Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 13. december 2013.

White trash. Jacob Skyggebjerg romandebuterer med opdateret dansk dirty realism.

Han kom fra den sociale underklasse, var en småkriminel rod, blev anbragt i en plejefamilie, hutlede sig igennem, røg en masse hash, kom på højskole – og mødte en lærer, der inspirerede ham til at skrive om sit eget liv og introducerede ham til en forlægger. Og så skrev han om sin baggrund, om forældrenes misbrug og omsorgssvigt, om svindel og stoffer. Råt, usentimentalt, indigneret.

Nej, det er ikke Yahya Hassan, jeg taler om. Og Jacob Skyggebjerg – for sådan hedder han – vil hverken komme til at lukke luftrum eller sælge 80.000 eksemplarer af sin debutbog på et par måneder, for hvem gider interessere sig for et offer og et vidne, der ikke lige kommer fra ghettoen, men er rundet af det danske kulturmiljø, som vi kan kalde provinsens white trash? Hvem vil sige, at med ham falder skællene fra øjnene, og at vi nu får det autentiske vidnesbyrd om et liv på bunden af den danske kultur? Og hvem vil anklage ham for at generalisere: Sådan er alle jyder ikke! Læs videre “Stormen i 2013”

Weekendavisen den 29. november 2013.

Blæksprutte. Skal man have ret til at svare igen i en fodnote eller efterskrift, hvis man bliver angrebet i en bog? Norge diskuterer “det forlagsjournalistiske kompleks”.

Er der brug for et etisk kodeks for journalistik i bogform?

Det er der mange der mener i Norge, hvor debatten for tiden går højt om et par bøger om massemorderen Anders Behring Breivik og hans mor.

Journalisten Marit Christensens skandalebiografi, Moren, om Breiviks mor, Wenche, der døde i marts, er en af bøgerne i fokus. Wenche Behring Breivik samarbejdede først med forfatteren, men trak til sidst sin accept tilbage kort før hun døde, og det er derfor uklart om bogen er udkommet på et utilstrækkeligt juridisk grundlag. Desuden ligger Marit Christensen i åbent skænderi med den internationalt berømte journalist Åsne Seierstad, som hun har anklaget for at tiltvinge sig adgang til den døende Wenche på hospitalet for at tappe hende for oplysninger til En av oss – en fortelling om Norge. Læs videre “Vær varsom!”

Den 26. oktober skrev forfatteren Niels Barfoed dette læserbrev i Politiken:

“Forfatteren Janina Katz er død, og dermed standser et polsk-jødisk bidrag til dansk litteratur, et kunstnerisk islæt af høj karat, der havde forbindelser til det humanistiske Østeuropa, hun kom fra. Hun medbragte hårde erfaringer og hårdt prøvede idealer fra det forrige århundredes Polen. Det Polen, der både var plaget af Hitler og Stalin. Hun blev en flosset, egensindig og sjælden plante i vores lille drivhus. Læs videre “Yahya og Janina – igen”

Kommentar i Weekendavisen den 22. november 2013.

Kommentar. Jakob Scharf skal levere en mirakuløs redegørelse til justitsministeren om PET’s brug af Pia Kjærsgaards kalender.

Pia Kjærsgaard er rasende. Hun er overbevist om, at chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, har forsøgt at spænde ben for hendes besøg på Christiania med Retsudvalget sidste år.

Sagen kom frem i denne uge da Ekstra Bladet kunne citere et klagebrev, som en gruppe PET-medarbejdere har sendt til Rigspolitichefen. Brevskriverne anklager Jakob Scharf for at beordre sine folk til at finde datoer for Retsudvalgets Christiania-besøg på dage, hvor Pia Kjærsgaards kalender allerede var overtegnet. På den måde kunne tjenesten nemlig spare store udgifter til personbeskyttelse på en svær adresse. Læs videre “Tilsyn og tillid”

Anmeldelse i Weekendavisen den 22. november 2013.

Eksistens. Juliane Preislers rørende roman om en dreng, der prøver at skubbe verden på plads.

Ham selv og hans hænder

Ariél – med overdrevent, frankofilt tryk på sidste stavelse – cykler hver dag gennem snedriverne for at bringe pakker ud til særlinge bag opgangenes lukkede døre. Bagefter tager han hjem til sin ensomme mor, der drikker for meget rødvin, stolper rundt på alt for høje hæle og forgæves prøver at sætte hår og bøje øjenvipper i en dekadent og desperat kamp imod sin alder.

Ariél har fået sit franske navn, fordi hans mor har denne romantiske faible for sproget, som hun underviser i. Hvad man ikke er, kan man jo fantasere og fiktionalisere frem, måske gennem et navn, måske gennem en selviscenesættelse, ikke mindst ved at søge efter en mand, der kan udfylde den indvendige tomhed. Moren har således en idé om, at det ikke er for sent at få et barn. Læs videre “Juliane Preisler: Ariél”