Jakob Weis: Det gode liv

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2014.

Dokuteater. Overdådig Tammi Øst bærer teaterversionen af fantastisk dokumentar om en families nedtur.

En sprudlende deroute

Det hele begyndte i Dokumentarzonen på DR’s P1 i november 2006, hvor en af den daværende montageredaktions tilrettelæggere, Kirsten Laumann, bragte en formidabel virkelighedsfortælling, Deroute, om to danske kvinders fald fra rigdommens tinder til yderste armod i Portugal.

Det fortsatte fire år senere da dokumentaristen Eva Mulvad omsatte historien til fremragende film og tv under titlen Det gode liv. Og nu kommer så fortællingens tredje livsform med manuskriptforfatter Jakob Weis’ og iscenesætter Kamilla Wargo Breklings teaterversion på Aveny-T, som et langt stykke af vejen lever op til de fascinerende forlæg, ikke mindst takket være Tammi Østs fuldkommen blærede præstation som den desperate kvinde, der med klarsyn erkender sin egen fattigdom, men vælger at leve i minderne om velstand og jetsetluksus.

Da radiomontage fik premiere, skrev DR: “Der var ingen smalle steder, da Waldemar og Mette Beckmanns datter voksede op i Portugal. Begge forældre var millionarvinger, og der hørte både tjenere, heste og tennisbaner til familiens pragtvilla. Men den tid er forbi. På mindre end en menneskealder har familien formøblet formuen, og deres liv har forandret sig fra luksuriøs overklassetilværelse til en hverdag i stadig kamp om det daglige brød (…) I montagen fortæller far, mor og den hjemmeboende 52-årige datter i familien Beckmann om kontrasten mellem et ubekymret liv uden forpligtende arbejde og en håbløst forgældet tilværelse, der præges af et desperat håb om, at noget vil ændre sig.”

Da historien blev til film, var faren død og han var kun med som et minde og på familiens smalfilm fra de fede år, men i teaterversionen er han dobbelt til stede, dels i et par dialoger – skønt han er død – med sin kone, dels som en urne på scenen. Hans ønske var at få spredt sin aske over havet, men endnu et år efter kremeringen, er det ikke sket. Datteren har knyttet sig for sentimentalt til støvet i krukken, og moren resignerer.

Familien Beckmanns formue stammede fra bedsteforældrene, der byggede en enorm virksomhed i Portugal indenfor skibsfart og industri. Pengene væltede ind og farfaren blev dansk konsul. Hans søn Waldemar var arving til det hele, men i stedet for at overtage virksomheden, levede han og hans familie bare af old money, uden at tjene nye. Et liv i sus og dus, ikke mindst i Paris, og der var ingen ende på festlighederne.

I 1974 kom så den socialistiske nellikerevolution i Portugal, og familien mistede sine virksomheder, men tærede på kapitalen og renteindtægterne. Nogle år efter kom et rentefald, der slog hul i kassen for alvor. Men familien Beckmanns lukkede øjnene, åbnede champagnen og lod som om at virkeligheden ikke eksisterende.

Da vi møder de to kvinder – Tammi Øst som den nu 59-årige datter og Ghita Nørby som hendes 86-årige mor og Peter Oliver Hansen i den lille birolle som faren – bor de stadig i Cascais, en fornem kystby nord for Lissabon. Men palæet er skiftet ud med en lille, trang lejlighed med et stoppet lokum, hvor de hutler sig igennem på en lille folkepension og med 20 euro til resten af måneden. Gælden er enorm, og både bilværkstedet, pizzariaet og købmanden har lukket ned for kreditten. Tilbage er kun minderne, skænderierne og fattigdommens ydmygelser.

Hvad stiller en kvinde på 59 år op, når hun aldrig har udrettet en ærlig dags arbejde, fordi forældrene opdrog hende til lediggang og luksus og aldrig forberedte hende på et liv uden rigdom? Hun ventede på en rigmand at gifte sig med, men det lykkedes aldrig. Nu har hun ydmyget sig ved at gå på arbejdsformidlingen, men der var heldigvis lukket. Og som hun siger med en replik, som var uforglemmelig i Eva Mulvads dokumentar og mindeværdig i Tammi Østs version: “Jeg skal ikke diminueres af society. Work er bare taboo for mig!”

Virkeligheden er sådan set ikke svær at se i øjnene. Som moren siger til sin afdøde mand med Ghita Nørbys stramme bitterhed: “Vores datter har boet hjemme i 59 år. Min pension rækker til en stille død. Pantefogeden er min eneste besøgsven. Og hvis lokummet ikke brænder, er det stoppet.”

Det nemmeste er at drømme sig tilbage med smalfilm fra det gode liv, med rødvin købt på klods og med grådkvalte og sentimentale genlæsninger af Hemingways skildringer af Paris som den evige fest. Det var dengang, vi var lykkelige, husker datteren. “Vi var ikke lykkelige, vi var rige,” svarer moren, der ikke har nogen romantisk tanke til overs for sin mand, hvorimod datteren idealiserer sin far til det ekstreme.

Far og datter havde et nært forhold, men manuskriptforfatter Jakob Weis lægger så vidt jeg kan se et fiktionslag på når han lader moren stramme skruen. Hun taler om farens besættelse af datteren og om en ulækker symbiose. Men han gjorde jo aldrig noget, siger datteren. Alligevel får vi indtryk af en grov anomali. Det var “possesive love”, erkender datteren: “Men det er der ikke noget galt i, I love paps!” siger hun, mens hun knuger urnen ind til sig og gnubber farens aske ind i ansigtet: “Så blød, så kærlig, så mild, så pure…”

Det gode liv er en fortælling om forfald og fortrængning, måske bedst markeret i en af Tammi Østs mange uhyggelige replikker: “Nu glemmer vi, mor. Og i morgen glemmer vi lidt igen…”

Virkelighedsfornægtelse kan man vel ikke kalde det, for de to kvinder erkender deres situation, og selvom værdigheden er knækket for længst, klynger de sig til fortiden, og datteren opretholder i sekvenser en forestilling om at være livsglad. På andre tidspunkter brister facaden og hun råber af moren: “Hvis ikke jeg havde dig at passe på, var jeg for længst sprunget ud fra Ponte Vasco Da Gama…”

Det er godt set af Aveny-T at give dette dokumentariske stof en dramatisk versionering. Og selvom dokumentarister også iscenesætter virkelighed, skriver de dog ikke videre på den, sådan som Jakob Weis har gjort. Der er derfor nye sider af historien på scenen, som ikke nødvendigvis har baggrund i dokumentarerne eller i ny research om familiens liv, og med stykkets slutning – som jeg ikke skal røbe her – er der helt sikkert lagt et lag af fri fiktion på virkeligheden.

Iscenesætter Kamilla Wargo Brekling må have haft en fest med Tammi Øst, der er overdådigt sprudlende og bærer rollen – nej, ikke bare rollen, men hele forestillingen – med strålende beherskelse af det komiske og det tragiske, det rå, rasende, rørende, sjove, skingre, sentimentale… Hendes portræt af overklassepigen, der aldrig fik mulighed for at modne, er mesterligt, ikke mindst det high society-sprog, hun lydhørt og lydefrit har adopteret fra dokumentarerne. Dertil et ubetaleligt kropsportræt.

Ghita Nørby? Tja, hendes karakter er egentlig ikke meget større end en substantiel birolle, og hun gør heller ikke mere ved den. Hun spiller moren efter planen, besk og bitter, men uden et egentligt materiale at gøre godt med. Hun mangler simpelthen noget at rive i, og virkede ærlig talt som om hun havde tankerne andre steder end på scenen. Den rolle kunne også sagtens varetages af en skuespiller uden divastatus.

Jon Stephsens enkle scenografi bygger fin bro til Kirsten Laumanns Eva Mulvads versioner gennem brug af de gamle autentiske smalfilm, og i det hele taget er der tale om en intens og interessant nyfortolkning og nyfortælling af historien fra radio og film. Det gode liv (som altså i sin oprindelige radioversion i 2006 hed Deroute, en titel Martin Kongstad og Søren Fauli også brugte til en tv-serie i 2008, hvorfor Eva Mulvad ikke kunne bruge den i 2010) er i alle sine former skabt af samme fascinationsstof som tidens reality a la De unge mødre og andre skoddokusoaps, der løfter slør og lagner. Her kan vi bare meget bedre tillade os at svælge i opløsningen, fordi den er formidlet gennem
radiomontage, kvalitetsdokumentar og scenekunst. Men i alle tilfælde taler historien til de samme følelser i os, som hvis vi zapper og bliver hængede ved programmer om tabermenneskers miserable liv. Tidstypisk teater.

Det gode liv. Iscenesættelse Kamilla Wargo Breiling. co-instruktør: Line Kromann. Scenografi: Jon Stephensen. Manuskript: Jakob Weis. Aveny-T, København, til den 13. april.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *