage på nødhjælpsbeskøjter, pustes i nakken af en Snedronning, bydes op til dans af trolde, trække i store røjsere og agere aktiv statist eller flygte gennem skumle industrilokaler og ”sove” klods op af en spansk performer (heldigvis så hun sød ud) …

Jo, jeg prøver. Men nogle gange er det svært at holde gode miner til slet spil. Da en ordløs, shamanistisk performer for nylig gned mine bare fødder ind i jord på en meget højstemt og spirituel måde, var jeg ved at bryde sammen i latter. Godt at gode anmelderkollega Nanna Goul tog vagten den dag, publikum skulle helt, helt tæt på en thaiprostitueret. Læs videre “Række 6, sæde 14”

Weekendavisen den 4. september 2015.

Holberg maltrakteret. Læg telefonen væk og genfind nærværet. Græsset er grønnest, der hvor du vander det. Banal livsvisdom i fjollet forestilling.

Fra Herodes til pilates

Formelt set er det morsomt. Men kun formelt set. Reelt er denne forgribelse på Den vægelsindede nemlig en moderne parforholdskomediekliche med ophobning af billige, bundløse jokes med bløde babser, bare balder og dinglende dillermænd. Momentvis morsomt. Mest banalt og bovlamt. Men premierpublikummet i Odense Teater lo nu så hjerteligt.

Jeg ville også gerne have grinet. Jo, det ville jeg. Men det sjofle var ikke sjovt, og det rørende var ikke – rørende. For min skyld må manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz opdatere, versionere og spanke løs på gamle Ludvig Holbergs samtidssatiriske stykke fra 1722 så meget de lyster. En klassiker kan – og skal! – stå model til lidt af hvert, og forfatterne gør det jo af veneration for den gamle, som de mener har relevans for vores nutid. Sandt nok. Men at være frivol og funny er ikke nok. Det var det ikke i fjor da Hansen & Mieritz forvandlede Tjekhovs Mågen til Mogens på Nørrebro Teater, og det er det ikke i dag. Læs videre “Den vægelsindede. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz frit efter Ludvig Holberg”

Weekendavisen den 4. september 2015.

Interview. Jeannette Ehlers modtog i sommer Kunstkritikerprisen for en udstilling om Danmarks fortid som slavenation i Ghana og på De Vestindiske Øer. Hun har et forslag til hvad der bør ske, når 100-året for slaget af øerne til USA skal markeres i 2017.

Til næste år er det 100 år siden, at Danmark og USA forhandlede en aftale på plads om salget af De Vestindiske Øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – og i 2017 er det så rund årsdag for selve overdragelsen, der indbragte den danske stat 100 millioner kroner.

I den anledning vil kunstneren Jeannette Ehlers opstille en skulptur til minde om de tusindvis af afrikanere, der arbejdede som slaver for de danske ejere af sukkerrørplantagerne. Monumentet skal, hvis det bliver realiseret, stå ved Den Kongelige Afstøbningssamling på havnekajen i Toldbodgade i København. Her udstiller Statens Museum for Kunst sin samling af op mod 2000 gipsskulpturer, men bygningen blev oprindelig opført som lager for sukker og rom under navnet Vestindisk Pakhus. Læs videre “Et monument for de slavegjorte”

Weekendavisen den 4. september 2015.

Entropi og poesi. I den perfekte krystal er den samlede uorden lig nul. Shadi Angelina Bahzeghi debuterer med digte om ikke at fodre frygten.

Døden er til pynt

Kun digtet kan sige det usigelige, sagde Shadi Angelina Bahzeghi her i avisen i sidste uge. Det ‘usigelige’ er krigen, og det er naturligvis hverken en ny eller original pointe (hverken om poesi eller krig), ja siden Paul Celans Sort mælk er det nok snarere en kliche. Men uanset dets trivialitet, er udsagnet jo sandt.

I 2007 vandt Shadi Angelina Bahzeghi konkurrencen ‘Nye stemmer’, som Gyldendal og Berlingske havde udskrevet for ikke-indfødte forfattere, og samme år tog hun afgang fra Forfatterskolen. Nu udkommer hendes debut, Vingeslag.Digtene udspringer af krigen mellem Irak og Iran. Forfatteren tilbragte sine første syv år i Iran, inden familien flygtede hertil, og hendes lyrik trækker i høj grad på barnets erfaringsverden fra en verden i opbrud. Vi trækkes ind i en verden, af faldende mørke, en mørkelagt by og sorte altre med illuminerede billeder af døde mænd på hvert gadehjørne. Jeg’et går hjem fra skole og ser de unge, smukke martyrer, der bærer tragedien i øjnene: ”jeg standser / eller jeg går i stå / som et gammelt ur / der ikke magter at / tælle flere / blodtørstige / sekunder” Læs videre “Shadi Angelina Bahzeghi: Vingeslag”