Af Klaus Rothstein

Den 13. november 2015 (desværre ikke i avisen, da kollega Asker og jeg begge var kommet til at anmelde ved en fejl).

(!!!) Morsom, sentimental, rørende og tankevækkende satireshow om at være halvt brun, halvt hvid.

Perker på slap line

Folk som Naser Khader, Rushy Rashid og Manu Sareen har gennem årene haft førende roller som De Prisværdigt Integrerede som politikere, studieværter og kogebogsforfattere. Men i dag falder de alle i med stuemøblementet som stabile bornholmerure. Der er derfor plads til nye brune ansigter, og for tiden er der heldigvis både en muslimsk albaner fra Ishøj og en sudanesisk flygtning med jysk accent på det danske fodboldlandshold.

Men hva’ mæ’ kulturen? For et par år siden fik vi først romanen, siden teaterstykket, af og med Hassan Preisler, Brun mands byrde, med forfatteren selv i positur som Lille Sorte Sambo. Det var et satirisk opgør med den pæne kulturradikale, respektfulde omsorgsintegration, og ikke mindst den rolle, lille Hassan med de skæve ben selv fik af establishmentet, der hyrede ham som en slags etnisk præmieperkerpauseklovn til konferencer og seminarer.

Og apropos: Præmieperker var netop titlen på den forestilling, som Zaki Youssef skrev til Det Kongelige Teater for et par år siden, og nu er den talentfulde musiker, skuespiller og dramatiker så tilbage med et nyt stykke perkerprosa, Jeg hører stemmer, i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Teater Sort/Hvid. Og sort/hvid (eller i hvert fald brun/hvid), er netop hvad den dansk-egyptiske Zaki er, en bastard, et blandingsbatteri. Læs videre “Jeg hører stemmer. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef”

Weekendavisen den 6. november 2015.

Alderdomdigte. Er alderdommen en trussel eller en forbundsfælle? Charlotte Strandgaards krop taler ud:

”Mine ben kræver: Spred os! Spred os!”

Sidste år udgav Charlotte Strandgaard en bog om og til hendes søn, som også lagde navn til titlen, Hans. Det var en sorgfuld og fortvivlet kærlighedserklæring og en beretning om sønnens skizofreni, narkomisbrug og alt for tidlige død. Med andre ord: et opgør med det svære, skamfulde og tabuiserede.

Nu er Charlotte Strandgaard aktuel igen med en digtsamling, Ingenmandsland, der også trodser fordomme og taler lige ud af posen om emner, som vi normalt omgærder med diskretion og tavshed. Denne gang handler det om alderdom, og det er jo ikke fordi, der ikke skrives om det at blive gammel, faktisk er der både andre bøger, film og teaterstykker om emnet netop nu. Men Charlotte Strandgaard tager det velkendte motiv et nyt sted hen. Med i seng. Læs videre “Charlotte Strandgaard: Ingenmandsland”

Weekendavisen den 6. november 2015.

Løbetid. To hanbavianer i fuld gang med maskulin socialisering konfronterer deres egen dødsangst og livsangst.

Hvorfor er løb ikke bare løb?

Ideen er spinkel og simpel, nærmest banal, men deri ligger dens storhed: To venner løber sammen i skoven, de træner til New York Marathon. Men løb er aldrig bare løb, det er altid en metafor for noget andet, f.eks. tilstedeværelsen i tilværelsen.

Hvis man interesserer sig for løbet som alt andet, end atletik, åbner der sig en verden af antropologi og vor arts opstigen til menneske. Hvis vi i en fjern behåret fortid ikke havde udviklet en hofteskål og rejst os på bagbenene, ville vi ikke have udviklet evnen til at flygte fra sabeltigeren og forfølge vildsvinet. Vi ville ikke have frigjort de forreste ekstremiteter til hænder med tommelfingergreb, og så kunne vi ikke have håndteret redskaber – og så var vi ikke blevet mennesker. Kort og firkantet sagt: Vi er mennesker fordi vi har evnen til at løbe oprejst på bagbenene. Læs videre “Eduardo Erba: Marathon”

Weekendavisen den 30. oktober 2015.

Nordisk Råd 2015. Der er – mildest talt – ikke broderlig enighed om flygtningepolitikken i Norden. Alle siger at samarbejde og koordinering er vigtigt. Ingen siger dog noget om hvordan.

REYKJAVIK
Da Nordisk Råd havde uddelt den sidste af årets kultur- og miljøpriser tirsdag aften i kulturpalæet Harpa ved Reykjaviks havnefront, og de mange delegerede ventede på at komme ud i foyeren for at mingle og nippe ny nordisk mad, sluttede de to værter med et par opbyggelige ord:

”Vi har skabt sikkerhed og tryghed for os selv gennem samarbejde her i Norden. Må vi også kunne gøre det for andre, der kommer til os og søger fred og sikkerhed…”

Så blev der klappet. Helhjertet af nogle, sandsynligvis svenske socialdemokrater. Halvhjertet af andre, måske midtsøgende liberale. Atter andre sad på hænderne og bed tænderne sammen, helt sikkert Sverigedemokrater og Sannfinländerna, De Sande Finner. Der er – mildest talt – ikke broderlig enighed om flygtningepolitikken i Norden. Læs videre “Mod og medfølelse”

Weekendavisen den 30. oktober 2015.

Trilogi. Det blev – forudsigeligt og højst fortjent – norske Jon Fosse, der modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

REYKJAVIK
Nu skal den norske forfatter Jon Fosse gøre plads til endnu et diplom i glas og ramme i æresboligen Grotten vis a vis kongeslottet hjemme i Oslo. Og beviset på, at han modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015 kommer til at hænge et særdeles prominent sted. I en kostelig tv-udsendelse, NRK sendte for et par år siden, viser Jon Fosse nemlig, hvor alle æresbevisningerne – for eksempel den franske orden Chevalier Ordre national du Mérite og De Svenske Akademis Nordiske Pris – hænger i det fine schweitzerhus: ude på do. Toilettet.

Da Jon Fosse onsdag aften modtog prisen i Harpa, Reykjaviks smukke kulturhus, lignede han en træt, gammel blokvognsmusiker med charmeklud og hestehale. Nok var han taknemmelig for prisen, men al virakken syntes også at forstyrre forfatteren, der er indbegrebet af litterær intelligentsia, men vel at mærke ikke en intellektuel, der tager del i samfundsdebatten med meninger om politik. Han har det bedst i sit elfenbenstårn. Læs videre “Ingen plads i herberget”