Weekendavisen den 18. december 2015
Skarntyde. Preben Major Sørensen går kun ad stier, som andre ikke har trådt flade.
Selvkloghed og dumhed
Preben Major Sørensen: Forløbelser. Fortællinger. 182 sider. 180 kr. Escho.
Den brutalt velskrivende Preben Major Sørensen markerer sit 50-års forfatterjubilæum med en samling fuldtonede antihyggelige fortællinger, hvor følgende lille jyske talemåde er indsat som motto: ”’Jeg kiænder væl Karsæ’, sagde Bondæn. Hand aaed Skarntydhæ.” Og på rigsdansk: ”’Jeg kender vel karse’, sagde bonden. Han åd skarntyde.”
Skarntyde er som bekendt den skærmblomst, hvis giftholdige dødsdrik Sokrates blev dømt til at begå selvmord med. Ifølge Ordbog over Det Danske Sprog handler talemåden om selvkloghed parret med dumhed, og den selvkloge er ifølge samme værk en person med overdreven tillid til sin egen klogskab, en som ikke vil lade sig råde af andre. Hvad dumhed er, kræver ingen forklaring.
Gad vide om ironikeren og kynikeren Preben Major Sørensen også tænker på sig selv, når han kølhaler den selvkloge. I hvert fald fremstår han ikke som en forfatter, der på nogen måde lader sig påvirke eller rådgive af andre. Han går kun af stier, som andre ikke har trådt flade. Hans stil er så stejl, svælgende og sær, så radikalt umådeholden i sin undersøgelse af hedonistisk perversion, at han næppe har sin lige i dansk litteratur. Meget peger tilbage på de sære fortællere. Tættest beslægtet i dag er vel Harald Voetmann med sin dunkle, fortættede prosa.
Mange temaer og stemninger er gennemgående i Forløbelser. I ‘Atropos’ forenes det meste i en bizar fortælling om en kvinde af ”uhyggelig dukkeagtig skønhed”. Skønt smuk, frastøder hun vores fortæller: ”Hendes smil er så giftigt og hendes øjne så søgende spidse og gennembordende som en præcolombiansk spydspids af obsidian, et smil og et par øjne som muligvis vil få stærkt masochistiske mænd op på mærkerne. Men altså: ikke mig.”
Denne kvinde har dræbt mænd uden at blive stillet til ansvar for sine handlinger, og hun ”træder hårdt og sølvhvidt klingende på marmorfliserne i paladset hvor hun har indrettet sig”. Hun har kamphunde, der er krydsninger mellem vildkatte og mastiffer, og hun holder lesbiske veninder som slaver. Kvinden blander gift af curare og miltbrand og dræber mænd med stikvåben og bredbladede tveæggede knive, eller med sine spidse tænder, som to gange om ugen renses og files hos tandlægen på Jarmers Plads. Så spidse er tænderne, at hun har svært ved at spise pølser, og hun holder ellers så meget af Houlberg, hvilket måske skyldes penismisundelse. Hos denne dukkekvinde er mange mænd glade for at dø af stik og snit.
‘Atropos’ forener Preben Major Sørensens forkærlighed for kombinationen af det seksuelle og døden med hans sans for det lærde (Atropos, der klipper livets tråd over). Tilsæt her mastiffen, som sandsynligvis repræsenterer en ægte angst (der er rigtig mange hunde i fortællingerne: ”Der er i det hele taget inden for arten hund alle de egenskaber man også støder på hos mennesker”, hedder det i en anden historie) og den barokke kontrahumor (tandlægen på Jarmers Plads og Houlberg-pølsen!), der rykker fortællingen ud af dets gotiske univers og midt ind i vores hverdag.
Forløbelser, hedder bogen. Preben Major Sørensen antyder dog næppe, at han selv har forløbet sig, mistet sin selvbeherskelse. Tværtimod. Det lader han helt sine karakterer om. Det her er gennemført kalkuleret kynisme. Intet er for ækelt, intet er helligt: bødlerne marcherer, børn bliver voldtaget, kvinder bliver tortureret, der er seksuelle overgreb og kannibalisme. Alt i menneskeligt fortræd.
Sart skal man altså ikke være, tværtimod må man være moralsk galvaniseret for ikke at lade sig støde af perversionerne, når en historie begynder sådan her: ”Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser.” Hvis man bider det i sig og læser siden ned, når man til dette afsnit: ”I realiteten: Et knald med en trettenårig i en garage på en var sommersøndageftermiddag, hvis der er noget der hedder det. Hvor det barn dog skreg, det var næsten ikke til at holde ud, det var lige før jeg lod ungen være eller trak mig ud af hende og baldrede hendes hoved ind i muren.”
Hvis der findes en grænse for, hvad litteraturen tåler at rumme, skrider Preben Major Sørensen målbevidst over den. Fortællingerne iscenesætter en mørk misantropi og misogyni i et grusomhedsteater med depraverede og bizarre fantasier, hvor der er frit spil for de manges rædsler og for de fås længsler. Man skal dog ikke lade sig forvirre eller forføre af mareridteffekterne. Bogens egentlige budskab er nemlig mere sentimentalt, hvilket fremgår af cirkelforbindelsen mellem den første og den sidste fortælling, hvor ungdom og alderdom skal mødes i en pavillon, først fortalt fra ”den næppe udvoksedes” perspektiv, dernæst fra ”Oldmesterens”: Det er en endeløs drøm mellem barndom og alderdom.
Bogen udkommer på Escho, oprindelig pladeselskab, nu også ved at placere sig markant som forlag i den litterære undergrund. Forfatteren har selv bidraget med et par stregtegninger af sære væsner fra uudforskede grænseegne mellem det menneskelige og det mytologiske. Sjældent smuk, forbandet grum velskrevet skarntydeprosa.