Weekendavisen den 11. december 2015.
Kommentar. Året, der snart ånder ud, var et flygtningepolitisk annus horibilis af dimensioner.
Der er noget ekstrem paradoksalt over den danske flygtningepolitik netop nu. Credoet, dogmet, parolen, trylleordet, mantraet, som politikere fra Socialdemokraterne og til højre har tudet os ørerne fulde med i løbet af dette ulyksalige år, lyder som bekendt: ”Vi skal koncentrere indsatsen i nærområderne, hvor vi kan hjælpe flere for det, som det koster at yde beskyttelse her.”
Ikke ét ondt ord om dét rationale. Det er nemlig klassisk humanitær logik, som enhver talsmand for UNHCR vil kunne lire af sig i søvne, og der er talrige gode grunde til at intensivere hjælpen i disse herostratisk berømte nærområder, både humanitære grunde, politiske grunde og økonomiske grunde. Som kommentator Carsten Gronemann for nylig skrev i Information: ”For omkring 900 kroner kan vælge mellem at dække udgifterne til ét flygtningebarns fodboldtræning herhjemme i et år, eller sikre tre familier husly og mad gennem hele vinteren i et af Syriens nærområder.” Stillet sådan op, er valget nemt.
Sagen er bare, at vi også skal hjælpe de flygtninge, der nu engang ikke er i nærområderne længere, og så er ét års foreningsmedlemsskab for en flygtet miniput faktisk en ganske god forretning. Også krigsbørn skal lære at drible i sociale, sportslige fællesskaber ude i foreningslivet.
Men mens vi hylder nærområdehjælpen, må vi påtale den lemfældighed, politikerne slynger om sig med ordet, mens de ikke slynger om sig med penge, der ville kunne finansiere hjælpen nær hjemmet. Derfor bliver ‘nærområdehjælp’ ofte blot en politisk formular, som mangler virkelighedsforankring. Credoet, dogmet, parolen, trylleordet, mantraet er blot behændig retorik.
Ingen har fundet Columbusæggets balancepunkt, hvor asyl eller midlertidig beskyttelse i eksil nogle grænser længere væk kan undværes i kriser som den aktuelle (og langvarige). Al erfaring viser derimod, at det ikke er et valg mellem enten eller, når krigen raser, folk flygter og krisen eskalerer. Så er der brug for alle hjælpeformer i kombination. Så er det nødvendigt både at hjælpe ofrene tæt på arnestedet og længere væk.
Forleden skrev Politikens kommentator Peter Wivel, at USA og EU med i alt 825 millioner mennesker sagtens ville kunne give asyl til de 3-4 millioner syriske krigsflygtninge, der lever på sultegrænsen i nabolandene. Ja, regnestykket taler sit eget sprog. Men politisk set er det naturligvis umuligt og uønskeligt at tømme en region for flygtninge og dermed forlade håbet om, at de inden længe kan vende tilbage. Omvendt er dette håb så uendelig spinkelt, fordi krigen naturligvis ikke stopper. Og hvis den gør, tager det lang tid, før det bliver muligt at returnere.
Den humanitære krise vil vare ved i uoverskuelige år. Politikerne må derfor følge deres fascination af nærområdehjælpen op med en finansiering, der kunne gøre en forskel for de lande, der år efter år efter år trækker læsset. Og jeg er ked af at spolere forbrugsfesten, netop som den er kommet så godt i gang igen, men hvis vi skal holde os flygtningene fra døren, må vi gribe til massive investeringer, en slags international, humanitær Marshallhjælp. Men paradoksalt nok sker det stik modsatte: Danmark skærer historisk kraftigt ned på alt hvad der hedder udviklingshjælp og allokerer nogle af midlerne til flygtningemodtagelsen hertillands. Samtidig viser en ny undersøgelse fra Epinion for Verdens Bedste Nyheder (Danida), at antallet af danskere, som ønsker, at staten bruger flere penge på udviklingsbistand, rent faktisk stiger for tiden.
Flygtningemodtagelsen her til lands bør ikke finansieres med midler, som groft sagt kan bruges til at fastholde flygtningene i nærområderne. Der er derfor brug for flere midler. Har vi råd? Har vi råd til at lade være? Og hvor skal pengene komme fra? Måske fra færre investeringer i bombefly (flyene har alligevel haft en kedelig tendens til at skabe flygtningekriser i stedet for at løse dem)? Spørgsmålet sender jeg videre til politikerne, som jo godt ved, at man ikke kan bruge de samme penge to gange, men som samtidig gerne vil forhindre at flygtningene kommer hertil. Det kan måske ske med straminger, der gør Danmark til en ugunstig destination, men det bør først og fremmest ske ved at skabe stabile forhold for flere derude. Credoet, dogmet, parolen, trylleordet, mantraet skal omsættes til aktiv handling, og det sker ikke ved at beskære de midler, som hidtil har finansieret danske nødhjælpsorganisationers arbejde. Hvilken paradoksal politik.
Året, der snart ånder ud, var et humanitært annus horibilis af dimensioner. Men druknetragedierne på Middelhavet og flygtningeprocessionerne fra Grækenland og op gennem Europa har om ikke andet lært os én ting, nemlig at i flygtninges sted, ville vi have gjort nøjagtig det samme, som de har gjort. Også vi ville have forladt krigen, forfølgelsen, elendigheden og søgt trygge tilflugtssteder. Spyttemanden ville have gjort det. Politimanden, der legede tit-tit-bøh med flygtningepigen, ville have gjort det. Vi er ikke anderledes mennesker, end de er. Vi har blot det privilegium, at der ikke er krig hos os. Det privilegium vil de gerne have en lille andel i. Vores opgave er, at skaffe dem tryghed på en måde, som ikke sætter vores egen over styr. Hvis det sker bedst langt herfra, må vi være parat til at investere i det.