Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. august 2014.

Krønike. De eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med. Katrine Marie Guldager diagnosticerer os.

I foråret udgav Katrine Marie Guldager digtsamlingen Et sted i verden, hvor jeg især bemærkede mig en lille, stærk suite om tiden efter en togulykke ved Sorø, hvor forfatterens far omkom i 1988. Samtidig kiggede jeg i vejviseren efter bind fire i forfatterens romankrønike om en splittet familie fra Køge, som var begyndt med Ulven, Lille hjerte og Den ny tid. Udgivelsen af den næste roman var allerede annonceret under titlen Peters død, men for at give plads til digtsamlingen, blev romanen udskudt til sensommersæsonen. Læs videre “Sorg i Køge”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Robinsonade. En øbo er ikke stiv af skræk, men af alvor. Roy Jacobsens korte krønike om det nordnorske kystproletariatet er rørende.

Roy Jacobsens De usynlige vil ikke blive en landeplage i Danmark, sådan som den er blevet hjemme i Norge, men vi forstår godt effekten: det her er nemlig en broderroman til Jens Smærup Sørensens Mærkedage (2007), der handlede om stort og småt gennem årene i en nordjysk slægt og solgte vanvittige 100.000 eksemplarer. Det samme har Roy Jacobsen præsteret i Norge med De usynlige, der er en oplysningsfortælling om en undseelig øbofamilies liv mellem 1913 og 1928. Det er en roman om nordmændenes egen fortid og kystproletariatets respektindgydende kulturhistorie. Læs videre “Ingen kan forlade en ø”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Identitet. Lisbeth Brun afslutter solidt og solidarisk sin romankvartet fra nordjyske Lendrup.

Adoption er et tema i litteraturen for tiden, hvor Maja Lee Langvad og Eva Tind har skrevet stærke bøger om deres personlige erfaringer. Men adoption er også omdrejningspunktet for Lisbeth Bruns uretfærdigt oversete romanserie fra Lendrup i Nordjylland, hvor en tanke spøger i hovedet på Helle, der blev bortadopteret straks efter sin fødsel: Vi har altid elsket dig, som var du vores egen, havde adoptivforældrene altid sagt. Jamen, hvordan kunne de vide det, når de aldrig selv havde haft et barn? Og hvad vejer mest i et menneskes liv: arv eller miljø?

Resten af livet er fjerde og afsluttende bind i en romankvartet, der også omfatter Vejs ende, Det du mister og Som brødre vi dele. Gyldendal påstår stadig, at det er ‘selvstændige’ bøger, men det er det ikke. Der er absolut ingen pointe i at læse Resten af livet, hvis ikke man har læst de tre første. Til gengæld er der rigtig god grund til at læse dem alle fire samlet. Læs videre “Hverdagsmennesker”

Weekendavisen den 15. august 2014.

Interview. I denne uge havde Rona Munros nye skuespil om tre skotske middelalderkonger premiere i Edinburgh. I trilogiens afsluttende stykke har skotternes danskfødte dronning en afgørende monolog, som kan tolkes ind i den kommende skotske afstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Sofie Gråbøl om sit livs største rolle: Queen Margaret.

EDINBURGH
Det er et stort brød, de har slået op sammen, National Theatre of Scotland og National Theatre of Great Britain: Tre skuespil om de tre generationer af skotske konger i det 15. århundrede, der alle hed James. Tilsammen udgør The James Plays af dramatikeren Rona Munro en historisk trilogi, som havde premiere på Edinburgh International Festival i sidste uge. Siden har alle 2.000 pladser været udsolgt i The Festival Theatre i den skotske hovedstad, både til de seperate forestillinger og til de dage med ni timers maratonopførelser af alle tre stykker i rap.

I det afsluttende skuespil, James III: The True Mirror, træder en myndig og magtfuld dame ind på scenen, den skotske konges danskfødte hustru, Queen Margaret. Som 13-årig kom hun i 1468 til Edinburgh for at blive gift med den skotske kronprins i et fornuftsægteskab, som skulle bilægge en strid mellem Danmark og Skotland. Ved samme lejlighed mistede det dansk-norske kongerige både Orkneyøerne og Shetlandsøerne til Skotland. Da vi møder Margaret som moden dronning, står hun overfor en enorm opgave med at få sin skødesløse og stridslystne mand til at tage sit ansvar som skotternes konge alvorligt.

James III rager uklar med parlamentet, adelen, sine brødre, sine sønner – og sin kone. Og selvom det kommer til et brud imellem dem, er hun hans bedste rådgiver og eneste allierede. Ingen andre kan redde kongen fra at blive afsat, end kvinden, der kom til Edinburgh som en fremmed fugl. Og rollen som den intelligente og karismatiske Queen Margaret spilles af kvinden, der i de britiske medier bliver omtalt som ‘The Killing’ Star, stjernen fra Forbrydelsen, Sofie Gråbøl. Læs videre ““Åh, Gud i himlen, altså!””

Weekendavisen den 15. august 2014.

Åben by af glas. Teju Coles romandebut er en intelligent og dybsindig palimpsest.

Gennem nåleøjet

En ny stjerne på forfatterhimlen, der tog de amerikanske læsere og kritikere med storm ved sin debut i 2011. Sådan skriver forlaget om Teju Cole på klappen til romanen Åben by, og den slags bliver man jo nærmest helt intimideret af i min profession, for tænk nu hvis man ikke er enig?

Romanen har da også alle de træk, der skal til for at begå sig på både det amerikanske bogmarked, hvor den angiveligt høstede flere priser og røg ind på hele tyve avisers lister over årets bedste bøger, og på det internationale marked, hvor den er solgt til oversættelse på tolv sprog.

Teju Cole (f. 1975) er en nigeriansk-amerikansk forfatter, der skriver om en nigeriansk-amerikansk psykiater med delvis europæiske rødder på grund af en tysk bedstemor. Han føjer sig med andre ord til korpset af multilokale pendlere, der binder kontinenterne sammen, i litteraturens verden repræsenteret af blandt andre Tayie Selasi og Chimamanda Ngozi Adiche, der i maj udkom på dansk med Americanah (og gad vide om hun er den Chimamanda, der takkes i Teju Coles efterskrift?) Læs videre “Teju Cole: Åben by”