Og mens målmanden fortalte…

Posted bykro 634 kommentarer til Og mens målmanden fortalte…

Kommentar i Weekendavisen den 22. juni 2012.

Kommentar. Ödön von Horváth, Jean-Paul Sartre, Salman Rushdie, Peter Handke, Jan Kjærstad – alle har de skrevet om eremitten på fodboldbanen.

I en kollektivroman er der ikke kun én hovedperson, der er en lang række, hvis skæbner er indvævet i hinanden. Dermed genspejles kollektivromanen som litterær genre i fodbolden som holdsport, hvor spillerne er knyttet i en indbyrdes afhængighed.

Men selv i den mest kollektivistiske kollektivroman vil der være én karakter, som hin enkelte læser føler mest for. Og på samme måde er der for mig én karakter på fodboldbanen, som jeg hele tiden følger med særlig interesse. Målmanden.

Fodboldens undtagelsesfigur har ti holdkammerater der er ens uniformeret, mens han er klædt radikalt anderledes. Hans primære virkefelt er defineret af kridtstreger, indenfor hvilke han må bryde spillets tabu og tage bolden med hænderne. Den eneste spiller på banen, der virkelig forstår ham, er ikke en holdkammerat, det er kollegaen i modstandernes mål.

Allan Sillitoe skrev om The Loneliness of the Long Distance Runner. Men løberens ensomhed kan ikke sidestilles med målmandens, for løbet er pr. natur individualistisk og ensomt, mens fodbolden er gruppedynamisk. Derfor skriver Vladimir Nabokov også, at russerne altid har nævnt Målmanden med betagende forgudelse i samme åndedrag som Matadoren og Mesterflyveren, altså de store skikkelser, der dyrker deres sport på den yderste rand. Eller som Salman Rushdie har skrevet: “Målmanden distancerer sig fra de andre spillere, fordi der ikke findes noget mellemste register for ham, enten er han helt eller klovn.”

Den måske mest berømte roman, hvor der optræder en målmand, er Peter Handkes Målmandens frygt for straffespark, hvor målmanden sidestilles med det moderne menneske under bestandigt pres. Måske har Peter Handke forstand på mennesker, men ikke på målmænd. Ved straffespark er målmanden nemlig ansvarsfri, her ligger al frygten på skytten.

Målmanden er altså ikke fremmed for forfatterne. Jean-Paul Satre har f.eks. også skrevet et essay med en intellektuel-akademisk analyse af målmanden (klog og temmelig ulæselig). Men den mest vellykkede litterære skildring af eremitten i målet står i Jan Kjærstads Kongen af Europa. Her er Alf som stor dreng en frygtløs målmand. Han ser alle bolde som ansigter på faldne mennesker, som han er nødt til at redde. Ved konfirmationsforberedelserne opdager han, at Kains spørgsmål til Gud – Am I my brothers keeper? – giver særlig mening for en fodboldmålmand. I den britiske terminologi hedder det jo ikke en goalman, men en goalkeeper, altså en vogter.

“Er jeg min broders vogter?” tænker Alf, og han beslutter sig til at redde andet end bolde fremover. Da præsten på selve konfirmationsdagen nægter at konfirmere en pige, der møder op i kirken med bræk på kjolen efter at hun om natten er blevet drukket fuld og forført af to drenge, tager Alf affære. Ved alteret stopper han præstens hånd i luften, som var det en bold, og hvisler til ham, at han vil træde ud i midtergangen og sige til meningheden, at præsten har afvist og fordømt et fortvivlet menneske, der søgte hjælp i kirken, hvis ikke han med det samme kalder pigen ind til konfirmationen. Her er det ikke en bold, Alf redder, men en falden sjæl.

Og apropos frelsen: I Ödön von Horváths Gudløs ungdom, der blev forbudt ved udgivelsen i Tyskland i 1937 fordi den satiriserer over et krigselskende samfund uden frihed, møder vi W, en 14-årig dreng, der med al sin humanisme og tolerance er for god til denne verden. Han har været på stadion og se en kamp i øsende regn, og nu ligger han for døden med lungebetændelse. Den eneste han ønsker besøg af er målmanden, der så kommer til sygelejet:

“Og målmanden fortalte. Han talte om berømte gamle sejre og om ufortjente nederlag, om strenge dommere og korrupte linjevogtere. Han rejste sig, tog to stole for at markere målet og viste, hvordan han engang havde reddet to straffer efter hinanden. Han viste sit ar på panden, som han havde fået ved en panikredning i Lissabon. Og han talte om fjerne lande, hvor han havde vogtet sin helligdom, om Afrika, hvor beduinerne sidder bevæbnet med deres geværer blandt publikum, og om den smukke ø Malta, hvor banen desværre er lavet af sten. Og mens målmanden fortalte, sov den lille W ind. Med et saligt smil, stille og fredeligt.”

Målmanden er undtagelsesmennesket i den fodboldkollektivroman, jeg gerne vil læse. Mens vi venter på at den bliver skrevet (den kunne måske ligge til P.O. Enquists højreben?), kan vi følge landskampene ved EM-slutrunden, hvor handlingen skrives på 90 minutter i en 22-mands-improvisation, nu desværre uden dansk deltagelse – men så længe det varede, er der ingen tvivl om, at nøglefiguren var ham med handskerne.

Join the Conversation

634 Comments

  214. how long does it take for gabapentin to relieve anxiety nnprc gabapentin 300 mg how to take

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *