Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

Hævn. Lyrikeren Nina Faber på 65 år tager IKKE sine anmeldertæv pænt.

Æblekagens kunst

En recencent er en køter, der forretter sin nødtørft på et kunstværk. Sagde Johan Ludvig Heiberg. Og Nina Faber kunne næppe være mere enig. I Erlend Loes nye roman går hun bersærk som kun en forurettet, afdanket og desperat lyriker kan gøre det, når anmelderne jorder hendes forsøg på at gøre comeback i lyrikken.

På norsk hedder romanen Vareoptelling. På dansk Status. Den danske titel i Susanne Vebels oversættelse gør pointen ekstra tydelig: et bo skal gøres op, en position skal genvindes, en liv skal til statusopgørelse. Og så handler det også helt konkret om en påstået vareoptælling i en boghandel, der betyder at en planlagt oplæsning af Nina Faber bliver aflyst med timers varsel. Samme morgen som hendes bog er udkommet til dårlige anmeldelser. Hvilken ydmygelse. Læs videre “Erlend Loe: Status”

Weekendavisen den 7. februar 2014.

Kommentar. Bør en partiafhopper overlade taburetten til en suppleant? Nej, det er helt i orden at tage mandatet med til det nye parti.

I de gode gamle dage var der faste skiftedage for fæstefolk og landarbejdere. Og i dag kan professionelle fodboldspillere kun skifte klub indenfor helt faste terminer. Sådan er det som bekendt ikke for folketingspolitikere, der kan hoppe til et nyt parti efter forgodtbefindende. Men de risikerer – som nogle fodboldspillere – at blive lagt for had og beskyldt for at være illoyale egoister.

Derfor fik vi i denne uge – sjovt nok bedst som jeg sad og fulgte med i opdateringerne fra det internationale marked for fodboldspillere i timerne før transfervinduet smækkede i – den store nyhed om en opsigtsvækkende signing: Ida Auken fra Socialistisk Folkeparti til De Radikale! Så var Juan Matas skifte fra Chelsea til Man. United alligevel ikke ugens største transferbombe. Læs videre “Hyklere eller helte”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

Eksilkrimi. Orhan Pamuks roman om tro, tørklæder og terror er tankevækkende som teater.

Allah loves you

Det er en af de romaner, jeg ved at jeg burde have læst (dem er der mange af!), men desværre har jeg aldrig fået åbnet 2006-Nobelprisvinderen Orhan Pamuks Sne, der skildrer en eksilforfatters hjemkomst til en tyrkisk provinsby, hvor islamistiske og sekulære kræfter slås om magten, mens en selvmordsepidemi bryder ud blandt byens unge tørklædepiger.

Så sprængfarligt spændende er grundmaterialet for dramatikerne Hakan Savas Mican og Oliver Kontnys skuespil, som Husets Teater nu opfører i Kristian T. Erhardsens oversættelse og Alexa Thers iscenesættelse. Dramatikerne er begge (som romanens hovedperson, digteren Ka, hvis navn næppe hentyder til en bilmodel fra Ford, men nok snarere til de gamle ægypteres udryk for den del af sjælen, der rummer vores guddommelige dobbeltgænger) tyrkere i eksil i Tyskland, men her i migrationens tidsalder er konfliktstoffet almeneuropæisk. Læs videre “Hakan Savas Mican og Oliver Kontny (manus efter roman af Orhan Pamuk): Sne”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

De hvide rum. Torben Munksgaard skriver på kanten af sin karakters forstand og sin egen ydeevne.

Turners slaveskib

Hvordan gør man regnebrættet op for en roman, der først har udstråling som en kogt karklud, senere opfører sig som sæbe i et badekar, for så til sidst at spidse voldsomt fascinerende til?

Torben Munksgaards fjerde roman, I virkeligheden, består af en række fortællinger: Nature morte, Rødt lys, Amerika, I drømme, Skybrud, En million, De fremmede, Mørklægning, Fado og Sort land. Vi følger en række unge kunsthistoriestuderende fra København, nogle af deres familiemedlemmer og venner, en medarbejder fra studieadministrationen, en lektor fra uni. Læs videre “Torben Munksgaard: I virkeligheden”

Weekendavisen den 31. januar 2014.

Hærværk. Der tilføjes for lidt og fortolkes for blidt i Skuespilhusets opsætning af Tom Kristensens roman.

Undergangens skønhed

Mellem Store Forventninger og Bristede Forhåbninger er meget liv levet og meget kunst skabt, og udspændt mellem netop disse tilstande forlod jeg premieren på Det Kongelige Teaters opsætning af Tom Kristensens roman Hærværk. Måske havde jeg forventet for meget og håbet for stærkt?

Ja, måske. Hærværk er, synes jeg, too big to fail, og hvor kunne denne københavnerklassiker fra 1930 dog efterhånden fortjene en mere vital og tidssvarende filmatisering, end Ole Roos’ stive stykke fra 1977, hvor det efterhånden kun er Poul Bundgaards udgave af Den evige Kjær, der er værd at huske.

Så meget desto større forventninger måtte man knytte til Rune David Grues dramatisering og iscenesættelse af romanen om anmelderen Ole Jastrau, der gør en dyd ud af sin egen nedtur og beslutter sig til at gå i hundene, hvorfter han gradvis mister familien, jobbet, værdigheden og selvrespekten. Læs videre “Hærværk. Dramatisering af Tom Kristensens roman”