Weekendavisen den 9. maj 2014.
Kommentar. Både forfatternes og journalisternes foreninger mener tilsyneladende at litteraturjournalister skal efterprøve romaners dokumentariske holdbarhed. Absurd.
At kende sandheden
Skal en litteraturjournalist, der interviewer en forfatter, som har skrevet en roman med udgangspunkt sit eget liv, indhente genpartsreplikker fra personer, der er beskrevet i handlingen? Jeg spørger, fordi Dansk Forfatterforenings medlemsblad, Forfatteren, i det seneste nummer problematiserer modtagelsen af Daniel Denciks roman, Anden person ental, der skildrer en mand, som har mistet kontakten til sine to børn, fordi ekskonen med hjælp fra myndighederne (i Sverige) forbyder ham al kontakt, idet han mistænkes for vold.
Redaktør Anna Bridgewater skriver: “I omtalen af bogen er der ikke stillet de sædvanlige krav til journalistisk kildekritik, men bogens sagsfremstilling godtages uden videre. Hvad enten fremstillingen er korrekt eller ikke, udstiller det et problem, som genren rejser”.
Samtidig med at Forfatteren rejser spørgsmålet, forbereder fagbladet Journalisten en kritisk artikel om nøjagtig samme emne. Daniel Dencik har nemlig i flere interviews fortalt, at romanen er baseret på hans egen personlige historie, og Journalisten har tilsyneladende opsøgt Daniel Denciks ekskone for at få hendes version af sagen. Det er der intet som helst galt i, tværtimod. Deri kan der da ligge en fin historie, ganske som når den norske presse lod Karl Ove Knausgårds familiemedlemmer udtale sig om Min kamp. At mennesker, der er portrætteret direkte eller indirekte i en roman, gerne vil til orde, forstår jeg udmærket. Problemet opstår bare, når et fagblad som Journalisten vil måle interviews om fiktionen op imod deres egen research om den virkelighed, som forfatteren baserer sin roman på.
Helt konkret har Journalisten spurgt nogle litteraturjournalister (heriblandt min kollega fra Skønlitteratur på P1, Nanna Mogensen) om de selv mener, at de har overholdt de pressetiske regler ved at interviewe Daniel Dencik om romanen uden at tjekke hans oplysninger eller givet ordet til ekskonen. Men vi, der anmelder skønlitteratur og interviewer romanforfattere, ser romaner som æstetiske værker, ikke som dokumentarisme, ikke journalistisk, ikke fakta. Vi spørger ofte til hvordan værk og virkelighed forholder sig til hinanden, men vi tester ikke svarene, for vi taler om litteratur, kunst og æstetik, som ikke kan samles i et facit med to streger under.
Anden person ental skriver sig ind i en tidstypisk strøm af litteratur, som forskerne i disse år rubricerer som ‘autofiktion’ eller ‘performativ biografisme’, altså fiktionaliserede fremstillinger af forfatternes eget liv. Vi nævner i hurtig flæng the author formerly known as Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk, Kim Leine, Karl Ove Knausgård, Yahya Hassan…
Vi diskuterer denne tendens ganske ofte, men vi efterprøver ikke en konkret sandhedsværdi i forfatternes selvbeskrivelse. At romaner kan være bundet til virkeligheden, siger sig selv, og at der ofte er historier at afdække bagved forfatterens egen, er helt evident. Det gælder jo for al kunst, der påstår at skildre virkeligheden som der er/var.
Da litteraturforsker Poul Behrendt trådte ind i den gravende journalists rolle og gennemlyste Niels Malmros’ film At kende sandheden, skabte det en kritisk debat om subjektive virkelighedsfremstillinger i kunsten. Den slags afdækninger er altid interessante, men det kan ikke være litteraturjournalistikkens opgave at efterprøve ‘dokumentarisk korrekthed i litteraturen’. Man bør nemlig slet ikke ønske, forvente eller kræve dokumentarisk korrekthed i litteraturen, vor herres bevars! Hvad vil der ikke lure på den næste side af denne forventing? Måske et krav om at forlagene skal have dokumentation for at forfatteren har juridisk ret, før de antager hans bog? Absurd.
Det undrer mig at Journalisten problematiserer en række forfatterinterviews nu, når ingen har stillet krav om at den samlede danske journaliststand også skulle tjekke om Yahya Hassans digte nu havde rod i virkeligheden. Er det helt sandt, hvad han skriver om sin far? Kan vi ikke få lidt dokumentation for det? Hvad med en replik fra faren? Og hvad med den svenske filmessayist Anna Odells aktuelle film, hvor hendes gamle skolekammerater bliver hængt ud for mobning i gymnasiet: Skal filmjournalisterne egentllig ikke kontakte dem alle for at høre om Anna nu også blev mobbet, sådan som hun påstår?
Der vil for evigt blive skabt kunst med udgangspunkt i det liv romanforfatterne lever sammen andre mennesker. Da Das Beckwerk i Suverænen skrev om sin egen eks-kollega og brugte hans foto, navn og adresse i bogen, faldt der dom for, at det var indenfor den litterære ytringsfriheds grænser, fordi eks-kollegaen tidligere havde søgt offentlighedens opmærksomhed. Det har Daniel Denciks ekskone ikke, romanen identificerer hende ikke, og derfor ville den egentlige krænkelse faktisk være, hvis danske litteraturjournalister opsøgte hende for at få hende til at forholde sig til et autofiktivt værk. Det har Journalisten valgt at gøre. Hun kan så tale om sin virkelighed, men mens forældrenes uenighed afgøres via myndighederne, lever romanen sit eget liv.
Fiktion er og bliver fiktion, og interviews om et stykke autofiktiv skrivekunst udløser ingen ret til genmæle for mennesker, der måtte være forlæg for en person i en roman.