Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 4. december 2015.

Kommentar. De filantropiske fonde får et ordentligt gok med skattehammeren. Det betyder markant færre penge til kulturlivet, som i forvejen er blevet hårdt beskåret. Kulturfinansieringerne er i frit fald.

Som Churchill angiveligt sagde, da han under Anden Verdenskrig afviste at skære i kulturbudgetterne: ”Hvis vi sparer på kulturen, hvad er det så egentlig, vi kæmper for?”

Vistnok kan den gamle britiske bulldogs udtalelse falsificeres, men meningen er god nok, og utvivlsomt er det, at den italienske premierminister Matteo Renzi i sidste uge talte varmt for at investere lige så mange penge i kultur som i antiterrorteknologi: ”De skaber billeder af terror, vi svarer med kultur. De ødelægger statuer, vi elsker kunst. De destruerer bøger, vi er bibliotekernes land. For hvert overvågningskamera på gaden skal der gives støtte til et eksperimenterende teater eller en filminstruktør,” sagde statschefen der også vil give 500 € til kulturforbrug til alle unge italienere under 18 år.

Her i landet er kursen mildest talt anderledes. Her er kultur noget, man fjerner penge fra. Grønthøsterbesparelserne efter finansministerens kasseeftersyn betyder, at alle statssubsidierede kulturinstitutioner skal spare to procent om året fra 2016, fire procent i 2017, seks procent i 2018 og otte procent i 2018. Besparelser fører til nedskæringer, der fører til kulturtab, men enhver regering er som bekendt flydende i nysprog: omprioriteringsbidrag, kalder man det. Læs videre “Dannelsestabet”

Weekendavisen den 4. december 2016.

Finsk druk. Bertolt Brechts skuespil om storbonden, der bliver så ubehageligt tilregnelig, når han ikke drikker, er en enorm triumf for Olaf Johannessen.

Sanseløs ædruelighed

Bertolt Brecht: Puntila. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Skuespilhuset, København, til 27. februar 2016.

Sjældent, måske aldrig, har jeg set så blæret en præstation på en dansk scene, som den Olaf Johannessen viser som den fordrukne storbonde Puntila. Han er forestillingens helt dominerende attraktion. Men også dens (lille) problem, fordi Lars Ranthe, der har den næststørste rolle som Matti, Puntilas chauffør og måske kommende svigersøn, kun i en enkelt scene får mulighed for at folde sit talent ud, men ellers bare blegner i et selskab, som det er fuldkommen umuligt at leve op til. Det var ikke noget tilfælde, at kollegerne gav Olaf Johannessen et puf fremad under publikums stående klapsalver.

Bertolt Brechts skuespil er skrevet under den finske del af hans eksil fra Tyskland (hvor han først var i Danmark og siden i USA) i 1940. Inspirationen kom fra Hella Wuolijoki, en estisk født finsk forfatter, der på én og samme tid var godsejer og kommunist. Hun havde til en dramatikerkonkurrence skrevet et skuespil, som ikke blev antaget, og derfor lod hun så sin ven og meningsfælle Brecht arbejde videre med stoffet. Det blev til Hr. Puntila og hans tjener Matti, i dag bekvemt forkortet til Puntila. Læs videre “Bertolt Brecht: Puntila”

Weekendavisen den 4. december 2015.

Novelleteater. Peter Asmussen fritskraber moralsk, filosofisk og eksistentielle dilemmaer.

Til menneskets ære

Peter Asmussen: Soli Deo Gloria. Betty Nansen Teatret, København, til den 19. december.

Julian Juhlin. Ikke noget smukt navn, synes jeg, snarere tværtimod, men et prægnant navn med sin helt egen klang, skabt af allitterationen og den visuelle repetition af stavelser, Ju-Ju. Passer perfekt til en ung mand, der både er performancekunstner, selviscenesætter og udråbt som landets måske mest lovende scenografiske talent. Ikke mindst på grund af ham er Soli Deo Gloria en teateroplevelse, som man roligt kan unde sig selv.

Forestillingens sceniske formsprog vender vi tilbage til. Først skal vi se nærmere på Peter Asmussens dramatik som litteratur. Skuespillet, hvis latinske titel betyder ‘Alt er til guds ære’, kan nemlig bedst karakteriseres som en novellesamling med tolv fritstående historie (dog anes en tynd tråd mellem enkelte), der med hver deres ‘plot’ fritskraber et moralsk, menneskeligt, filosofisk eller eksistentielt dilemma eller problem. Læs videre “Peter Asmussen: Soli Deo Gloria”

Weekendavisen den 27. november 2015.

Socialteater. Otte kontanthjælpsmodtagere æder sig igennem østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette…

Død og dekadence

På Venstres landsmøde i Herning den 21. november overrakte statsminister Lars Løkke Rasmussen partiets Frihedspris til hjemløsebladet Hus Forbi, fordi bladet hjælper mennesker til at tage ansvar for deres eget liv. Avisens repræsentant takkede pænt, men mere end antydede samtidig, at Venstre fører en politik, der gør flere hjemløse. Få dage forinden havde regeringen vedtaget det nye kontanthjælpsloft, der skal finansiere skattelettelser.

Samme aften havde Fix&Foxy (Tue Biering og Jeppe Kristensen) og otte kontanthjælpsmodtagere med store sociale problemer premiere på Det store ædegilde, en rekonstruktion af Marco Ferreris klassiske franske film af samme navn (1973). Pointen er, at de medvirkende dårligt har råd til mad til hverdag, men her rekonstruerer historien om de fire privilegerede venner, der af lutter livslede beslutter at æde sig selv ihjel i et dekadent og opulent fråds. Og der er vel at mærke ægte mad på scenen. Østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette… Læs videre “Fix&Foxy = Tue Biering og Jeppe Kristensen: Det store ædegilde”

Weekendavisen den 27. november 2015.

Deres sensommer. Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl i banalitet med overtydelige symboler om at gøre status inden tiden rinder ud.

Sidste udkald

Da Dirch Passer i 1961 spillede den tragiske rolle som Lenny i John Steinbecks Mus og mænd på Aveny Teatret, flækkede folk af grin hver gang han åbnede munden. De forventede at det skulle være sjovt, ja de forlangte at det skulle være sjovt, og Dirchs ry som morsom mand var stigmatiserende. Seriøs måtte han ikke være.

Er det mon for at undgå samme skæbne, at Ulf Pilgaard i rollen som Norman Thayer i Ernest Thompsons Vores sensommer (On Golden Pond, 1979) siger hver replik som om han var i gang med Holdningsløse Tidende, Uha Uha eller Cirkusrevyen? Under alle omstændigheder virker det. Publikum kvitterer med hjertelig latter denne aften i den rustikke gasbeholder på ydre Østerbro. Men de er næsten alle som én også i den alder, hvor de kan identificere sig med den aldrende mand, der med sentimental vrissenhed ser sin egen sensommer i øjnene. Læs videre “Ernest Thompson: Vores sensommer”