Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Cabaret. Aalborg Teater kan byde willkommen, bienvenue, welcome til en forestilling, hvor morskaben holdes i et jerngreb af benhård alvor.

Fra Aalborg Teaters Cabaret tager jeg især tre minder med: Carsten Svendsen som en fuldkommen blæret og ekstremt elegant, mørk og mystisk konferencier med en dystopisk mimik og udtværet ansigtssminke ala Heath Ledgers Jokeren i The Dark Knight. Så sejt!

Visen If You Could See Her, der i Bob Fosses berømte musicalfilm fra 1972 er en kærlighedssang til en kvinde i gorilladragt (og en allegori over 30’ernes antisemitisme), her med en måske fire meter høj kludedukke, styret til rørende menneskelighed af fem marionetdukkeførere. Så smukt!

Og en formidabel finale, hvor et jerngitter sænker sig, mens hele holdet med iskold skønhed synger den nazistiske hymne Tomorrow Belongs to Me, om et daggry, der skal følge en blodig regn. Så smerteligt! Læs videre “I morgen er verden min”

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Katastrofe. En tsunami udsletter New York. Snart kommer turen til Århus. Måske… Symbolsk-mytologisk-filosofisk actionroman…

Stridens æble

Sidste år udkom Peter Adolphsens År 9 efter loopet, der foregår i Los Angeles og handler om den eneste overlevende efter en slags naturkatastrofe, hvor alle mennesker er blevet reduceret til zombier i en evig selvrepeterende bevægelse, mens naturen omkring dem breder sig og tager magten tilbage fra den menneskeskabte civilisation. Sådan cirka.

Og nu kommer så Morten Leth Jacobsens Den sidste dag på jorden (eller som bogen retteligt hedder med en sært arkaisk eller britisk skriveform: Den Sidste Dag på Jorden), som også skildrer en ensom overlevende fra en tsunami, der har smadret hele den amerikanske østkyst.

Ved egentlig ikke, hvad man skal lægge i, at vi stort set samtidig får to danske romaner, der placerer en verdensødelæggende naturkatastrofe på hver sin side af det amerikanske kontinentet med forbindelseslinjer til den jyske højderyg. Mens det hos Peter Adolphsen var et solsortfløjt i Hørbylunde (hvor Per Højholt boede og digtede om solsorten), der satte katastrofen i gang, lader Morten Leth Jacobsen sin katastrofefortælling kulminere i et sommerhus udenfor Århus – oven i købet også med en eller andet forblommet idé om at tiden går i båndsløjfe. Loop igen! Læs videre “Morten Leth Jacobsen: Den sidste dag på jorden”

Weekendavisen den 9. maj 2014.

Vestfronten. I anledning af 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud genudgives alle krigsromaners moder. Læs og forstå!

Jernets ungdom

Som litterær-journalistisk frontreportage er Erich Maria Remarques klassiske krigsroman fra 1928, Intet nyt fra Vestfronten, uforlignlig:

”Vi ser mennesker leve, som mangler issen; vi ser soldater løbe med begge fødderne skudt væk, og de humper på de splintrede benpiber hen til det næste hul; en korporal kryber to kilometer på hænderne og slæber de knuste knæ efter sig; en anden går hen til forbindspladsen med hænderne fast ind mod tarmene, som truer med at vælde ud; vi ser folk uden mund, uden underkæbe, uden ansigt, vi træffer én, som i to timer har klemt sin pulsåre på sin arm sammen med tænderne for ikke at forbløde. Solen går op, solen går ned, granaterne piber, livet er til ende. Men det stykke oprodet jord, hvor vi ligger, holder vi mod overmagten, kun ganske få meter er blevet prisgivet. Men på hver meter ligger en død.” Læs videre “Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten”

Weekendavisen den 9. maj 2014.

Kommentar. Både forfatternes og journalisternes foreninger mener tilsyneladende at litteraturjournalister skal efterprøve romaners dokumentariske holdbarhed. Absurd.

At kende sandheden

Skal en litteraturjournalist, der interviewer en forfatter, som har skrevet en roman med udgangspunkt sit eget liv, indhente genpartsreplikker fra personer, der er beskrevet i handlingen? Jeg spørger, fordi Dansk Forfatterforenings medlemsblad, Forfatteren, i det seneste nummer problematiserer modtagelsen af Daniel Denciks roman, Anden person ental, der skildrer en mand, som har mistet kontakten til sine to børn, fordi ekskonen med hjælp fra myndighederne (i Sverige) forbyder ham al kontakt, idet han mistænkes for vold.

Redaktør Anna Bridgewater skriver: “I omtalen af bogen er der ikke stillet de sædvanlige krav til journalistisk kildekritik, men bogens sagsfremstilling godtages uden videre. Hvad enten fremstillingen er korrekt eller ikke, udstiller det et problem, som genren rejser”. Læs videre “At kende sandheden”

Weekendavisen den 9. maj 2014.

Hotel Pro Forma. Vladimir Nabokovs fortælling om begær og jalousi omsat til et poesi for øjne og ører.

Et jordskælv i hast udvikling

Det giver særdeles god mening, at Vladimir Nabokovs Latter i mørket (1932) oprindelige udkom under den russiske titel Camera Obscura, for Hotel Pro Formas nye sceneopsætning af romanen er netop baseret på spejlprojektioner og lysrefleksioner, der lader scenografiens cirkelrunde drejeskriver, pendulerende glødepære, svingende kuber, spejlblanke rektangler og dinglende stolper svæve af sted i et transparent kabinet.

Mørke er der meget af, men næsten ingen latter, og det er altså i høj grad ånden fra romanens russiske titel, der præger forestillingens sceniske udtryk. Historien – ofte opfattet som en slags forløber for Lolita – er dog den samme, her skåret skarpt ind til kernen i Mogens Rukovs manus: Albinus forlader sin kone, som han ellers er tilstrækkelig lykkelig gift med, fordi han forelsker sig inderligt i en purung pige, Margot. Dybest set ønsker han at have det bedste af begge verdener, konen og elskerinden, men da pigen sender et elskovsbrev hjem til ham på et tidspunkt, hvor han ikke er hjemme, bliver hans utroskab opdaget af konen. Læs videre “Latter i mørket. Co-produktion: Republique og Hotel Pro Forma”