Weekendavisen den 26. september 2014.
Kammerspil. Det er fucking, choking skræmmende at være gammel nok til at få et barn i en usikker verden. Duncan Macmillan gennemskuer kærligheden og klimaet.
Ok, lad os lave et menneske!
To unge kærester snubler ind i en samtale om, hvorvidt de er parate til at få et barn. De er, forstår vi, i (off all places!) Ikea, da de pludselig tager hul på det angtsfremkaldende emne.
Den britiske dramatiker Duncan Macmillan (som også står bag dramatiseringen af Georges Orwells 1984, som spiller på Betty Nansen) sætter kammerspillet Ilt i en stram antiscenografi uden rekvisitter, kostumer eller sceneskift. Over scenen hænger 11 rækker med 16 snoede el-sparepærer. Andet er det ikke, og mere behøves ikke. Det hele er investeret i skuespillernes omhyggelige omgang med ordenes præcise, paradoksale pointer, som enhver vil genkende, der har opholdt sig i et parforhold, enten på prøve eller på livstid. Læs videre “Duncan Macmillan: Ilt”