Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. oktober 2014.

Kulturcensur. Med den ene hånd skruer de en lille smule op for friheden. Med den anden hånd lukker de bestemt ned. Kinas censurmyndigheder lemper og strammer i én bevægelse.

BEIJING – Den smukke mur, der omgiver galleriet, viser at de folk, der holder til her, har sans for kvalitet og æstetik. Manden bag restaureringen af de gamle bygninger, er heller ingen ringere end den verdensberømte arkitekt og kunstner Ai Weiwei.

“Vi samarbejdede om byggeriet før han blev så kontroversielt, som han er i dag. Han blev først kendt som systemkritiker efter OL i 2008,” fortæller fotografen Rong Rong, som Weekendavisen besøger i hans elegante galleri og studio, der ligger godt gemt af vejen i Chaoyang, et sted i Beijings mylder.

Miljøet omkring Rong Rongs galleri består af kunstnere, der prøver at skubbe grænserne. Selv fotodokumenterede han i de tidlige 90’ere, hvordan myndighederne rev bygningerne ned, hvor de kontroversielle kunstnere holdt til. Dengang kunne han ikke udstille, og han blev tit arresteret af politiet. Læs videre “Ægte kunstnere camouflerer budskabet”

Weekendavisen den 24. oktober 2014.

Udveksling. Næste år slår verdens største kinesiske kulturinstitut dørene op i København. Men allerede i næste uge åbner Danmark nyt kulturcenter i Beijing samtidig med at det største danske kulturfremstød nogensinde i Kina begynder.

BEIJING – I den kommende uge begynder det største danske kulturfremstød nogensinde i Kina, og samtidig bliver Det Danske Kulturinstitut, der har været aktivt i Beijing siden 2005, omorganiseret til et statsanerkendt kulturcenter, som åbner på søndag. Det danske center er som det første udenlandske kulturcenter netop flyttet ind i hospottet 798, et forhenværende kraftværk, der i dag rummer en lang række gallerier værksteder og atelierer for moderne kunst.

“Vi har gang i en masse projekter, der begynder som lytte-tale-øvelser med folk herude. Vi kommer med et kulturprogram, som forhåbentlig får kineserne til at overveje, om det rummer noget, som de kan bruge i deres samfundsudvikling. Derfor skal vi lede efter de bedste lytteposter og høre, hvad de beder om. Om det bliver vellykket, ved vi først, når det hele er forbi,” siger Eric Messerschmidt, der leder Det Danske Kulturinstitut. Læs videre “Kulturens bløde magtspil”

Weekendavisen den 24. oktober 2014.

Big Brother. Desværre er Betty Nansen Teaterets Orwell-dramatisering ikke dobbeltplusgod.

Rædslen i værelse 101

Hvorfor har de to engelske dramatikere Duncan Macmillan og Robert Icke valgt at henlægge deres sceneversion af 1984 til 2084? Hvorfor har de fundet på, at lade en læsegruppe ude i fremtiden se tilbage på den dagbog som Winston Smith skriver? Hvad skal det bidrage med, at romanen nu måske slet ikke er skrevet af George Orwell, men måske af et forfatterkollektiv? Og hvorfor er de klædt i hvide kitler som laboranter eller læger? Aha! De er videnskabsfolk!

Nej, jeg kan desværre ikke se nytteværdien i det overordnede og lettere komiske dramaturgiske greb på den forestilling, som Betty Nansen Teatret nu præsenterer et år efter premieren i London.

Tanken er sandsynligvis at skabe forbindelse mellem den kolde krigs frygtindgydende stalinisme, som George Orwell skrev om, nutiden hvor demokratierne praktiserer borgerovervågning med betragteligt nysprog, og den halvfjerne fremtid, hvorfra de hvide kitler ser tilbage på det tyvende århundrede. Måske ikke nogen dårlig idé, men desværre er den udført uden overbevisende kunstnerisk argumentation og hænger og dingler som et lamt lem på en fortælling, som jo ellers er stærk nok til at klare sig selv. Læs videre “Duncan Macmillan og Robert Icke: 1984 (efter George Orwells roman)”

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Kommentar. En af Dan Parks plakater ville efter alt at dømme også overtræde dansk lovgivning.

Om Dan Park er en god kunstner eller ej, er sagen uvedkommende. Spørgsmålet er, om Retten i Malmø kan have en legitim grund til at smide ham et halvt år i fængsel og destruere hans værker. Svaret er naturligvis nej, for et demokrati straffer ikke kunstnere for kunst. På den anden side er kunstnere ikke hævet over loven, og i hvert fald én af Dan Parks plakater vil også efter dansk lovgivning kunne tolkes som ulovlig.

Siden sagen brød ud i forrige måned, hvor dommen blev afsagt over Dan Park og collagerne efter sommerens udstilling i Galleri Rönnquist & Rönnquist, har jeg fulgt sporadisk med, men først i denne uge har jeg for alvor fået set på et par af de omdiskuterede plakater. En af dem ville jeg med glæde have hængende på min egen væg. En anden finder jeg problematisk. Læs videre “Hold ud”

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Eichmann. Adam Prices skuespilsdebut om nazisternes chef for folkedrabets organisering stikker ikke dybere end et Wikipedia-opslag. Men det er langt fra dårligt.

Adam Prices debut som skuespilforfatter, Samtale før døden, er et på én gang konventionelt og kontroversielt portræt af Adolf Eichmann, chefingeniøren bag nazisternes industrielle folkemord.

Begge dele har med Hannah Arendt, at gøre. Skuespillet står nemlig i omfattende gæld til hendes berømte bog om ondskabens banalitet, der blev til som reportager i The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem i 1960, og dermed også til hendes omdiskuterede iagttagelse: Manden var ikke ond, men en loyal og karrierebevidst bureaukrat, der parrerede ordre og påtog sig det praktiske ansvar for udryddelsen af jøderne.

Den konventionelle og kontroversielle består altså på én gang i stykkets reproduktion af en gammelkendt, omdiskuteret teori. Samtale før døden henter alt sit grundstof hos Hannah Arendt, også i skildringen af Eichmann som en ikke videre intelligent mand, der havde svært ved studierne, men viste talent for at sit arbejde som salgsrepræsentant i et olieselskab. Han kunne regne ud, hvor man skulle placere benzintanke på landevejene, og han benyttede sin sans for logistik, da massedrabet skulle organiseres. Læs videre “Banal ondskab”