Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 26. oktober 2012.

Lendrup. Det er i livet, som med naturens dannelse: man bliver skubbet og tabt, og får et trykseksten.

Over hegnet

Hvis man tager Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen og blander dem med Hans Otto Jørgensen og Josefine Klougart, får man en jysk situeret prosa, hvor livsomvæltende begivenheder fortælles lavmælt og side om side med lyriske sprogregistreringer af naturens stemninger. Og alt dét får man også, når man læser en af dansk litteraturs bedst velbevarede hemmeligheder: Lisbeth Brun, der nu er aktuel med Som brødre vi dele, der er tredje bind i Lendrup-serien.

I den første roman Vejs ende (2006) mødte vi den stressnedbrudte arkitekt Lærke, der vendte tilbage til Løgstør, hvor hun voksede op hos en plejefamilie efter en tvangsfjernelse. Den anden roman, Det du mister (2011), begyndte i de tidlige 60’ere, hvor den enlige mor Marie tog med sin lille søn til Lendrup ved Løgstør for at arbejde i huset hos gårdejeren Villy. På vejen derop blev hun besprunget og besvangret af chaufføren, og da graviditeten kunne ses, gav Villy hende et tilbud: Gift dig med mig – men barnet skal bortadopteres. Marie slog til. Læs videre “Lisbeth Brun: Som brødre vi dele”

Kommentar i Weekendavisen den 26. oktober 2012.

Kommentar. EU modtager Nobels Fredspris samtidig med at højreradikalisme, politisk vold, separatisme og antidemokrati er på vej frem.

I onsdags blev to mindesmærker afsløret i Berlin. Det ene for alle de romaer – op imod en halv million – som nazisterne henrettede i Auschwitz. Det andet for den øretæveindbydende nuttede berlinske bymaskot, isbjørneungen Knut, som døde i utide i fjor.

Ved afsløringen af roma-mindesmærket talte kansler Angela Merkel værdigt om behovet for en tysk erindringskultur. Ved afsløringen af bronzestatuen af Knut, græd folk for den elskelige bjørneunge, som blev forstødt af sin mor lige efter fødslen for seks år siden.

De to mindesmærker fortæller tilsammen en grotesk historie. Mens romaerne nu – endelig – får den symbolske satisfikation, som mindesmærket er udtryk for, er Knut-kulten et eksempel på, hvordan moderne “humanisme” ikke rettes mod mennesker, men mod nuttede dyrebørn. Tillad mig at mene det samme om Knut, som nazisterne mente om romaerne. Den skulle ikke leve. Læs videre “Hvor bekymrede skal vi være?”

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. oktober 2012.

Kvindvandrere. Spændvidden er stor i nye bøger af tre danske forfattere med baggrund i Tyrkiet, Irak og Somalia.

Frigørelse og stolthed

Hvor er indvandrerforfatterne? Dén efterlysning bringes med ujævne mellemrum, og vi spejder endnu efter et egentligt gennembrud for eksillitteraturen. Men på det seneste er der kommet nye bøger af forfattere, der er havnet i Danmark som globaliseringens gesandter.

Den ene er den dansk-tyrkiske litteraturvidenskabstuderende Leyla Tamer, der har pendlet mellem sine to hjemlande, og nu udgiver sin tredje bog, en spooky knaldroman fuld af kitschet 70’er-stemning. Den anden er irakiske Duna Ghali, der fik dansk asyl i 1992. Efter to bøger med prosa og lyrik udsender hun nu en indfølt roman om den sårbare flygtningepsykologi. Og den tredje forfatter er Qaali Ibrahim Schmidt Sørensen, der rapporterer nøgternt fra somaliernes eksil. Læs videre “Leyla Tamer: Lille Yelena / Duna Ghali: Skæringspunkt / Qaali Ibrahin Schmidt Sørensen: Usynlige mennesker”

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. september 2012.

Generationsportræt. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er tilbage med en psykologisk velfærdsthriller.

Bødler og ofre

For fire uger siden udkom Naja Marie Aidts roman Sten, saks, papir, som forfatteren meget elegant havde placeret i et ubestemmeligt, navnløst land, der lignede Danmark, men ikke var det. Og nu gør Anne Lise Marstrand-Jørgensen nøjagtig det samme i Hvad man ikke ved, hvor hun efter eget udsagn forsøger at gøre sig fri af geografi og nationalpolitik.

To svaler gør ingen sommer, og der skal vist tre tilfælde til en regulær tendens, men alligevel er det påfaldende, at de to forfattere bruger samme greb, når de har behov for at være i genkendelige rammer, men alligevel stå helt frit. Se bare navnene på personer og steder, som kan tilpasse ethvert vestligt land, f.eks. Thomas, Patricia, Barbara, Flora, og Eric. Nogle af navnene går igeni begge romaner, men mens Naja Marie Aidt lader sin geografi være navnløs, hedder Anne Lise Marstrand-Jørgensen byer Vase, Farring og Rossel. Vi er ingen steder og alle steder. Læs videre “Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvad man ikke ved”

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. september 2012.

Skrivekrise. Jeppe er Janus og Janus er Jón og Jón er Jeppe i nok en kunstnerroman med fikse konstruktioner.

Jeppe Krogsgaard Christensen: En hånd i himlen. 199 sider, 200 kr. C&K Forlag.

Jeppe Krogsgaard Christensen er ikke Paul Auster. Han er heller ikke Jens Christian Grøndahl. Men en dag kan han måske blive – Jeppe Krogsgaard Christensen. Det kræver nok bare, at han begynder at bruge sit umiskendelige talent på noget andet end metaromaner om forfattere i skrivekrise og smukke arkitektkvinder, som har tegnestue i Wien og lytter til estisk kompositionsmusik.

En hånd i himlen handler om en forfatter i kunstnerisk og eksistentiel krise. Janus (uh, et navn med en forhistorie og tung symbolik!) udgav for nogle år siden en gennembrudsroman, men siden har han ikke kunnet skrive. Han har lidt af dårligt hjerte, men nu har han fået et transplantation. Desværre gør det ham ikke mere livsduelig, og han driver væk fra sin banale kone som han skammer sig over, fordi hun aldrig læser en bog. Ironisk nok får han samtidig hul på en historie om forfattertalentet Jón, der – modsat Janus – har en lovende kunstnerkarriere foran sig og et lykkeligt samliv med den kreative, smukke stjernearkitet Astrid. Læs videre “Blåskægs blodplet”