”Der blæste en kold vind fra Syrien”

Weekendavisen den 23. december 2015.

Kommentar. I 2015 var flygtningene et dominerende tema – også i kunsten. Men kunstnere er vel ikke venstreorienterde, bare fordi de digter, synger eller tegner om flygtninge?

Det, som sker i verden, sker i kunsten. Derfor har meget kultur i det forgangne år været domineret af den enorme flygtningekrise i og omkring Europa, men også krigen i Afghanistan fandt stadig nye udtryk. Det samme gjorde klimakrisen. Nogen vil derfor mene, at kunsten er blevet politisk igen. Andre vil mene at kunstnerne bare politiserer. Men mest dækkende er nok, at kunstnerne er politisk bevidste, og ikke mindst bevidste om konflikternes betydning for menneskelig moral.

Mest central er Tobias Lindholms fremragende Afghanistan-film, Krigen, hvor en dansk kompagnichef må overtræde krigens regler for at redde sine mænds liv. Han bliver direkte skyld i at en gruppe civile afghanere mister livet, men under retssagen hjemme i Danmark vælger han at lyve, og han frikendes. Men slutbilledet viser ham isoleret og i dybe tanker. Han må for evigt leve med sin skyld. Men også med visheden om, at hans folk var blevet dræbt, hvis han handlet anderledes.

Krigen skildrer eminent en menneskelig forråelse og overlevelsens pris for kompagnichefen, der må erkende, at hans mission er dødsdømt. Det uendeligt fine ved filmen er, at han hele vejen igennem bevarer sit publikums sympati og empati. Vi ved, at han har forbrudt sig mod krigens love og dermed forvoldt civiles død. Men vi holder af ham og med ham.

Tobias Lindholms film er en af de stærkeste moralfortællinger om krigens væsen, også i dén grad indsigtsfuld og til at identificere sig med, ikke mindst set i forhold til Carsten Jensens længe ventede Den første sten, som overrasker ved ikke rigtig at have noget særlig på hjerte – ud over en satans masse vold og action. Mere forudsigeligt er det, at DR’s Broen skulle have en biperson, som var suicidal veteran med posttraumatisk stress. Den figur er i høj grad ved at være udtømt.

En del af krigens virkelighed, er menneskemasser på flugt, og ofrene for det syriske sammenbrud fik kunstnerne til at tænke, føle og skabe. Som Jens-Christian Grøndahl så fint og diskret formulerer det i en enkelt sætning i Vejen til Betlehem, der er en helt ny gennemskrivning af evangeliet om det senere så berømte par, der vandrer fra dør til dør for at søge natteasyl: ”Der blæste en kold vind fra Syrien”.

Uden at overfortolke den lille symbolske sætning i Jens-Christian Grøndahls roman, tør jeg godt påstå, at den i genfortællingens historiske ramme er et udtryk for medfølelse med krigens mange ofre. Det er ikke en politisk kommentar, men en empatisk.

Netop Jens-Christian Grøndahl er et godt eksempel på en kunstner, der deltager i den offentlige debat vis a vis sin kunst. Efter danskernes massive nej til folkeafstemningen om afskaffelse af retsforbeholdene, sagde han for eksempel i et interview i Information, at Danmark var blevet Europas Vollsmose, en ghetto for underklassen. Det er jo langt fra et venstreorienteret synspunkt, men ellers synes det at være en vidt udbredt antagelse, at kunstnere med politiske holdninger, er socialister.

Sådan lød det i hvert fald i årets løb fra både borgerlige bloggere og politikere, blandt andet med adresse til digteren Henrik Nordbrandt, der i september fik det lille digt ‘Vuggevise’ om verdens krigsbørn bragt på Politikens sektionsforside. Selv sagde digteren, at det muligvis var fotografiet af den lille druknede dreng, der blev båret i land af kystvagten ved Bodrum, der havde kaldt digtet frem i ham: ”Det kan godt være, det er lidt sentimentalt, men jeg vil gerne have folk til at reagere emotionelt og arrangere sig så meget, de kan. Og naturligvis påvirke politikerne, som jo er dem, der skal klare tingene. Det er klart,” sagde Nordbrandt.

Men er det ‘venstreorienteret’? Da samme digter i et senere debatindlæg i Information spurgte, hvordan det kan være, at intet muslimsk statsoverhoved kan holde en tale uden at understrege, at ’islam er fredens religion’, samtidig med at der er krig eller krigslignende tilstande i næsten alle muslimske lande, hørte man ingen politikere afskrive ham som ‘højreorienteret’.

Kunstens samfundsengagement blev tydeligt med flygtningekatastroferne i 2015: Fra Josefine Ottesens børnebog, Havenisserne flytter ind, som ikke alene skulle forklare de komplekse politiske problemer og menneskelige tragedier for de yngste, over Det Kongelige Teaters nye samfundsengagerede akutkoncept med den østrigske Nobelpristager Elfriede Jelineks De stedløse, til Superflex’ film Kwassa Kwassa om afrikanske bådflygtninge, Nikolaj Skyum Bendix Larsens videoværk På kanten af Europa om flygtninge på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, flere teaterprojekter, popsange, tøjdesign m.m. Og i Nørrebros nye udstillingscenter for migrationspolitisk kunst, CAMP kunne vi se den amerikansk-vietnamesiske kunstner Tiffany Chungs fine udstilling om bådflygtninge og migranter.

Naturligvis reagerede to af Danmarks store, aktivistiske kunstnere også på flygtningekrisen. Dramatikeren og instruktøren Christian Lollike lod installationer af døde bådflygtninge, We Are Not Real, skylle op på gaden under Århus Festuge, mens Madame Nielsen rejste i flygtningenes fodspor, side om side med de hjemløse i procession gennem Europa.

Begge kunstnere arbejder videre med stoffet, Christian Lollike med blandt andet Uropa, der er en ballet, hvor krigsflygtninge danser sammen med Det Kongelige Teaters korps for moderne dans (som i krigsballetten I føling, hvor benamputerede soldater medvirkede) og Madame Nielsen med en reportagebog, der undersøger hvad flugt og grænser går ud på.

Flygtningene dominerer politikken og står derfor naturligt stærkt som tema i kunsten, der ofte er drevet frem af anfægtelse og empati. At affeje værkerne om krige, konflikter og humanitære kriser som venstreorienteret ligner ofte et forsøg på at unddrage sig kunstens pointe.