Anmeldelse i Weekendavisen den 28. september 2012.
Skrivekrise. Jeppe er Janus og Janus er Jón og Jón er Jeppe i nok en kunstnerroman med fikse konstruktioner.
Jeppe Krogsgaard Christensen: En hånd i himlen. 199 sider, 200 kr. C&K Forlag.
Jeppe Krogsgaard Christensen er ikke Paul Auster. Han er heller ikke Jens Christian Grøndahl. Men en dag kan han måske blive – Jeppe Krogsgaard Christensen. Det kræver nok bare, at han begynder at bruge sit umiskendelige talent på noget andet end metaromaner om forfattere i skrivekrise og smukke arkitektkvinder, som har tegnestue i Wien og lytter til estisk kompositionsmusik.
En hånd i himlen handler om en forfatter i kunstnerisk og eksistentiel krise. Janus (uh, et navn med en forhistorie og tung symbolik!) udgav for nogle år siden en gennembrudsroman, men siden har han ikke kunnet skrive. Han har lidt af dårligt hjerte, men nu har han fået et transplantation. Desværre gør det ham ikke mere livsduelig, og han driver væk fra sin banale kone som han skammer sig over, fordi hun aldrig læser en bog. Ironisk nok får han samtidig hul på en historie om forfattertalentet Jón, der – modsat Janus – har en lovende kunstnerkarriere foran sig og et lykkeligt samliv med den kreative, smukke stjernearkitet Astrid.
Parallelt med historien om Janus får vi Janus’ historie om Jón. Meget pædagogisk er den skrevet i kursiv, så vi kan skelne mellem romanens virkelighed og romanens fiktion. Men pludselig ophæves kursiveringen og Janus’ og Jóns historier flettes sammen på en ganske raffineret måde, der skaber fantasmagoriske stemninger i læserens hoved. Hvad er romanens virkelighed, hvad er romanpersonens fiktion – og hvad er i det hele taget ‘virkelighed’ og ‘fiktion’?
Vi har meget ofte læst om forfattere i skrivekrise, nok for ofte. Ganske vist er Janus’ krise ikke kun kunstnerisk, den handler naturligvis om hele hans identitet og det transplanterede hjerte. Men ikke desto mindre står han bare tilbage som en skabelon af en karakter, vi kender til hudløshed: forfattermanden, der ikke evner at være den mand, han gerne vil være.
Til gengæld bliver arkitekten Astrid, som Janus skriver om, et interessant bekendtskab da hun bryder sammen efter sin mands pludselige død i en trafikulykke. På overfladen bevarer hun det kølige, professionelle overblik, men når natten falder på, straffer hun sig selv i en nedværdigende, ydmygende deroute, hvor al værdighed sættes på spil – og over styr. Dét er En hånd i himlens stærke nerve, som meget vel kunne have stået blottet tilbage – men i stedet smeltes de flossede ender da romanen-i-romanens forfatter og hans tilsyneladende fiktive person møder hinanden.
Jeppe Krogsgaard Christensens intellektualiseringer over kunst, arkitektur og musik er ofte vel anstrengt, andre gange præcis og med mening, ikke mindst den elegante sammenkædning af en østrigsk læges ønske om flere lysdage (altså fridage) fra de vinduesløse operationsstuer på byens hospital, Wiens unedbrydelige Flaktürme (nazisternes enorme antiluftskyts-tårne af beton), og eventyret om den morderiske Blåskæg og den blodplettede nøgle, der ikke kunne renses. Denne blodplet fra folkeeventyret spiller en væsentlig symbolsk rolle.
Da jeg sidste år anmeldte Jeppe Krogsgaard Christensens debutroman, Natjager, skrev jeg, at han forhåbentlig ville vende tilbage med noget mere end endnu en banal pubertetshistorie forfremmet til en kompliceret kunstnerroman. Med En hånd i himlen er han nået et skridt på vejen, dog må han meget gerne nedtonede de parfumerede metalag og fikse konstruktioner, hvor Jeppe er Janus og Janus er Jón og Jón er Jeppe og virkeligheden er fiktion og fiktionen er virkelighed.