Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 14. marts 2014.

Kommentar. Endelig har Dansk Folkeparti sendt (en slags) svar på, om de stadig mener, at forældre skal straffes for deres sønners forbrydelser.

Dansk Folkeparti står netop nu til at få en fjerdel af stemmerne, og det går stadig fremad for partiet, der inden længe sikkert kan gøre Venstre rangen stridig som Danmarks største politiske bevægelse. Også ved det forestående EU-parlamentsvalg i maj vil Kristian Thuelsen-Dahls parti score fantastiske stemmetal, for Dansk Folkepartis politik er simpelthen i bedre sync med befolkningen og tidsånden, end noget andet partis.

Det siger jeg uden bitterhed, men måske nok med en vis resignation. Men først og fremmest mener jeg at Dansk Folkepartis succes er udtryk for en ny tids sandhed i danskernes selvbillede. Væk er den tidsånd, der fremstillede os som klodens mest humane, tolerante og fremmedvenlige. I dag er vi klar til at erkende, at vi bedst kan lide os selv. Shubiduas gode gamle Danmarkssang, hvor “de varme lande er noget lort”, er i grunden slet ikke så ironisk, som vi måske har troet. Læs videre “Skyld gennem slægtskab?”

Weekendavisen den 14. marts 2014.

Interview. “Der er en underlig afpolitiseret eskapisme i den Brevikiana, som er opstået,” siger Jens-Martin Eriksen, hvis nye skuespil skaber debat i Norge.

Med skuespillet Breivik i dukkehuset, som netop har haft premiere på teateret Schaubühne Lindenfels i Leipzig, har forfatteren Jens-Martin Eriksen genåbnet debatten om, hvordan – og ikke mindst hvornår – kunstnerne kan tillade sig at skrive om det højreradikale terrorattentat, der den 22. juli 2011 henrettede 69 ungdomspolitikere på Utøya.

Lederen af den nationale støttegruppe for de efterladte, Trond Blattmann, har for nylig i Bergens Tidende kritiseret Jens-Martin Eriksen, der i stykket kryber ind i Anders Behring Breiviks hovede og lægger ham ord i munden: “Det er skummelt at et teaterstykke forsøger at krybe ind i hans hjernebark. Det er alt for tidligt at lave teater af Utøya, og det er provokerende at nogen vil tjene penge på at lave dramatik af denne tragedie. Vi er forberedt på at der kommer film, bøger og teaterstykker om hændelsen, men det er forsat alt for tidligt,” siger han. Læs videre “Hvad Breivik lærte i cellen”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2014.

Dokuteater. Overdådig Tammi Øst bærer teaterversionen af fantastisk dokumentar om en families nedtur.

En sprudlende deroute

Det hele begyndte i Dokumentarzonen på DR’s P1 i november 2006, hvor en af den daværende montageredaktions tilrettelæggere, Kirsten Laumann, bragte en formidabel virkelighedsfortælling, Deroute, om to danske kvinders fald fra rigdommens tinder til yderste armod i Portugal.

Det fortsatte fire år senere da dokumentaristen Eva Mulvad omsatte historien til fremragende film og tv under titlen Det gode liv. Og nu kommer så fortællingens tredje livsform med manuskriptforfatter Jakob Weis’ og iscenesætter Kamilla Wargo Breklings teaterversion på Aveny-T, som et langt stykke af vejen lever op til de fascinerende forlæg, ikke mindst takket være Tammi Østs fuldkommen blærede præstation som den desperate kvinde, der med klarsyn erkender sin egen fattigdom, men vælger at leve i minderne om velstand og jetsetluksus. Læs videre “Jakob Weis: Det gode liv”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Europa. Gid man kunne afvise nordisk teaterprojekt om europæisk nationalisme som alarm i utide. Det kan man ikke.

I sorte vande

Den 25. maj skal 500 millioner europæiske vælgere stemme politikere ind i Europaparlamentet, og alt tyder på at mange ekstremistiske og nationalistiske protestpartier får et storartet valg. En fjerdedel af mandaterne går sandsynligvis til partier med karismatiske ledere, der først og fremmest tiltrækker vælgere via deres anti-indvandringspolitik.

Mens Europas nationalister har vind i sejlene, har tre nordiske teatre foretaget et interessant eksperiment: Tre dramatikere – en fra Danmark, en fra Norge og en fra Sverige – får hver tyve minutter til at opføre en nyskreven tekst om nationalisme med kun en enkelt prøvedag eller to. Hvert land opfører sin forestilling på scenen, mens de to naboers efterfølgende bliver transmitteret til storskærme. Det kan kun blive upoleret og halvbagt. Og interessant. Læs videre “Christian Lollike m.fl.: Nationalismens apostle – stemmer fra Danmark, Norge og Sverige”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Noveller. Knud Holst mistede aldrig evnen. Det allersidste han skrev er noget af det bedste i forfatterskabet.

Manden fra fortiden

Denne bog var aldrig udkommet, havde det ikke været for Hanne-Vibeke Holsts roman Knud, den store, der skildrer hendes fars liv og undergang som både forfatter, familiefar og menneske. Men med romanen kom opmærksomheden tilbage på en af modernismens lovende navne, der desværre aldrig til fulde fik indfriet forventningerne (ikke mindst hans egne), og nu får vi så muligheden for at læse Knud Holsts novellekunst i kommenteret udvalg ved professor Hans Hertel.

Novellerne rækker fra 1961 til 1995 og omfatter blandt andet tre tekster, der nu udgives for første gang. Hans Hertel bringer ikke historierne kronologisk, men under fire overskrifter, der karakteriserer bærende temaer i forfatterskabet, nemlig Drengeliv, Landliv, Hverdagsliv og Skyggeliv. Det er en godt set og meningsfyldt opdeling af novellerne, og man overskuer straks, hvordan Knud Holst register gik fra barndomscener over jysk hjemstavn til uheldsvanger modernisme. Læs videre “Knud Holst: Solstik. Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne. Redigeret og indledt af Hans Hertel”