Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 28. maj 2014.

Porøst. Louise Alenius inviterer ét menneske ad gangen ind i et dirrende drømmespil.

Det forgængelige

Engang i foråret fik jeg en invitation til en ganske særlig forestilling på Det Kongelige Teater. Afsenderen var komponisten Louise Alenius, der gerne ville give Weekendavisen én af de blot fyrre pladser til Porøset, der blev opført for én publikum ad gangen i løbet af én enkelt dag.

Hvad man skulle opleve, var egentlig en dyb hemmelighed. Alligevel skrev Louise Alenius, at man i teaterets skræddersal ville blive præsenteret for en mand, der lå for døden.

Jeg svarede at jeg gerne ville komme og anmelde, hvad jeg så. Næste dag ringede Louise Alenius så og sagde ligeud, at hun ikke var interesseret i en anmeldelse, fordi jeg vidste for meget, nu hvor jeg havde læst mailen og ikke kunne møde stykket med åbent sind. Hun havde sat næsen op efter et interview. Læs videre “Louise Alenius: Porøset”

Weekendavisen den 28. maj 2014.

Kommentar. Hvorfor er det kun i Yahya Hassans tilfælde, at der bliver sagt ‘kultur’ og ‘religion’ i hver og hveranden sætning?

Som bekendt er Jylland hovedlandet, cimbrernes halvø, en runestav mellem tvende have, og det er her vi har vor nations dåbsattest stående som vidnesbyrd om dengang danerne blev kristne. Jylland er altså vores kulturs og religions geografiske hjertekammer, herfra vor verden går.

Men Jylland har et problem. Eller: Jylland er et problem.

Jeg har på det seneste læst tre romaner, der har foruroliget mig en hel del og lært mig nye ting om jyske danskere. Romanerne handler alle om omsorgssvigt og vold i hjemmet, og eftersom de alle er skrevet med baggrund i den skinbarlige virkelighed (det, som man i kritikerkredse kalder autofiktion eller performativ biografisme) og udspringer af det samme jyske kulturmiljø, er jeg nødt til at spørge: Hvad er der galt med den jyske kultur? Ja, hvad er der galt med kristendommen?

De tre romaner, jeg henviser til er Anne-Cathrine Riebnitzkys Forbandede yngel, Jacob Skyggebjergs Vor tids helt og Jens Vilstrups Opland. Først- og sidstnævnte minder utrolig meget om hinanden i miljøtegning, stil og tone, men alle tre har fællestræk, der bekræfter at den jyske provins er et kulturløst og farligt sted, hvor de voksne banker deres børn og begår andre unævnelige overgreb. Og børnene er dobbelte ofre, for de kopierer de voksnes adfærd og bliver selv voldsmænd og misbrugere, nogle af dem allerede mens de er børn. Her kan vi tale om evner i arv. Læs videre “Problemet Jylland”

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Kommentar. Først fik vi frikadellens flugt. Nu handler det om øl og pølser overfor kyllingeburgere, smoothies og juice. Men dybest set er det et drama om demokrati.

Da min yngste var yngre havde vi vores næsten daglige gang i en fodboldklub her i byen. Der stod pølser og pommesfritter på menuen i klubhuset, og de voksne røg smøger og drak fadbamser. Men tiderne skifter jo, og en ny bestyrelse begyndte at lave om på vanerne. Ind med det sunde, ud med de fede. Rygning forbudt og så videre.

Jeg kom til at tænke på min gamle klub, da jeg forleden læste en artikel i Jyllands-Posten om en af hovedstadsområdets andre fodboldklubber, Brøndby Strand IK. Her har bestyrelsen for nylig vedtaget et forbud mod alkohol og tobak. De mener ikke at den slags hører hjemme i en forening, hvor det vrimler med børn.

Det burde vel egentlig være en fuldkommen umystisk beslutning i en moderne sportsforening. Men så gik der kulturkamp i den med Dansk Folkeparti, Naser Khader og det hele. Jyllands-Posten kunne nemlig fortælle, at bestyrelsen er domineret af medlemmer af Hizb ut-Tahrir. Under overskriften ‘Islamister tager magten i fodboldklub – slut med øl’ skrev avisen, at kyllingeburger, smoothies og juice nu afløste øl og pølser med svinekød i klubbens cafeteria. Det kan man da kalde en moderne og sund omlægning af menuen. Læs videre “Rødt kort til den røde pølse”

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Afroroman. Chimamanda Ngozi Adichies love story er triviel, men man bliver klogere når hun skriver om sprog, race og eksil.

Chimamanda Ngozi Adichies nye roman, Americanah, er skrevet med professionel perfektionisme og politisk præcision. Med fuld styr på persontegninger, konflikter og dramaturgi styrer hun sin læser stensikkert igennem denne foruddiskonterede bestsellers 512 sider.

Og det er jo også en slags kunst. Men kun en slags. Og jeg havde lugtet lunten da jeg læste bagsideteksten, hvor der står: “Fra den prisbelønnede forfatter til En halv gul sol kommer en besættende roman om kærlighed, race og identitet.”

Hm. Det har aldrig været et godt tegn for en roman, når dens bagsidetekst lyder som noget fra Hollywoods klichekasse. Så får jeg straks fornemmelsen af et konsumprodukt, der skal ramme det store marked på mange sprog. Læs videre “Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah”

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Dokuteater. Den 15-årige Heidi var morgenbolledame hos Simon Spies, som reduceres til en talende pik i interessant og problematisk stykke.

Og samtiden grinede bare

Var det ikke Simon Spies, der sagde, at dårlig omtale er bedre, end ingen omtale? I så fald må han gnægge tilfreds i skægget nede i sin grav, for de seneste år er rejsekongen fra 1970’erne blevet taget ved vingebenet i både en erindringsbog fra en luksusluder, en kritisk biografi, en biopic (om ham og Mogens Glistrup), og nu kommer så en dramadokumentarisk forestilling, der viser ham som en voldelig psykopat, der misbrugte en femtenårig pige. Skulle det være lidt dårlig omtale? Værsgo!

Heidi var kun 15 spinkle år da hun blev ansat hos den 57-årige Simon Spies. Officielt var hun piccoline, men reelt morgenbolledame, som man kaldte det dengang med en sjov, men dybest set tragisk eufemisme. Den purunge pige var droppet ud af skolen efter 8. klasse, hendes mor var en psykisk syg kvartalsdranker, misbrug og selvmord florerede i familien, og da Heidi var i erhvervspraktik hos en frisør, blev hun voldtaget. Hun var altså allerede et offer før hun kom i kløerne på milliardæren, der ikke alene gjorde hende til bytte for sine seksuelle rovdyrvaner, men også forvandlede hende til narkoman. Læs videre “Heidi. Idé: CoreAct (Anika Barkan & Helene Kvint). Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen”