Weekendavisen den 18. december 2015
Kommentar. Problemet er ikke, at Bertel Haarder har fyret hele Det Kongelige Teaters bestyrelse er. Problemet er, at han ikke argumenterer for sin beslutning.
Kulturminister Bertel Haarders beslutning om at udskifte Det Kongelige Teaters bestyrelse kommer næppe til at skade teatret. Måske kommer det ligefrem til at gavne. I hvert fald er der mere konkret erfaring med teaterledelse, end i den afgående bestyrelse.
Problemet er derfor ikke at ministeren fyrede hele det hold, som hans forgængers forgænger Uffe Elbæk havde sat i 2011 (eller rettere: undlod at forlænge den fireårs periode, der udløber ved årsskiftet). Nej, problemet er, at Bertel Haarder ikke har besværet sig med at forklare sin disposition, som stadig fremstår hundred procent uargumenteret. Han kunne have præsenteret sit ”nye hold” med offensiv stolthed, men det virkede snarere som om, at ministeren ikke have noget at sige, ja at han ikke rigtig kendte dem, han havde udpeget.
Til Jyllands-Posten sagde ministeren, at ”hvad der er gået gennem mine tanker, holder jeg for mig selv”, og i Politiken kunne man læse en mystisk ordveksling. Hvorfor var det nødvendigt at skifte bestyrelsen ud? spurgte journalisten. ”Det var ikke nødvendigt, men jeg har valgt at sætte et nyt, stærkt hold,” svarede ministeren. Men hvorfor, lød det naturlige næste spørgsmål. Og så kom det højst forbløffende svar: ”Jeg har valgt at sætte et nyt, stærkt hold. Det synes jeg ikke kræver nogen begrundelse”. En mystificeret journalist siger: ”Det synes du ikke?” Ministeren nøjes med et: ”Nej”.
Bertel Haarder erkender altså, at det ”ikke var nødvendigt” at udskifte bestyrelsen. Ministeren siger også, direkte adspurgt, at han ikke har nogen grund til at være utilfreds med den afgående bestyrelsens arbejde. Men han udskifter den, fordi det er hans ret og fordi han har magten til det. Men hvilke overvejelser ligger bag? Hvad er grunden til at det kriseramte teater skal have ny topledelse? Hvad kan de nye folk bidrage med? Vi får intet at vide. Det er meget mærkeligt, ikke mindst fordi, det er temmelig nemt at argumentere godt for beslutningen. Det nærmeste vi kommer er noget rituelt lirumlarum i en pressemeddelese, hvor ministeren taler om, at den nye bestyrelse er valgt på deres ”faglighed og solide erfaring”. Ih, dog!
Bertel Haarders nærmeste begrundelse for udskiftningen er, at Uffe Elbæk i sin tid som kulturminister også fyrede hele den siddende bestyrelsen, da dens første periode udløb. Men det er jo ikke et argument! Det er bare en henvisning til forgængerens forgængers praksis, men beslutninger, der ikke bliver argumenteret for, ser altså underlige og umotiverede ud. De sniger sig udenom enhver form for faglig diskussion. Altså: en magtdemonstration.
Når man sammenligner den afgående bestyrelse med den kommende, er det nemt nok at se, hvad Bertel Haarder vil erstatte. Han vil slette det fingeraftryk, Uffe Elbæk satte da han i 2011 undlod at forlænge den bestyrelse, som den forrige borgerlige regering havde udnævnt under kulturminister Brian Mikkelsen. Han havde indsat folk som tidligere udenrigsminister og Venstrehøvding Uffe Ellemann Jensen samt den borgerlige klummeskriver Claes Kastholm Hansen, som reelt intet vidste om teaterdrift. Der var en tydelig markering i den rekruttering, og det gad Uffe Elbæk ikke forlænge. Ud med dem. Ind kom i stedet nogle profiler, der var klart mere elbækske, nemlig aktivistiske formidler- og festivaltyper som Lars Seeberg (Århus Festuge og H.C. Andersen 200), Christian Have (strategi og pr for alt indenfor kultur) og Ulla Tofte (succesfuld leder af Golden Days in Copenhagen og nu direktør på Museet for Søfart). Og så en humanistisk erhvervskvinde som Stine Bosse på toppen af kransekagen.
Bertel Haarder kunne jo have sagt med høj og klar stemme, at han gerne vil skifte bestyrelsens profil fra netop festival- og formidlingskompetencer til mere erfaring med teaterdrift. Han kunne stille og roligt have forklaret, at han ikke mindst indsætter den erfaren Anders Hjulmand, som både er formand for så fine institutioner som Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center i Ålborg samt – og det er det vigtige – det veldrevne Aalborg Teater, hvor han som bestyrelsesformand arbejdede sammen med teaterdirektør Morten Kirkskov, der nu er skuespilchef på Det Kongelige Teater. Det giver jo vældig god mening.
Bertel Haarder kunne også have fremhævet at andre nye bestyrelsesmedlemmer som Anette Abildgaard (Nyt Dansk Danseteater m.m.) og Waage Sandø, der har mange års erfaring som teaterchef, rent faktisk styrker vidensniveauet om teaterledelse i Den Kongelige Teaters bestyrelse. Det er mildest talt underligt, at han ikke gjorde det.
Men hvad er pointen med at fyre Stine Bosse og indsætte Lisbeth Knudsen? Ved Lisbeth Knudsen noget som helst om teaterledelse? Nej, ikke det, der ligner. Det gjorde Stine Bosse heller ikke da hun fik posten, men hun har i det mindste nu fire års erfaring, og derfor går fyringen naturligvis ud over kontinuiteten. Nu skal den daglige ledelse først til at træne en ny formand op i basal viden om teatrets situation, strategisk, økonomisk, politisk, kunstnerisk. Og det er midt i en tid med kolossalt kritiske besparelser.
Bestyrelser kommer og går, og nu er der jo så meget præcedens, at en kommende kulturminister efter et regeringsskifte sandsynligvis også vil ”sætte sit hold”. Det vil hver gang skabe lidt furore, men næppe de helt store ledelsesmæssige forskydninger. Dybest set skal bestyrelsen jo blot bakke den daglige ledelse med teaterchefen i spidsen op i strategiske og økonomiske beslutninger. Det ville sikkert være et større problem, hvis alle teatermalere eller alle skrædder forsvandt med ét hug, og mon ikke at det har større kunstneriske konsekvenser, at teatret i sidste måned så sig nødsaget til at spare sit kulisseværksted væk på grund af grønthøsterbesparelserne, der hærger kulturlivet?
Der er derfor ingen grund til at fortvivle over Bertel Haarders metode og de nye folk i bestyrelseslokalet. Til gengæld er det fortsat ærgerligt, at ministeren end ikke gider at argumentere for sit valg.