Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 10. august 2012.

Kommentar. De Radikale vil revidere folskeskoleloven og sætte mangfoldighed på skoleskemaet. Det er overflødigt.

Det kunne ligne en sommerballon, men er tilsyneladende et egentligt politisk udspil, som vi kommer til at høre mere til. De Radikale ønsker at eleverne allerede i de små klasser skal undervises i tolerance og mangfoldighed, og det bør skrives ind i den forestående revision af folkeskoleloven. Det varsler partiets ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen.

“Danskerne har ikke helt indstillet sig på, at mangfoldighed er kommet for at blive, og at man kan leve og være på mange forskellige måder,” sagde hun i sidste uge. Hun pegede på at der er modstand mod muslimske bederum på arbejdspladserne, og at nye undersøgelser viser, at seks ud af ti danskere mener, at folk fra Mellemøsten kan betegnes som religiøse fanatikere.

Spørgsmålet om bederum på arbejdspladserne er en gammel traver, men mig bekendt er det irrelevant. Jeg husker engang i 90’erne, hvor Poul Nyrup Rasmussen som statsminister lige ville vise, at han også kunne være hård i filten med en kommentar om, at vi måtte sige fra overfor krav om at man skulle kunne bede fem gange om dagen på sit job. En hurtig rundspørge hos de store virksomheder viste, at problemet var ukendt, og måske er det stadig et fatamorgana i debatten. Det samme så vi for et par år siden, hvor der var stor opstandelse over bederum på gymnasierne – lige indtil det viste sig, at der rent faktisk ikke var nogen gymnaiser med bederum… Læs videre “T for tolerant”

Weekendavisen den 27. juli 2012.

Kommentar. Vi frygter at blive glemt, hvis ikke vi kommunikerer online.

Velkommen hjem fra ferie! Hånden på hjerte: Havde du arbejde med? Tjekkede du mails fra chefen, kollegerne og kunderne? Var din smartphone åben for opringninger og sms’er?

Svaret er sandsynligvis ja. Jeg mener, at jeg et sted har set, at 80 procent af os ikke holder fri, bare fordi vi er på ferie, men tager noget arbejde med, vi liiige skal ordne, og i øvrigt holder alle hverdagens kommunikationskanaler åbne. Vi er jo uundværelige. Eller bange for at blive glemt.

Jeg er hverken værre eller bedre end andre. Og dog! Jeg havde godt nok computeren med ned til sydens sol og varme for første gang i mit liv, men ikke for at passe ugentlige deadlines, dem holder jeg gerne fri fra (hvilket i praksis betyder, at jeg har arbejdet forud før ferien). Den bærbare var med i håndbagagen, fordi jeg – helt frivilligt og af lutter glæde – havde planlagt at skrive et kapitel til en bog, jeg har arbejdet på i flere år, og helt ærligt: arbejdet øgede min ferieglæde. Det samme sagde en mand, jeg mødte. Han havde også sin computer med, men ikke for at skrive bog. Han skulle ordne løn og regnskaber! Læs videre “Gør stormløbet os sindssyge?”

Weekendavisen den 13. juli 2012.

Maria Wine. Fra dansk børnehjemsbarn til svensk modernistisk digter. I denne uge ville hun være blevet 100 år.

I søndags den 8. juli var det 100 år siden, at digteren Maria Wine kom til verden. Hun blev født og voksede op i Danmark, men hun blev forfatter i Sverige og skrev på svensk – og mens hendes nye hjemland tog hende til sig, blev hun ignoreret af sit gamle moderland. I Sverige regnes Maria Wine blandt de store modernister, i Danmark er hendes digte end ikke oversat, kun overset.

Maria Wine, som døde i 2003, blev døbt Karla Petersen. Da hun var fire år blev hun sendt på børnehjemmet Frederik VII’s stiftelse i Jægerspris, og senere blev hun sat i pleje hos en familie på Amagerbrogade. Opvækstårene var ulykkelige, hvilket hun skildrede i erindringsbogen Man har skjutit ett lejon i 1951 (skrevet på svensk og oversat til dansk, som den eneste af hendes bøger, som Man har skudt en løve). Som ung skiftede hun fornavn til Maria, inspireret af sit mellemnavn Marie, og efternavn til Wine, der var hendes mors pigenavn. Læs videre “Digteren som Danmark ikke ville have”

Weekendavisen den 13. juli 2012.

Kronisk klassiker. Klaus Rifbjergs debutroman om Janus og Tore er også charmerende og chokerende ved tredje og fjerde genlæsning.

Dagen efter at jeg havde genlæst Den kroniske uskyld, som nu udkommer i Gyldendals klassikerserie, mødte jeg Klaus Rifbjerg til fødselsdagsreception for forfatteren Pia Juul, der i øvrigt har skrevet forordet til den nye udgave af hans klassiske og kanoniske debutroman.

Jeg fremstammede en (næsegrus) begejstring for romanen, som jeg finder helt og aldeles nutidig, selvom den har snart 55 år på bagen. På trods af, at Janus og Tore går til “bal” og “gilde” og siger “mægtigt” og “mester”, så er alt genkendeligt, også for os, der ikke var der dengang, og de unges sprog foregreb faktisk nutidens slang. Da Tore siger til Janus, at han skal tidligt op næste morgen, svarer han: “Ja, det var jo ikke najs.” Najs! Og jeg som troede at “nice” var ny slang…

Temmelig naivt spurgte jeg Rifbjerg om han kunne huske dette udtryk fra efterkrigstiden, men det kunne han desværre ikke, og så spurgte jeg – nysgerrigt, naivt – hvornår han mon sidst havde genlæst Den kroniske uskyld. Det kunne han meget præcist svare på:

“Den bog har jeg ikke læst siden jeg skrev den i 1958!” Læs videre “Drabanten og planeten”

Weekendavisen den 7. juli 2012.

Mystik. I 1958 udgav det eksklusive forlag Arena en bemærkelsesværdig debutroman om Mau Mau-opstanden. I dag findes der kun et enkelt aerogram fra forfatteren.

For et par år siden læste jeg en anmeldelse i et nummer af tidsskriftet Perspektiv fra 1958. En ung Klaus Rifbjerg, der i øvrigt netop havde sendt Den kroniske uskyld på gaden, skrev om en forfatter, hvis navn fængede min opmærksomhed – Egan Christians, hed han, og noget sagde mig, at navnet skjulte en god historie.

Klaus Rifbjerg var i vildrede om romanen Himmelen over løverne: “En så hård, uforsonlig, splittet bog skal man lede længe efter. Hovedpersonerne er to britiske politisoldater i Kenya på jagt efter Mau Mau. De spytter engang imellem lidt sætninger ud i god hemingway-stil, ellers lader de hovedsagelig maskinpistolerne ordne samtalerne. Mau Mau er den satanisk, ufatteligt brutale fjende, som skal vernichtes – dermed basta.”

Anmelderen mente at man måtte smide bogen fra sig i lede og foragt, men så alligevel ikke: “Den har et krav, sidder fast i hjernespindet som en borre, der er umulig at fjerne, før man helt har forstået, hvorfor den sidder der.” Klaus Rifbjerg konkluderede, at “bogen er modbydeligt spændende, talentfuld i usædvanlig forstand. Et mærkeligt indslag i dansk litteratur.” Læs videre “Hvem var Egan Christians?”