Yahya og Janina – igen

Den 26. oktober skrev forfatteren Niels Barfoed dette læserbrev i Politiken:

“Forfatteren Janina Katz er død, og dermed standser et polsk-jødisk bidrag til dansk litteratur, et kunstnerisk islæt af høj karat, der havde forbindelser til det humanistiske Østeuropa, hun kom fra. Hun medbragte hårde erfaringer og hårdt prøvede idealer fra det forrige århundredes Polen. Det Polen, der både var plaget af Hitler og Stalin. Hun blev en flosset, egensindig og sjælden plante i vores lille drivhus.

Derfor var det både letfærdigt, forvirrende og urimeligt, at hun i Deadline for nylig – i anledning af sin død – i den grad blev sat i forbindelse med den nyopdukkede forfatterskoledigter Yahya Hassan. Det skete i en samtale mellem studieværten Adam Holm og Klaus Rothstein. Der blev endog spidsfindigt peget på det symbolske i, at Hassan tog over der, hvor Janina slap. Intet kan være mere misvisende. De er i bund og grund usammenlignelige. Janina var flygtning, Hassan ikke. Janina var fremmed, Hassan ikke. Janina var ironiker, skepticist, elitær. Hassan alt andet. Men først og fremmest: Janina omfavnede 100 procent og demonstrativt sin kulturelle arv og sine rødder. Hassan gør det stik modsatte.

At de to kommentatorers hensigt med disse søgte kunstgreb har været at tjene en eller anden frit svævende fremmedvenligheds sag, er muligt. Det gjorde vold på en betydelig litterær personligheds eftermæle.”

Mit svar stod i avisen den 23. november 2013:

“Det er faldet Niels Barfoed for brystet, at Adam Holm og jeg i en nekrologsamtale i Deadline om Janina Katz fandt anledning til også at nævne Yahya Hassan, som ankom på den litterære scene samtidig med at hun forlod den, og han opregner en række forskelligheder mellem de to. Hvad Niels desværre overser, er at vi ikke var ude på at sidestille de to, end ikke sammenligne. Den bemærkelsesværdige er, at de to digtere – deres forskelligheder ufortalt, ja netop i kraft af dem – begge bidrager til den moderne eksillitteratur udfra et udgangspunkt, der ikke er kernedansk. Niels Barfoed fremhæver, at Janina omfavnede den jødiske kultur, mens Yahya lægger afstand til den muslimske, og det er jo sandt nok – men det er også digternes egen sag. Pointen er at de begge kom fra og med noget fremmed til den danske litteratur. Hvordan Niels Barfoed får denne betragtning til at jeg “gøre vold” på Janina Katz’ eftermæle, kan jeg ikke så godt forstå.”

Og fred nu med det. Men hvad jeg også kunne have skrevet, var måske dette:

Niels Barfoed skriver “Janina var flygtning, Hassan ikke. Janina var fremmed, Hassan ikke.” Hm. Det afhænger vel af så meget. Mig bekendt – måske tager jeg fejl? – var Janina Katz ude af Polen da pogromerne tog fart i slutningen af 1960’erne. Var hun så flygtning? Eller var hun en, der ikke kunne vende tilbage til sit hjemland? Uanset hvad: Hun var i eksil. Hassan er ganske rigtigt ikke kommet hertil som flygtning, men som barn af flygtninge, og flygtnigenes traumer har præget hans opvækst. Og så til spørgsmålet om det fremmede. Var Janina Katz fremmed – ja, men i så fald efterhånden en fortrolig fremmed (som Knud Søren kaldte Goldschmidt!), der skrev det smukkeste dansk (men talte det med gebrokken charme). Er Hassan derimod ikke fremmed? Jo, det er han – også – for han bærer sin baggrunds fremmedhed med sig, samtidig med at han er rundet af det danske system med skole, integrationsvæsen, socialforsorg osv.

Med andre ord: Det er ikke så ligetil at dømme nogen fremmed eller fortrolig.