Jeg hører stemmer. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef

Den 13. november 2015 (desværre ikke i avisen, da kollega Asker og jeg begge var kommet til at anmelde ved en fejl).

(!!!) Morsom, sentimental, rørende og tankevækkende satireshow om at være halvt brun, halvt hvid.

Perker på slap line

Folk som Naser Khader, Rushy Rashid og Manu Sareen har gennem årene haft førende roller som De Prisværdigt Integrerede som politikere, studieværter og kogebogsforfattere. Men i dag falder de alle i med stuemøblementet som stabile bornholmerure. Der er derfor plads til nye brune ansigter, og for tiden er der heldigvis både en muslimsk albaner fra Ishøj og en sudanesisk flygtning med jysk accent på det danske fodboldlandshold.

Men hva’ mæ’ kulturen? For et par år siden fik vi først romanen, siden teaterstykket, af og med Hassan Preisler, Brun mands byrde, med forfatteren selv i positur som Lille Sorte Sambo. Det var et satirisk opgør med den pæne kulturradikale, respektfulde omsorgsintegration, og ikke mindst den rolle, lille Hassan med de skæve ben selv fik af establishmentet, der hyrede ham som en slags etnisk præmieperkerpauseklovn til konferencer og seminarer.

Og apropos: Præmieperker var netop titlen på den forestilling, som Zaki Youssef skrev til Det Kongelige Teater for et par år siden, og nu er den talentfulde musiker, skuespiller og dramatiker så tilbage med et nyt stykke perkerprosa, Jeg hører stemmer, i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Teater Sort/Hvid. Og sort/hvid (eller i hvert fald brun/hvid), er netop hvad den dansk-egyptiske Zaki er, en bastard, et blandingsbatteri.

Bagvæggens scenografi består af tre store udråbstegn i en parentes, smukt dekoreret af sølvpalietter – et tankevækkende overæstetiseret udråb: (!!!). På gulvet ligger orientalske tæpper, og ellers er scenen domineret af en dj-pult, hvor komponisten og lydkunstneren Turkman Souljah huserer, vist nok lidt af en troldmand indenfor sit felt.

Zaki Youssef har betydeligt talent for accentuerede stemmer og stereotyper, mimiske antydninger og karakteristisk kropssprog, hvor han på sekundet kan springe fra at være en indolent knægt til en velmenende psykolog. Ene mand i mange skikkelser fortæller han komisk og karismatisk sin historie, der sandsynligvis er prototypisk for mange knægte, der er spændt ud mellem to lande og kulturer – for hvis det ikke er et dilemma for ham selv, skal de voksne nok sørge for at gøre det til et problem: Man må vælge hvilken halvdel, man vil være helt, som en skolepsykolog siger. For ham er det ikke nok, at drengen mener, at hans mor er dansker, hans far er egypter, og at han derfor selv er halvt af hver, og i øvrigt kommer fra Lille Birkholm i Herlev. Nej, man skal vælge.

Med egne ord er Zaki Youssef en perker på slap line. Det er jo det, I er kommet for at se, siger han til os. Som om han er en klovn i manegen eller en abe i et bur. Denne sarkasme er ikke stykkets stærkeste side. Det er derimod satiren, selvom den også tærer på gammelkendte klicheer.

Sjovest er historien om John fra Højskolen, der har oprettet Etnolinien, ”for at hjælpe sådan nogle… som dig…”. Af frygt for at krænke Zakis kultur vil John tale med ledelsen om et eneværelse til den muslimske dreng, så han ikke risikerer, at andre højskolekursister tager skinke med ind på værelse. Han vil også tale med ledelsen om, at Zaki kan få dispensation fra rygeforbuddet, for naturligvis skal han have mulighed for at ryge vandpibe, der er en vigtig del af hans kultur. Til sidst siger Zaki til højskolemanden, at han i øvrigt er blevet gift med sin kusine på 14, men hun har fjollet rundt med en dreng nede i fritidsklubben, og derfor må Zaki straffe hende. Han vil derfor gerne have hjælp til at arrangere en stening. Ja, jo, en stening, siger John, der jo for alt i verden ikke vil krænke den muslimske kultur. Det vil han tale med ledelsen om. Men mon det kan ordnes, at Zaki så samtidig laver noget afrikansk musik, så det bliver et kulturelt arrangement?

Lige så markant er satiren, når den retter sig mod indvandrerne, ikke mindst i en skarpt skåret bevægelse fra 9/11 over Muhammed-karikaturene til Charlie Hebdo. Men her er tonen også alvorstung. Som når Zaki siger til en af sine venner: ”Hvordan kan du glemme at smile, når du husker at dømme?”. Stærke sager.

Jeg hører stemmer er knap nok teater, men i høj grad musikalsk og performativ stand up, hvor Zaki fortæller sin egen historie som søn af en blond dansk mor og en egyptisk far, der mest brillerede med et faderligt fravær, som gjorde ham til ufortjent genstand for sønnens længsel. Som sådan er forestillingen både morsom, sentimental, rørende og tankevækkende hele vejen frem til den poetiske slutreplik: ”Jeg tror, at hvis jeg forsvandt ind i nuet, var jeg evig…”

Jeg hører stemmer. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef. Musik og komposition: Turkman Souljah. Instruktion: Christian Lollike. Teater Sort-Hvid i samarbejde med Det Kongelige Teater. Kødbyen, Staldgade 38. Til den 14.11. Derefter turné til flere byer 16.-25.11, se hvor på sort-hvid.dk.