Charlotte Strandgaard: Ingenmandsland

Weekendavisen den 6. november 2015.

Alderdomdigte. Er alderdommen en trussel eller en forbundsfælle? Charlotte Strandgaards krop taler ud:

”Mine ben kræver: Spred os! Spred os!”

Sidste år udgav Charlotte Strandgaard en bog om og til hendes søn, som også lagde navn til titlen, Hans. Det var en sorgfuld og fortvivlet kærlighedserklæring og en beretning om sønnens skizofreni, narkomisbrug og alt for tidlige død. Med andre ord: et opgør med det svære, skamfulde og tabuiserede.

Nu er Charlotte Strandgaard aktuel igen med en digtsamling, Ingenmandsland, der også trodser fordomme og taler lige ud af posen om emner, som vi normalt omgærder med diskretion og tavshed. Denne gang handler det om alderdom, og det er jo ikke fordi, der ikke skrives om det at blive gammel, faktisk er der både andre bøger, film og teaterstykker om emnet netop nu. Men Charlotte Strandgaard tager det velkendte motiv et nyt sted hen. Med i seng.

Ok, naturligvis findes der også litteratur om ældre og sex. Men det er nu ikke så tit, man støder på denne form for bramfrihed: ”Jeg har en elsker og en ven. I over fyrre år, med pauser, har vi kneppet overalt i Danmark. Vi er gode til det. Hans pik passer, som hånd i handske, i min skede. // Vi ligger i min seng / Vi knepper aldrig mere på gulvet / Vi er udmattede og tilfredse / Vi snakker om velfærdsstaten”.

Digtet slutter ikke her, for selvom de to venner og elskende er blevet for gamle til at gøre det på gulvet, nøjes de ikke med at snakke. Men hvad der videre sker i Charlotte Strandgaards smalle seng, skal jeg ikke røbe her. Jeg synes bare, at det er så fint, at de to gamle er både udmattede og tilfredse, sådan som de ligger der og taler om velfærdsstaten – som netop har udstyret Charlotte Strandgaard med en rollator, åbenbart efter en fejloperation.

Ingenmandsland er en titel, der naturligvis refererer til alderdommen som en overgangsfase mellem livet og døden, sådan som forfatteren oplever den her i Danmark. Som kontrast indsættes små stykker fra folkloren om behandlingen af gamle i Japan, Sverige, Serbien, Grønland og Indien. Interessant nok udgav Kirsten Thorup i 2003 en roman med nøjagtigs samme titel, og også den handlede om alderdom. Den roman havde et citat på titelbladet fra Simone de Beauvoir, som siger det hele, også om Charlotte Strandgaard: ”At dø for tidligt eller blive gammel: der findes intet andet alternativ.”

Er alderdommen en trussel eller en forbundsfælle? I hvert fald rummer den kroppens savn efter den forgangne ungdom: ”Der er vrede og savn i min krop efter halvfjerdsårsdagen / Der er sorg i mine ben og skød / der er mytteri i mine ben og skød / Mine ben råber: Vi kan stadig bevæge os! / Mine ben kræver: Spred os! Spred os! / Mit skød hvisker: Fyld mig igen! Fyld mig igen!”

Ja, Charlotte Strandgaard lader kroppen tale ud. Den vil have sex, selvom den er gammel, og for dette skal den nok blive husket og citeret. Mindre mindeværdige er nogle erindringsdigte og posteringer om tidens gang. Omvendt er digtet ‘Civil ulydighed’ uigennemskueligt interessant med sin fortælling om en mand med illegalt ophold i landet, som skjules i jeg’ets gæstekammer. Men også det repeterer hovedmotivet: ”Kønnet er blevet ligegyldigt. / Alderdommen har gjort mig kønsløs.”

Nej, kønsløs er Charlotte Strandgaard ikke, faktisk tværtimod. Hun har stadig, som da hun brød igennem i kvindekampsårene, sans for at sige det højt, som man kun ellers hvisker. Hendes stemme er både afklaret fatalistisk og usentimental i disse alderdomsdigte, der er bygget på basal og banal livserfaring. Til gengæld er her sandt for dyden ikke noget at komme efter, hvis man ønsker et æstetisk sprog.

Charlotte Strandgaard: Ingenmandsland. 56 sider, 150 kr. Forlaget Gladiator.