Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 18. december 2015

Folkeligt. Folketeatret spiller ‘Skærmydsler’. Åh, så trygt og genkendeligt! Malene og Sonja og Preben og den lille Mathilde. Vi glemmer helt at Ghita ikke kunne komme.

Bag skærmen

Gustav Wieds Skærmydsler fra 1901 og Henri Nathansens Indenfor Murene fra 1912 har meget at sige hinanden. Begge skuespil handler om mødet mellem tradition og modernitet, og centralt i begge stykker står den unge pige, der ”går på forelæsning” på universitetet. Lærdommen og emancipationen truer stabiliteten i de gamle stuer, hvor familien modvilligt må erkende, at ungdom og fremtid ikke kan trodses.

Men mens Henri Nathansens skuespil, som gik på Folketeatret i fjor, rummer et virkeligt, dybt og eksistenstruende drama i mødet mellem to reaktionære systemener – den gammelkristen borgerlighed og den stejle jødisk kultur – nøjes Gustav Wieds muntert-sentimentale enakter med et lille hyggeligt ungdomsoprør, hvis forsoning dybest set ikke har nogen pris. Som sådan kunne skuespillets titel ikke være mere velvalgt, for en skærmydsel er jo netop kun en mindre uenighed. Læs videre “Gustav Wied: Skærmydsler”

Weekendavisen den 18. december 2015

Kommentar. Problemet er ikke, at Bertel Haarder har fyret hele Det Kongelige Teaters bestyrelse er. Problemet er, at han ikke argumenterer for sin beslutning.

Kulturminister Bertel Haarders beslutning om at udskifte Det Kongelige Teaters bestyrelse kommer næppe til at skade teatret. Måske kommer det ligefrem til at gavne. I hvert fald er der mere konkret erfaring med teaterledelse, end i den afgående bestyrelse.

Problemet er derfor ikke at ministeren fyrede hele det hold, som hans forgængers forgænger Uffe Elbæk havde sat i 2011 (eller rettere: undlod at forlænge den fireårs periode, der udløber ved årsskiftet). Nej, problemet er, at Bertel Haarder ikke har besværet sig med at forklare sin disposition, som stadig fremstår hundred procent uargumenteret. Han kunne have præsenteret sit ”nye hold” med offensiv stolthed, men det virkede snarere som om, at ministeren ikke have noget at sige, ja at han ikke rigtig kendte dem, han havde udpeget. Læs videre “En magtdemonstration”

Weekendavisen den 11. december 2015.

Kommentar. Året, der snart ånder ud, var et flygtningepolitisk annus horibilis af dimensioner.

Der er noget ekstrem paradoksalt over den danske flygtningepolitik netop nu. Credoet, dogmet, parolen, trylleordet, mantraet, som politikere fra Socialdemokraterne og til højre har tudet os ørerne fulde med i løbet af dette ulyksalige år, lyder som bekendt: ”Vi skal koncentrere indsatsen i nærområderne, hvor vi kan hjælpe flere for det, som det koster at yde beskyttelse her.”

Ikke ét ondt ord om dét rationale. Det er nemlig klassisk humanitær logik, som enhver talsmand for UNHCR vil kunne lire af sig i søvne, og der er talrige gode grunde til at intensivere hjælpen i disse herostratisk berømte nærområder, både humanitære grunde, politiske grunde og økonomiske grunde. Som kommentator Carsten Gronemann for nylig skrev i Information: ”For omkring 900 kroner kan vælge mellem at dække udgifterne til ét flygtningebarns fodboldtræning herhjemme i et år, eller sikre tre familier husly og mad gennem hele vinteren i et af Syriens nærområder.” Stillet sådan op, er valget nemt. Læs videre “Humanitær Marshallhjælp”

Weekendavisen den 11. december 2015.

Roman. Jacob Skyggebjergs ”svære toer” er et stærkt skuffende styrtdyk, næsten ned i ligegyldigheden.

Jacob Skyggebjerg: Hvad mener du med vi. 304 sider. 300 kr. Roman. Gladiator.

Jacob Skyggebjerg debuterede for to år siden med Vor tids helt, som var en stærk omgang virkelighedsbaseret dirty realism fra det farlige Jylland, hvor børn lider. Det var en vigtig roman, som underligt nok ikke kastede noget særlig social indignation af sig, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor skønlitteraturen om omsorgssvigt mod danske børn (og der er mange autofiktive eksempler) ikke tages alvorligt på samme måde, som Yahya Hassans digte. Men der er vel bare ghettoen og religionen til forskel.

Nu er Jacob Skyggebjerg her så igen. ”Den svære toer”, som man siger i branchen (ja, Lone Aburas kaldte faktisk sin anden roman for Den svære toer), og som forlaget Gladiator ironiserer over i sin pressemeddelelse: ”Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder.” Læs videre “Den korsfæstede forfatter”

Weekendavisen den 4. december 2015.

Kommentar. De filantropiske fonde får et ordentligt gok med skattehammeren. Det betyder markant færre penge til kulturlivet, som i forvejen er blevet hårdt beskåret. Kulturfinansieringerne er i frit fald.

Som Churchill angiveligt sagde, da han under Anden Verdenskrig afviste at skære i kulturbudgetterne: ”Hvis vi sparer på kulturen, hvad er det så egentlig, vi kæmper for?”

Vistnok kan den gamle britiske bulldogs udtalelse falsificeres, men meningen er god nok, og utvivlsomt er det, at den italienske premierminister Matteo Renzi i sidste uge talte varmt for at investere lige så mange penge i kultur som i antiterrorteknologi: ”De skaber billeder af terror, vi svarer med kultur. De ødelægger statuer, vi elsker kunst. De destruerer bøger, vi er bibliotekernes land. For hvert overvågningskamera på gaden skal der gives støtte til et eksperimenterende teater eller en filminstruktør,” sagde statschefen der også vil give 500 € til kulturforbrug til alle unge italienere under 18 år.

Her i landet er kursen mildest talt anderledes. Her er kultur noget, man fjerner penge fra. Grønthøsterbesparelserne efter finansministerens kasseeftersyn betyder, at alle statssubsidierede kulturinstitutioner skal spare to procent om året fra 2016, fire procent i 2017, seks procent i 2018 og otte procent i 2018. Besparelser fører til nedskæringer, der fører til kulturtab, men enhver regering er som bekendt flydende i nysprog: omprioriteringsbidrag, kalder man det. Læs videre “Dannelsestabet”