Weekendavisen den 18. december 2015
Folkeligt. Folketeatret spiller ‘Skærmydsler’. Åh, så trygt og genkendeligt! Malene og Sonja og Preben og den lille Mathilde. Vi glemmer helt at Ghita ikke kunne komme.
Bag skærmen
Gustav Wieds Skærmydsler fra 1901 og Henri Nathansens Indenfor Murene fra 1912 har meget at sige hinanden. Begge skuespil handler om mødet mellem tradition og modernitet, og centralt i begge stykker står den unge pige, der ”går på forelæsning” på universitetet. Lærdommen og emancipationen truer stabiliteten i de gamle stuer, hvor familien modvilligt må erkende, at ungdom og fremtid ikke kan trodses.
Men mens Henri Nathansens skuespil, som gik på Folketeatret i fjor, rummer et virkeligt, dybt og eksistenstruende drama i mødet mellem to reaktionære systemener – den gammelkristen borgerlighed og den stejle jødisk kultur – nøjes Gustav Wieds muntert-sentimentale enakter med et lille hyggeligt ungdomsoprør, hvis forsoning dybest set ikke har nogen pris. Som sådan kunne skuespillets titel ikke være mere velvalgt, for en skærmydsel er jo netop kun en mindre uenighed.
Det nyrenoverede Folketeater er det rette sted, og december er den rette måned, til denne lille klassikerbagatel. Kasper Wilton har iscenesat, og i rollerne som de to gammeljomfruer ses Malene Schwartz og Sonja Oppenhagen (der sprang til og erstattede Ghita Nørby med kort varsel), Preben Kristensen er doktoren, Mathilde Norholt er den unge pige. Der er altså fuld blus på folkeligheden. Og folket kvitterer. Denne eftermiddagsforestilling var salen fuld af mildt stemte pensionister, der ankom i samlet flok i turistbus, og de fik hvad de kom efter: nostalgi for alle pengene. Da Malene Schwartz begyndte på den replik, som Clara Pontoppidan udødeliggjorde i tv-teatret i 1961, summede salen, og alle de forventningsfulde publikummer stemte i som et mumlekor: ”Månen har den farve, som måner skal have…”
Åh, så trygt og genkendeligt! Malene og Sonja og Preben og den lille Mathilde. Vi glemmer helt at Ghita ikke kunne komme. Her i det gamle, luvslidte borgerhjem fra 1800-tallets slutning, står tiden så dejligt stille. Og så alligevel ikke. Det moderne udefra truer. I denne udgave skåret ud i pap, for den unge Ellen har nutidstøj på, ja sågar en mobiltelefon, mens doktoren synes at være klædt noget mere klassisk og tidløst. Også pebermøerne har fået moderniseret garderoben en smule, men er stadig gammelmodige, dog uden at komme helt tilbage til stykkets oprindelige jomfrunalske kjoler.
Spørgsmålet er, om mennesket har en sjæl, eller om vi er ren materie. På forelæsningen har Ellen fået naturvidenskabelige griller i hovedet. Hun taler om menneskets psyko-fysiske liv, hvilket især Tante Ét lader sig provokere af, ja så vidt går hun, at hun ville ønske, at søstrene aldrig havde taget deres niece til sig. Men dybere er konflikten ikke, end at den kan bilægges af de kærlige og gode viljer, samt klog mediering af den rare doktor, som de to gamle søstre begge er ganske indtagede i. Konflikten er ikke andet, end – en skærmydsel. Det reaktionære åbner sig mod det moderne. Det moderne omfavner traditionen. Alderdom og ungdom mødes. Fremtid afløser fortid.
Den sure, tvære og bedrevidende søster (Malene Schwartz) irettesætter den tilforladelige, vimse og åbentsindede (Sonja Oppenhagen), som dog også har sine modtræk: når hun bliver skældt ud for sine ”bevægelser”, svarer hun igen med forsigtige hentydninger til søsterens ”næselyde”.
Malene Schwartz’ version af stivstikkersøsteren er en gammeljomfrunalsk ronkedor, som naturligvis er god nok på bunden. Sonja Oppenhagen spiller sin rolle med sådan en lillepiget kærhed, som er mere uhyggelig end charmerende. Preben Kristensen spiller slet ikke. Han siger bare sine replikker pænt og nobelt, for mere er der ikke i rollen. Og Mathilde Norholt er ung og kæk på sådan en ung og kæk måde. Altså – en kliche.
Dele af Skærmydsler har det dejligste wiedske vid: talen falder på et årstal, og den beske søster konstaterer: ”Det var det år Tante Ulrikke tog arsenik”. Herlig kynisme. Andre dele af stykket er bare flad folkekomedie af den slags, hvor folk griner mildt og mekanisk, som om man havde drejet på en nøgle i deres ryg. Men det er ikke det vittige, vi skal huske. Det afgørende er den skærm(ydsel!), som Tante Ét beordrer både den unge Ellen og den kyndige doktor til at stå bag, inden de kan komme ind i stuen til tebordet og kakkelovnen. De to repræsentanter for alt det nye skal ”kuldslåes” først, så de ikke spolerer temperaturen i stuen. Eller med andre ord: de skal akklimatiseres. Som sådan gødede Gustav Wied jorden for Henri Nathansens stordrama elleve år efter.
Stykkets klassiske mundhuggeri om månens farve bringes tilbage i erindringen til sidst, hvor månen hænger rund og gul (eller er det hvid?) i Christian Tom-Petersens rolige scenografi, der går udmærket i spænd med Fini Høstrups liveakkompagnement og melodistykker af både Erik Satie og Elvis. Men som helhed er den lille sag om forholdet mellem sjæl og psyke, tradition og modernitet, fremdeles ikke noget stort stykke, og denne opsætning er ikke nær så morsom, som dens publikum insisterer på.
Gustav Wied: Skærmydsler. Folketeatret, København, til den 3. januar 2016.