Bertolt Brecht: Puntila

Weekendavisen den 4. december 2016.

Finsk druk. Bertolt Brechts skuespil om storbonden, der bliver så ubehageligt tilregnelig, når han ikke drikker, er en enorm triumf for Olaf Johannessen.

Sanseløs ædruelighed

Bertolt Brecht: Puntila. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Skuespilhuset, København, til 27. februar 2016.

Sjældent, måske aldrig, har jeg set så blæret en præstation på en dansk scene, som den Olaf Johannessen viser som den fordrukne storbonde Puntila. Han er forestillingens helt dominerende attraktion. Men også dens (lille) problem, fordi Lars Ranthe, der har den næststørste rolle som Matti, Puntilas chauffør og måske kommende svigersøn, kun i en enkelt scene får mulighed for at folde sit talent ud, men ellers bare blegner i et selskab, som det er fuldkommen umuligt at leve op til. Det var ikke noget tilfælde, at kollegerne gav Olaf Johannessen et puf fremad under publikums stående klapsalver.

Bertolt Brechts skuespil er skrevet under den finske del af hans eksil fra Tyskland (hvor han først var i Danmark og siden i USA) i 1940. Inspirationen kom fra Hella Wuolijoki, en estisk født finsk forfatter, der på én og samme tid var godsejer og kommunist. Hun havde til en dramatikerkonkurrence skrevet et skuespil, som ikke blev antaget, og derfor lod hun så sin ven og meningsfælle Brecht arbejde videre med stoffet. Det blev til Hr. Puntila og hans tjener Matti, i dag bekvemt forkortet til Puntila.

Historien er simpel: Storbonden Puntila drikker som en svamp, og han kan bære sin brandert, her kan hverken Jeppe, Kaptajn Haddock eller Den evige Kjær følge med. Nu sidder han på tredjedagen i en damp af sprit, men hans drukkammerat, dommeren Frederik, eminent spillet af Søren Sætter-Lassen, er trimlet om på gulvet. Ind på kroen kommer en mand. Puntila mener at han stirrer på ham, hvad vil han, hvem er han? Han er såmænd bare Puntilas chauffør, der har ventet i Studebakkeren i to tålmodige dage, mens hans herre er sunket dybere ned i sprutten.

Chaufføren Matti er en ægte proletar. Men han er også en reel mand. Og Eva, Puntilas datter, har et godt øje til ham. Måske er det ham, der kan redde hende fra et ægteskab med den indbildske og selvforelskede engelske attache (forholdsvis vittigt spillet af skuespilelev Anuresh Rattan), der gør stormkur. Sagen er nemlig – hvilket er stykkets omdrejningspunkt – at den spritstive Puntila vil gifte Eva bort den fattige chauffør, mens hans ædru alter ego foretrækker attacheen, der kender ministre og prinsesser.

Det er ikke til at sige om Puntila er mest paranoid, når han er fuld, eller når han er ædru. Men han har i hvert fald to sider i evig konflikt – som Dr. Jekyll og Mister Hyde. Det er han helt klar over selv, og om sit ædru jeg siger han med sprit- og sprutdampe stående ud af munden: ”Sig ikke mere om den Puntila, der er vores alle sammens fjende!”

Når han er fuld, er han gavmild og vennesæl. Men Puntila har opdaget, at der er noget galt, og Olaf Johannessen spiller på alle tangenter, når han bevæger sig henover scenen med leddeløse ben og alkoholiseret diktion. Replikkerne forener det tragiske med det komiske, når vi møder drankerens kombination af selvindsigt og virkelighedsfornægtelse. Puntila får nemlig ”regelmæssige anfald af sanseløs ædruelighed”, hvor han er bliver ”ubehageligt tilregnelig”. Når det sker, er der noget galt med hans øjne, siger han. Så ser han kun én gaffel, hvor der plejer at være to. Anfaldene gør, at han kun ser halvdelen af verden! Men han kæmper imod som en mand.

Puntila handler delvis om druk, men det er gudskelov ikke et agitationsstykke imod alkohol. Først og fremmest er det vel et stykke om et menneskes tvesyn på verden, om at rumme antagonistiske idealer og om at pendle mellem forskellige temperamenter og tilstande, som kan fremkaldes af alkohol og kaffe. Politisk set er skuespillet naturligvis også en hvas omgang samfunds- og socialsatire, hvor alle magtformer får så hatten passer.

Johanne Louise Schmidt, tynd og lang som en finsk birkestamme med hår som en afblomstret mælkebøtte, ser både skøn og skør ud i variationer af laks og lyserødt, og så viser hun en ny, barok og komisk side af sit talent, ikke mindst båret af den der rå, ru, sjove og sexede stemme.

Kompakte Søren Sætter-Lassen og langlemmede Morten Suurballe kan i den grad også deres dramatiske metier, og som verdslig dommer og hellig provst, forenes de to i en rus af den anden verden. I mindre roller gør Jannie Faurschou, Søren Lenander, Anne Sofie Wanstrup og Christine Gjerulff det absolut udmærket, men alt og alle står i skyggen af Olaf Johannessens Puntila. Og altså ikke mindst Lars Ranthe. Ham har Staffan Valdemar Holm simpelthen instrueret så stramt, at han virker som en mindre karismatisk skuespiller, end vi ved, at han er. Kun i den scene, hvor han skal teste Eva evner som kommende proletarhustru, folder han sig ordentligt ud.

Scenograf Bente Lykke Møller har foret alle scenens flader med tynd finér fra gulv til loft som en reference til Puntilas store skove og den finske sauna, der spiller en vis rolle i stykket. Plader i kubens fleksible vægge bliver efter behov sparket ind og fungerer som døre og porte for både mennesker, møbler og Puntilas Studebakker. Det er så enkelt, som det kan være, men meget elegant. Helt skøn er finalen, hvor Puntila drømmer om at bestige et bjerg og Matti sætter borde og stole oven på hinanden og lader sin stive herre kravle derop. Her forlader vi Puntila og Olaf Johannessen, der hænger der og dingler som en anden marionet, måske en himmelfaren engel, en mand uden fast fundament under fødderne. Så tager han sin lommelærke frem, drikker ud – og begynder at synge…