Den vægelsindede. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz frit efter Ludvig Holberg

Weekendavisen den 4. september 2015.

Holberg maltrakteret. Læg telefonen væk og genfind nærværet. Græsset er grønnest, der hvor du vander det. Banal livsvisdom i fjollet forestilling.

Fra Herodes til pilates

Formelt set er det morsomt. Men kun formelt set. Reelt er denne forgribelse på Den vægelsindede nemlig en moderne parforholdskomediekliche med ophobning af billige, bundløse jokes med bløde babser, bare balder og dinglende dillermænd. Momentvis morsomt. Mest banalt og bovlamt. Men premierpublikummet i Odense Teater lo nu så hjerteligt.

Jeg ville også gerne have grinet. Jo, det ville jeg. Men det sjofle var ikke sjovt, og det rørende var ikke – rørende. For min skyld må manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz opdatere, versionere og spanke løs på gamle Ludvig Holbergs samtidssatiriske stykke fra 1722 så meget de lyster. En klassiker kan – og skal! – stå model til lidt af hvert, og forfatterne gør det jo af veneration for den gamle, som de mener har relevans for vores nutid. Sandt nok. Men at være frivol og funny er ikke nok. Det var det ikke i fjor da Hansen & Mieritz forvandlede Tjekhovs Mågen til Mogens på Nørrebro Teater, og det er det ikke i dag.

Ludvig Holberg skabte fruentimmeret Lucretia med de hastige humørsvingninger. Nu hedder hun Lulu og er tøjdesigner med egen butik og bøsseassistent. Hun er ikke længere ‘vægelsindet’, men ‘bipolar’. Samtidig har to veninder problemer med deres kærester. Hos Holberg hedder jomfruerne Abelone og Terentia. Her er de ikke jomfruer og hedder Mia og Pia. Som hos Holberg går der forviklinger i det hele, indtil det atter løser sig og alle atter havner i den favn, som de hele tiden har hørt til i.

Forestillingens visdom er, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Det er grønnest dét, hvor vi vander det. Med andre ord: Hvis I ikke kan få kæresteskabet til at fungere, er det fordi I har glemt at dyrke haven. Så tag ansvar for dit eget livs lykke. Læg telefonen væk og find tilbage til nærværet. Sådan lyder komisk kønskomedie små 300 år efter Holberg.

Rikke Lylloff ser utrolig laber ud i rollen som Lulu, men looks er ikke nok. Hendes stemme lyder som fortyndervæske. Her mangler fynd og fylde. Som hendes assistent spiller Magnus Christensen den affekterede bøsse, en karakter som der ikke kan siges meget nyt om. Han gør det nu godt, bundet til klicheen, som han er, stylet så han til forveksling ligner en ung udgave af en kendisfrisør, hvis navn jeg har glemt. Martin Bo Lindsten er akademikeren Janus, der vil forske i Lulus bipolare hjerne, men ender med at falde for hende. De karakterer er skåret temmelig epigonisk over den unge forfatter Cliff Bradshaw og Sally Bowles i Cabaret.

Som Mia og Pia er Christine Gjerulff og Louise Davidsen egentlig udmærkede, men på ingen måde opsigtsvækkende, og det er helt klart de mandlige kæresteroller, der står stærkest i billedet. Andreas Jebro giver den røvkedelige, hyperrationelle bank- og sportsmand med veldrejet kejtet komik (han minder om Peter Plaugborg, når han er sjov), og Benjamin Kitter ruller den tossede del af sit store talent ud som en kok, der sublimerer sin sult efter sex over på mad. Han ligner en kostelig mellemting mellem en satyr og Anders Lund-Madsen.

Camilla Bjørnvads scenografi og kostumer fungerer fortræffeligt, og Jens August Willes iscenesættelse er loyal overfor forfatternes intentioner. Og det er her fejlen ligger. Det er ikke fordi, de ikke kan skrive, Hansen & Mieritz. De har faktisk fundet på denne her: ”Vi mænd kræver ikke så meget. Vi er tilfredse med to daglige måltider og sex hver anden dag… det må også gerne være omvendt!” Men deres skrog stikker bare ikke dybere, end som så og det giver svage jokes. ”Er hun bipolar? spørger den ene. ”Nej, jeg tror hun er fra Greve,” svarer den anden. Ha ha. ”Er du stalker?” bliver manden, der har fulgt efter kvinden spurgt. ”Nej, jeg er akademiker,” svarer han distræt. Ha ha igen. Måske kunne det have lydt sjovt i munden på Kjeld og Dirch.

Jeg gentager: premierepublikummet morede sig. De synes åbenbart at det er kostelig humor, når en mand får smæk i den bare med en avis. Jeg nøjedes med at smile skævt over en enkelt replik: ”Jeg farer fra Herodes til pilates”. Dét er sjovt. Og en pointe i sig selv. Men ellers er der ingen grund til vægelsind i dommen. Fjolleri uden format.

Den vægelsindede. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz frit efter Ludvig Holberg. Iscenesættelse: Jens August Wille. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Peter Friis. Odense Teater til den 27. september.