Kun fodbold?

Weekendavisen den 19. september 2014.

Real Madrid vs FC Barcelona. Stor monografi om Spaniens to gigantklubber fungerer bedst, når den fortæller politisk historie.

Alle elskere af fodbold er enten fascineret eller afficeret af de to La Liga-giganter, Real Madrid og Barcelona. Det smukke spil finder næppe dygtigere fortolkere, og kun få andre klubber er som de to omspændt af historiefortælling, mytologi, politik og kulturhistorie.

Der derfor helt oplagt at samskrive de to karismatiske klubbers historie og rivalisering i én fortælling, hvor spillet på banen kun er katalysator for en nærmest encyklopædisk forelæsning om spansk og catalansk identitetspolitik og krig og kultur på allerhøjeste niveau.

Det er den spanskkyndige Madrid-baserede britiske fodboldjournalist Sid Lowe, der gør forsøget med en moppedreng af en bog, der vidner om en uovertruffen fodboldviden og (over)omhyggelig detaljeresearch. Et lille tjek på hans Wikipedia-opslag røber da også, at han – udover at være kendt fodboldskribent – tillige har en ph.d. om francoismen og den katolske ungdomsbevægelses rolle under Den Spanske Borgerkrig.

Det forklarer meget. Tilsyneladende har den fortællende fodboldjournalist og den akademiske forsker nemlig været i en slags intern konflikt om hvem, der skulle have magten over monografien. Ingen af dem vandt, men de udmattede hinanden grundigt. Og hvad værre er: de udmatter også læseren, som ved første øjekast finder Kærlighed og had i La Liga yderst attraktiv, men lidt efter lidt bliver tung i blikket.

Sid Lowe giver en særdeles grundig indføring i Den Spanske Borgerkrigs betydning for den rituelle rivalisering mellem de to klubber. Real Madrid er knyttet til centralmagten og fascismen, mens Barcelona er arnestedet for catalansk seperatisme, og efter krigen udvikler diktatoren Francos nationalisme en voldsom anti-catalanisme.

Forfatteren har talt med “en nuværende Barcelona-direktør”, der siger, at regimet i Madrid sandsynligvis ville være blevet accepteret af det catalanske samfund, hvis det havde tilladt catalansk som en kulturel manifestation. Men den hårde nationalistiske kurs betød at det catalanske samfund fik et fikspunkt for sin egen identitetsudvikling. Så skriver Sid Lowe: “Argumentet forklarer kun delvist fænomenet – for catalansk nationalisme fandtes både før og efter Francos død – men det er sandt, at regimet forærede mange catalonierne og Barcelona-tilhængere et håndgribeligt undertrykkende ‘andet’, mod hvilket de kunne spejle sig.”

“Et håndgribeligt, undertrykkende ‘andet’…” Ja, sådan formulerer en akademiker sig, ikke en fodboldskribent. Og som man kan se, er der ikke noget nyt under solen i Sid Lowes analyse af de politiske og historiske hovedstrukturer, der gennem årtierne har udgjort fundamentet under rivaliseringen mellem de to klubber. Man savner også hans bud på betydningen af Real Madrid vs Barcelona som en slags civil-symbolsk erstatningskrig i tiden efter Den Spanske Borgerkrig. Er det rigtigt, som det er blevet sagt, at fodbolden har fungeret som en institutionaliseret konflikt, der har forhindret en ny borgerkrig i at bryde ud?

Til gengæld kommer Sid Lowe med en interessant revision af den klassiske opfattelse – ikke mindst blandt Barcelona og klubbens fans i ind- og udland – af Real Madrid som et hold, der var tæt knyttet til generalissimo Franco. Nogle kilder siger at han var Real-fan, andre at han ikke var. Men fodbold elskede han, og angiveligt spillede han på Serie A kampe under falsk navn! Men havde Real Madrid særlige privilegier?

Nej, siger Sid Lowe: “Madrid blev ikke de bedste, fordi de var regimets mandskab. Men de blev regimets mandskab, fordi de var de bedste.” Det giver god mening (og helt uden sammenligning i øvrigt (helt uden!) begyndte politikerne jo også at flokkes om FC København da holdet begyndte at vinde mange mesterskaber), og Sid Lowe kan fortælle, at Real Madrids hyppige sejre i spansk fodbold faktisk forsvandt, da Franco kom til magten. Og han citerer den legendariske Real-præsident Bernabeu: “Når jeg hører, at Madrid skulle være regimets hold, så har jeg lyst til at skide på dem, der lukker den slags ud.”

Kærlighed og had i La Liga fungerer klart bedst, når den fortæller klubbernes politiske historie, som samtidig er spansk samtidshistorie. Sid Lowe citerer den catalanske avis, der i 2012 før en kamp mellem FC Barcelona og Realmadrid udkom med en overskrift: “Kun fodbold?”. Og avisen kender selv svaret, skriver forfatteren: “Barcelona mod Real Madrid er aldrig kun fodbold, og i dag mindre end nogensinde.”

Kampen i 2012 bliver beskrevet som den mest politiske kamp mellem de to hold siden Francos død i 1975: “Kampen finder sted i skyggen af den økonomiske krise, mislykkede finanspolitiske forhandlinger mellem Barcelona og centralmagten i Madrid, udskrivelsen af det catalanske valg og debatten om en folkeafstemning om uafhængighed. Det er tre uger siden Cataloniens ‘nationaldag’, Diada, den 11. september, fik byen til at gå i stå med anslået en halv til en hel million mennesker på gaden.”

Barcelonas stadion er klædt i de catalanske farver, gul og rød, og da stadionuret når 17 minutter og 14 sekunder, bryder de 100.000 tilskuere ud i et råb: “Selvstændighed! Selvstændighed.” Og hvorfor lige efter 17.14? Jo, fordi den 11. september 1714 er datoen for afslutningen på belejringen af Barcelona, som den spanske konge Philip 5. stod bag.

Det politiske perspektiv på begivenheder som denne gør os klogere på fodbold som en kulturfænomen, der netop aldrig bare handler om spillet på banen, men om at konstruere og konstituere en identitet. Dét er den helt entydige styrke i Kærlighed og had i La Liga.

Når bogen fortæller om spillerne selv, ligner det mest reproduktions- og repetitionsstof. Messi og C. Ronaldo er på forsiden, og det er fair nok, for verdens to bedste fodboldspillere pt huserer i netop de to klubber. Men forvent ikke noget nyt om dem. Forvent i det hele taget ikke noget nyt udi fortællingerne om de store profiler fra historisk tid til i dag.

Hvad med Michael Laudrup? Han har jo spillet for både Barca og Real Madrid og må være en vigtig kilde. Synes vi. Men Sid Lowe er ikke helt enig. Han har tydeligvis interviewet den danske stjernespiller, men citerer ham kun få gange. Det skal nu ikke ligge forfatteren til last, for Michael Laudrup er jo som oftest diplomatisk-diskret (og småkedelig), når han udtaler sig til citat. I det hele taget er kapitlet om Johan Cruyffs Dream Team fra begyndelsen af 90’erne ret så tamt, pyntet lidt op med uskyldige anekdoter fra Hristo Stoichkov. Og der er heller ikke ét eneste ord om Allan Simonsen i Barcelona eller Henning Jensen og Thomas Gravesen i Real Madrid – og Sid Lowe var ellers tolk for sidstnævnte, ligesom han har tolket spansk-engelsk for Michael Owen og David Beckham!

Kærlighed og had i La Liga (som oprindelig bare hed Barcelona vs Real Madrid, der nu er bogens undertitel) er hverken rigtig vellykket eller helt mislykket, men den er ofte fejldisponeret og -proportioneret. Man kan ikke sætte en finger på Sid Lowes evne som kronikør, når det gælder indsamlingen og sorteringen af stoffet, og der er næppe det gulnede bestyrelsesreferat, han ikke har haft fingrene i og ikke det knirkende medlem af klubbernes veteranforening, han ikke har interviewet.

Hvis man er troende madridista eller cules, skal bogen naturligvis indgå i hjemmebiblioteket. Men Sid Lowe er mere kustode end formidler på det enorme museum, som de to klubbers sammenvævede historie udgør.

Hans Krabbe – udviklingsdirektør i FC Midtjylland, tidligere chefredaktør på Dagbladet Holstebro-Struer og fodboldreporter på Sport på 3’eren – har oversat med udmærket soliditet i sproget. Og forfatteren er i øvrigt – siger Wikipedia – fan af og aktionær i Real Oviedo!

Sid Lowe: Kærlighed og had i La Liga. Barcelona vs Real Madrid. På dansk ved Hans Krabbe. 428 sider, 350 kr. Turbine.