Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.
Eksilkrimi. Orhan Pamuks roman om tro, tørklæder og terror er tankevækkende som teater.
Allah loves you
Det er en af de romaner, jeg ved at jeg burde have læst (dem er der mange af!), men desværre har jeg aldrig fået åbnet 2006-Nobelprisvinderen Orhan Pamuks Sne, der skildrer en eksilforfatters hjemkomst til en tyrkisk provinsby, hvor islamistiske og sekulære kræfter slås om magten, mens en selvmordsepidemi bryder ud blandt byens unge tørklædepiger.
Så sprængfarligt spændende er grundmaterialet for dramatikerne Hakan Savas Mican og Oliver Kontnys skuespil, som Husets Teater nu opfører i Kristian T. Erhardsens oversættelse og Alexa Thers iscenesættelse. Dramatikerne er begge (som romanens hovedperson, digteren Ka, hvis navn næppe hentyder til en bilmodel fra Ford, men nok snarere til de gamle ægypteres udryk for den del af sjælen, der rummer vores guddommelige dobbeltgænger) tyrkere i eksil i Tyskland, men her i migrationens tidsalder er konfliktstoffet almeneuropæisk.
I skuespillet er handlingen henlagt til en fiktiv by, Karsberg, hvor islamisterne stiller op til borgmestervalget. Mens krisen kradser, har de rettroende et godt produkt, og den religiøse bevægelse erobrer mere og mere magt blandt de desillusionerede borgere. Som den karismatiske islamistleder Grøn analyserer: “Økonomien er død, der er ikke noget arbejde at få, de sociale og moralske bindeled er ødelagt, og forbrugsterroren, der pumper menneskets ego op og lægger sjælen i lænker, er stilnet af nærmest af sig selv, og de internationale finansmarkeders tropper er trukket videre til andre, mere lukrative slagmarker. Karsberg ligger brak – og netop derfor kunne troens frø falde på frugtbar jord. Kan I mærke det? Håbet spirer igen, og snart bliver alting grønt. Allah Loves You, just the way you are! Hans lære er et interface for social kommunikation. Contentet ligger i dit hjerte, feel the love. Du skal bare melde dig ind og logge dig på; turn on, tune in and drop out. Kawusch! Og pludselig vil du høre mesterens stemme inde i dig selv.”
Man mærker islamistens kyniske klarsyn og evne til at fiske i rørte vande med den perfekte kampagnebudskab om Allahs kærlighed – det er lige før han lover fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Samtidig har Grøn et godt greb om den retorik, der får muslimerne til at fremstå som ofre for den sekulære stats undertrykkelse. Hvorfor skal de udsættes for islamofobernes hetz? Hvorfor dumper skoledirektøren tørklædepigerne, der ikke vil deltage i svømmeundervisningen? Hvorfor må muslimerne ikke købe den gamle svømmehal og indrette den til moské?
Her har vi konfliktens modpart: den sekulære skolemand, Robert Meyer. Han siger at skolesystemet kvitterer for mangelfulde præstationer, og når pigerne ikke vil tage deres tørklæde af, kan de ikke bestå svømmeprøverne. Men så spørger en af pigerne ham, hvad der er vigtigst: Guds ord eller lovgivernes vilje? Det er konfliktens essens i en nøddeskal, men islamisterne agter naturligvis slet ikke diskutere den slags med skoleinspektøren, som bliver likvideret på åben gade.
Dansk-svenske Anders Mossling har rollen som Ka, og han ligner virkelig både en eksileret digterjournalist i opposition og en midaldrende mand med et brudt hjerte. Først brød jeg mig ikke om den noget udviskede diktion, som kommer med det svenske tonefald, men så begyndte jeg at lytte det til som den eksileredes sprogmelodi, og det fungerer faktisk. Her er berettiget eksilsentimentalitet for alle pengene.
Claes Bang er lumsk tiltrækkende og foruroligende tillidsvækkende som islamisternes leder, tankevækkende nok ikke skildret som en storskægget mullah, men som en glattunget fidusmager med recepten på det gode liv, frelst af troen: Islam keeps me warm, som han siger.
Som skoledirektøren Robert Meyer, journalisten Herbert og stykkets fortæller har Morten Burian nok at se til, men der ligger ikke det store dramatiske materiale i disse fornuftskarakterer, og måske derfor spiller han med mere overflade end dybde, mere kækhed end karakter.
Camilla Gjelstrups Silke er troværdigt indtagende som målet for Ka’s følelser, men det er den nyuddannede Marie-Lydie Nokouda, der får mest ud af søsteren Fløjl, som spiller islamisten Grøns unge og naive tørklædekæreste med imponerende udtryksfuld sikkerhed og energi.
Stykkets scenografi er lige så simpel, som den er smuk, skabt af Camilla Bjørnvad. To store, drejelige kuber med åbne dørpassager udgør alle skuespillets lokaliteter, først et værelse, så en togvogn, en café, et hus. Gennem hele stykket drysser konfettien ned fra oven som store, flagrende snekrystaller (romanens kolde, forgængelige titelsymbol), kulminerende i stykkets grafisk flotte slutbillede, hvor Ka sidder i tiltagende dunkelhed og lader fnuggene dale tavst ned over hans resignerede silhuet.
Der er en hel gren i den moderne litteratur, der handler om politisk og ideologisk landflygtighed, og ofte skildres tilstanden side om side med en historie om et indre eksil, et følelsesmæssigt tab, en umulig kærlighed. Det er som om eksilet slet ikke kan skrives uden en markant dosis sentimentalitet. Sådan har det været siden Davids Psalme, hvor Israels folk græd ved Babylons floder, og sådan er det i Orhan Pamuks historie om Ka, der både bliver et portræt af landflygtigheden og en tankevækkende stærk politisk krimi om tro, tørklæder og terror i en traumatiseret by, hvor kampen om sjælene både fører til mord og selvmord.
Hakan Savas Mican og Oliver Kontny (manus efter roman af Orhan Pamuk): Sne. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Medvirkende: Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda. Husets Teater, København, til den 1. marts.