Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. juli 2012.

Fynsk barndom. Philip Tafdrup skriver erindringsstykker om sine opvækstår i 80’erne og 90’erne.

Andengradsdarwinisme

Et katalog over forsøg og fejltagelser, sådan lyder undertitlen på Wunderkammer, Philip Tafdrups 63 småfortællinger fra en fynsk barndom i 80’erne og 90’erne. Altså ikke ‘erindringer’, ikke ‘noveller’, ikke ‘kortprosa’, men et ‘katalog over forsøg og fejltagelser’.

Det er altså indrømmelsernes og selverkendelsens tid, når den nogle-og-30-årige forfatter skriver sine tidlige memoirer. Tekst for tekst går han planken ud med beskrivelser af al det mobning, dyreplageri, tyveri og løgn, han har praktiseret. Drengen Philip har ikke skånet sig selv, og slet ikke sine skolekammerater. Intet er helligt, intet er hemmeligt, og som voksen har han måske et slags moralsk fortrydelsesregnskab at gøre op med sig selv. Læs videre “Philip Tafdrup: Wunderkammer”

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. juli 2012.

På hjul. Anekdoter og snik snak i vellykket reportagebog fra en enkelt sæson i cykelsporten.

Tour de Brian

Markedet har kendt genren siden farfar var dreng: Sportsstjernens historie i bogform, fortalt til og nedskrevet af en journalist. I de senere år er denne type bøger væltet frem, og kvinderne har været lykkelige for at kunne købe dem til deres mænd, som ellers ikke gider læse.

Genrens kommercielle gennembrud kom for alvor i 2005 med Stig Tøftings (og Lars Steen Pedersens) No regrets og senere David Nielsens (og Jonas Ankersens) Sorte svin. De afslørede barske detaljer fra både karrieren og privatlivet, og de ikke var skrevet for skønånder, men som en slags autoriseret sladder- og skandalejournalistisk for mænd og drenge.

En sjælden gang bliver disse konceptbøger også taget alvorligt som litteratur, de to bedste eksempler er udenlandske: J.R. Moehringers berømmede bog sammen med tennislegenden André Aggassis, Open, og David Lagercrantz og Zlatan Ibrahimovics mega-bestseller Jeg er Zlatan.

I begge tilfælde er der tale om ekstremt interessante personhistorier, der bekræfter alt hvad markedet har erfaret om sportsbiografier: de skal være kontroversielle. Hvis bare de er ordentlige, skaber de ingen interesse, jeg ved det, for jeg har selv engang bidraget til genren som hyret hånd med en bog, hvor hovedpersonen slet og ret var for pæn og sympatisk. Læs videre “Brian Holm i samarbejde med Tonny Vorm: Sportsdirektøren”

Kommentar i Weekendavisen den 29. juni 2012.

Kommentar. Hatten af for den humanitære krimi-antologi som koncept. Men varedeklarationen er ikke helt ærlig.

Kan man tillade sig at kritisere en krimi-antologi, der sendes på markedet med det ædle formål at skaffe penge til flygtningeneprojekter i den yngste republik på planeten, Sydsudan? Kan man i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved konceptet velgørenhedslitteratur? Nej, med det humanitære hjerte kan man naturligvis ikke. Men med det litterære hjerte kan man blive nødt til det.

I denne uge udgav Politikens Forlag Dødelig alvor med ti skandinaviske forfatteres kriminoveller. Ifølge pressemeddelelsen har forfattere, forlag og samarbejdspartnere – dvs. alt fra korrekturlæser og grafiker til papirleverandør, trykkeri og forhandlere – slækket på honorarene, så en del af overskuddet kan gå til Læger Uden Grænser i Sydsudan. Læs videre “Dødeligt genbrug”

Anmeldelse i Weekendavisen den 29. juni 2012.

Arbejdspladslitteratur. Satirisk-eksistentialistisk roman om performancesamfundets coporate bull shit.

Glathedens tid

På Copenhagen Business Schools hjemmeside kan man læse følgende om ekstern lektor, ph.d. Alexander Carnera fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi: “Forsker i sammenhængen mellem politik, økonomi og kunst. Undersøger ledelse og organisering af disse som biopolitiske interventioner, dels som social kontrol og dels som social innovation. Der er både tale om at udvikle en politisk filosofi, herunder socialfilosofi og en undersøgelse af opmærksomhedsøkonomien som del af et performancesamfund og begreb.”

Hvad man ikke kan læse på hjemmesiden er, at Alexander Carnera også skriver romaner i ny og næ, og at hans seneste, Og skibet sejler, er en skønlitterær genfortælling af netop det stof, som forfatteren forsker i, en satirisk-sarkastisk skildring af det moderne arbejdsliv, hvor coporate bull shit og moderne managament mumbo jumbo har taget magten. Læs videre “Alexander Carnera: Og skibet sejler”

Kommentar i Weekendavisen den 22. juni 2012.

Kommentar. Ödön von Horváth, Jean-Paul Sartre, Salman Rushdie, Peter Handke, Jan Kjærstad – alle har de skrevet om eremitten på fodboldbanen.

I en kollektivroman er der ikke kun én hovedperson, der er en lang række, hvis skæbner er indvævet i hinanden. Dermed genspejles kollektivromanen som litterær genre i fodbolden som holdsport, hvor spillerne er knyttet i en indbyrdes afhængighed.

Men selv i den mest kollektivistiske kollektivroman vil der være én karakter, som hin enkelte læser føler mest for. Og på samme måde er der for mig én karakter på fodboldbanen, som jeg hele tiden følger med særlig interesse. Målmanden.

Fodboldens undtagelsesfigur har ti holdkammerater der er ens uniformeret, mens han er klædt radikalt anderledes. Hans primære virkefelt er defineret af kridtstreger, indenfor hvilke han må bryde spillets tabu og tage bolden med hænderne. Den eneste spiller på banen, der virkelig forstår ham, er ikke en holdkammerat, det er kollegaen i modstandernes mål. Læs videre “Og mens målmanden fortalte…”