Anmeldelse i Weekendavisen den 28. september 2012.
Generationsportræt. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er tilbage med en psykologisk velfærdsthriller.
Bødler og ofre
For fire uger siden udkom Naja Marie Aidts roman Sten, saks, papir, som forfatteren meget elegant havde placeret i et ubestemmeligt, navnløst land, der lignede Danmark, men ikke var det. Og nu gør Anne Lise Marstrand-Jørgensen nøjagtig det samme i Hvad man ikke ved, hvor hun efter eget udsagn forsøger at gøre sig fri af geografi og nationalpolitik.
To svaler gør ingen sommer, og der skal vist tre tilfælde til en regulær tendens, men alligevel er det påfaldende, at de to forfattere bruger samme greb, når de har behov for at være i genkendelige rammer, men alligevel stå helt frit. Se bare navnene på personer og steder, som kan tilpasse ethvert vestligt land, f.eks. Thomas, Patricia, Barbara, Flora, og Eric. Nogle af navnene går igeni begge romaner, men mens Naja Marie Aidt lader sin geografi være navnløs, hedder Anne Lise Marstrand-Jørgensen byer Vase, Farring og Rossel. Vi er ingen steder og alle steder.
Hvad man ikke ved er en smidig titel, som læseren automatisk gør færdig selv: …har man ikke ondt af. I romanen bliver denne sandhed dog vendt på hovedet, for i dette navnløse land har man nemlig ondt af det, man ved. Vi er nemlig i de sene 60’ere og tidlige 70’ere, hvor der bliver rusket godt og grundigt i de borgerlige samfunds- og familiemønstre ude i velfærdssamfundets nye Mad Men-agtige pendlerforstæder, hvor økonomen Eric Horn tvinger sin kone Alice til at leve hans frisindede fantasier ud. Han har elskerinder, og hun har – modvilligt, men loyalt – elskere.
Eric og Alice har tre børn, Marie-Louise, Flora og Martin. På overfladen ser det hele kønt ud i huset på Glassværmervej, men krisen lurer, særligt hos Alice, der lever som en desperat housewife i den friserede forstad. Uden at røbe for meget, kan jeg sige at forfatteren skriver Alice grundigt ud af historien, hvorefter Erics kusine flytter ind for at hjælpe ham med børnene. Det ender i åben og dramatisk konflikt, da kusinen efterlader den evige oprører Flora – der taler mere fortroligt med en imaginær hund end med mennesker – alene i en mørk skov, hvorefter Eric indser, at han må være mindre optaget af sine elskerinder og rykke tættere på sine børn.
Selvom Alice er væk, hviler hendes skygge over familien, og mens de tre søskende kæmper for at finde ståsteder i livet, søger Eric efter bekræftelse i dominerende sex med en purung elskerinde, som han har mødt i et frisindet kollektiv. Men forholdet til den livfulde Rachel toner ud, og Eric knepper i stedet den desperate nabokone Barbara.
Årene går deres skæve gang. Martin rummer en eksplosiv og voldelig vrede og Marie-Louise bliver gjort gravid af en mand, der ellers har ansvar for at hjælpe hende. Flora derimod finder fodslag med en ny veninde, Mia, og sammen med hendes mor tager pigerne på kvindeølejr, hvor de blandt andet lærer at studerer deres egne kusser i et lommespejl. Og på lejren møder Flora en kvinde, som hun ikke ved, at hendes far har kendt tidligere.
Da Rachel, der viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden – og til bind to, der udkommer om et år – for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver efter eget udsagn om en en generation uden forbilleder, der ikke anede, hvor galt det kunne gå. Det nye velfærdsliv i forstæderne skulle være perfekt, men bag kedsomhedens polerede overflade, lurer katastroferne. Som den lakonisk diagnose lyder sent i romanen: “Alle mennesker tænkte på skyld. Der var bødler og ofre og ingenting midt imellem.”
Det er godt set og pregnant skildret i denne forstads- og mentalitetskrønike, der løsner forfatteren til Hildegard-romanerne fra det fjernhistoriske stof. Hun flytter sig – og os – ubesværet fra middelalderen til opløsningstiden, hvor frisindet tog magten og blev til en trussel mod de borgerlige familiemønstre. Men kriser fortoner sig, og romanen toner ud i en mild stemning, hvor Eric, Flora og Martin sidder på en restaurant inden far og søn skal rejse sammen til Indien. Men så brydes idyllen: “Mørket var en sortrygget hund, en dødvægt, der pressede blod og slim og sæd ud af byen, lyset samlede sig som en mælket sø over udtørrede gader og huse.”
Så er scenen sat til bind to. Hvad man ikke ved er en vellykket psykologiske velfærdsthriller, som alle – også generationerne, der kom efter bødlerne og ofrene – kan spejle sig selv i. Men det er ikke nødvendigvis et kønt syn, man møder.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hvad man ikke ved. 544 sider, 300 kr. Roman. Gyldendal.