Den radikaliserede dansker

Weekendavisen den 20. november 2015.

Kommentar.“TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?” Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til…”

Søren Espersen ”føler sig misforstået”. Det sagde han søndag aften til TV2, som ellers dagen før havde bragt et interview med ham, hvor han var så klar i spyttet, at der ikke rigtig var noget at være i tvivl om. Hvad er der for eksempel at misforstå i følgende udveksling mellem politikeren og journalisten?

Søren Espersen: ”Vi fører krig som gentlemen mod slyngler, og når man gør det, vil man tabe. Det er utroligt sympatisk, at vi vil beskytte civile, men det betyder også, at Islamisk Stat er klar over, at hvis de bruger kvinder og børn som skjold, så bliver de ikke bombet. Man kan ikke vinde en krig mod IS på den måde.”

TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?”

Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til, når det er der, IS-krigerne er. De kvinder er i øvrigt også i høj grad en del af systemet. Vi kan ikke længere have en situation, hvor IS fuldstændig frit færdes der, velvidende at de aldrig vil blive bombet. Vi er nødt til at udvide krigen til en reel krig, ellers vil vi tabe.” Læs videre “Den radikaliserede dansker”

Elfriede Jelinek: De stedløse

Weekendavisen den 20. november 2015.

Europa akut. Et rørende møde med Elfriede Jelineks fortløbende fuga for flygtningestemmer om en formålsløs fremtid og en fortid, der er forbi.

”Hvilket land kan vi betræde?”

Med det nye koncept KGL AKUT har skuespilchef Morten Kirkskov opfundet teatrets svar på snapchat, nemlig en forestilling, der forsvinder igen, så såre den er set. Kun to gange blev De stedløse opført i sidste weekend, og for dem, der ikke var der, kommer der ingen ny chance.

Akutteatrets formål er at gå ind i sin samtid her og nu. Væk med teatrets lange planlægningshorisonter og prøveforløb. Med få dages tilløb – og med manuskriptet i hånden – kaster skuespillerne sig ud i en reading, altså en slags læseprøve tilsat en smule instruktion og få rekvisitter.

Men uanset hvor aktuelt teatret stræber efter at være, er virkeligheden altid et ekstra akut skridt foran. Da instruktørerne og ensemblet sagde farvel og på gensyn til hinanden fredag eftermiddag, var de parat til at spille Elfirede Jelineks tekst om Europas bådflygtningeproblem næste eftermiddag, men inden de lagde hovedet på puden, var Paris atter hjemsted for et veritabelt terrormareridt, og nu er spørgsmålet så bare, om KGL AKUT også når at reagere på det i løbet af få dage? Læs videre “Elfriede Jelinek: De stedløse”

Kristján Ingimarsson Company: Airport

Weekendavisen den 20. november 2015.

Terminaltransit. Vild pantomimeforestilling bruger lufthavnen som scene for både underholdning og samfundskritik.

Chaplin møder Orwell

Ved første øjekast ligner Airport blot en føljeton af udsøgte, komiske kropsbeherskelser i en løst sammenvævet fortælling, men ved eftersyn viser det sig, at forestillingen er en skarp analyse af den internationale lufthavn som et klaustrofobisk mikrokosmos, hvor vi alle er under overvågning af et altseende øje.

Kristján Ingimarsson Companys vilde pantomime har elementer af elegant koreograferet nycirkus, akrobatisk gadeteater, smidig gymnastique moderne og gammeldags, gakket artisteri i sort-hvid-film. Instruktøren og hans ensemble har (sammen med dramaturg Simon Boberg, scenograf Johan Kølkjær og co-writer Jesper Pedersen) fundet det poetiske i det prosaiske i de kønsløse lufthavne, som vi alle kender så godt. I en slags human animation med rullekufferter og bagagevogne som rekvisitter, bliver det hele omsat til en både sjov og satirisk legesyg ballet. Læs videre “Kristján Ingimarsson Company: Airport”

Men eller og

Weekendavisen den 20. november 2015.

København. Jeppe Krogsgaard Christensens talent er hæmmet af hans hang til litterære koncepter.

Om Jeppe Krogsgaard Christensens skrivetalent har jeg aldrig været i tvivl, og på hans evne til at forvalte det, har jeg aldrig været sikker. Indre by skaber ingen decideret afklaring.

Fra debuten med Natjager og til En hånd i himlen og Åben himmel (lige lovlig meget himmel!) har han målrettet prøvet at erobre en position som den sentimentale og kyniske skildrer af københavnske skæbner ved siden af Benn Q. Holms klassiker Hafnia Punk, Jonas T. Bengtssons hårde fuldtræffer Submarino, Henriette Rostrups uretfærdigt oversete kollektivroman I dag og i morgen og Katrine Marie Guldagers knivskarpe København.

Naturligvis har fascination af hovedstaden og storbyen betydeligt ældre litterære rødder, og brønden er bundløs for forfattere, der kan trække menneskeskæbner og historier op af byens dyb. Jeppe Krogsgaard Christensen har da også altid demonstreret et udmærket blik for den slags. Problemet er, at man kan mærke hvor forhippet han er på at skrive den roman, som man vil sammenligne med Robert Altmans filmatisering af en række noveller af Raymond Carver, nemlig Short Cuts (1993). Læs videre “Men eller og”

Sommeren uden mænd. Efter roman af Siri Hustvedt

Weekendavisen den 13. november 2015.

Pause. Siri Hustvedts komedie om en kvinde, der bliver forladt til fordel for et par yngre bryster, er ikke særlig morsom. Heller ikke som teater.

Kvinder der føler for meget

I maj måned havde Mungo Park verdenspremiere på dramatiseringen af amerikanske (og en smule norske) Siri Hustvedts roman Den flammende verden, og nu har Republique så verdenspremiere på dramatiseringen af samme forfatters Sommeren uden mænd. Pudsig lille epidemi. Bare ærgerligt at det er Siri Hustvedts dårligste romaner, de danske teatre kaster sig over. Men ok, Den flammende verden var nu forbløffende vellykket, og Sommeren uden mænd har da også absolutte kvaliteter. Men de er nu mest scenografiske.

Det er ellers et stjernecast, der står på den store, dybe scene hos Republique på den gamle garderhusarkaserne på Østerbro, København. De modne kvinder Tammi Øst og Ulla Henningsen er per definition strålende, og unge Marie Bach Hansen er et umiskendeligt stortalent. I opfindsomme Peter Langdals instruktion kunne der jo sagtens komme noget godt ud af det, men forestillingen lider af det samme, som romanen lider under. Den forsøger at være morsom. Læs videre “Sommeren uden mænd. Efter roman af Siri Hustvedt”