Banal ondskab

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Eichmann. Adam Prices skuespilsdebut om nazisternes chef for folkedrabets organisering stikker ikke dybere end et Wikipedia-opslag. Men det er langt fra dårligt.

Adam Prices debut som skuespilforfatter, Samtale før døden, er et på én gang konventionelt og kontroversielt portræt af Adolf Eichmann, chefingeniøren bag nazisternes industrielle folkemord.

Begge dele har med Hannah Arendt, at gøre. Skuespillet står nemlig i omfattende gæld til hendes berømte bog om ondskabens banalitet, der blev til som reportager i The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem i 1960, og dermed også til hendes omdiskuterede iagttagelse: Manden var ikke ond, men en loyal og karrierebevidst bureaukrat, der parrerede ordre og påtog sig det praktiske ansvar for udryddelsen af jøderne.

Den konventionelle og kontroversielle består altså på én gang i stykkets reproduktion af en gammelkendt, omdiskuteret teori. Samtale før døden henter alt sit grundstof hos Hannah Arendt, også i skildringen af Eichmann som en ikke videre intelligent mand, der havde svært ved studierne, men viste talent for at sit arbejde som salgsrepræsentant i et olieselskab. Han kunne regne ud, hvor man skulle placere benzintanke på landevejene, og han benyttede sin sans for logistik, da massedrabet skulle organiseres.

Adam Prices og Peter Langdals forestilling vil nok få nogen til at spørge, om Eichmann virkelig fortjener taletid. Det vil næppe blive en offentlig sag, men følelserne vil være de samme, som da Christian Lollike gav terroristen Breivik stemme på scenen.

I begge tilfælde er svaret, at vi skal kende ondskaben – banal eller ej – for at forstå den, og at vi skal forstå den for at undgå den. Dét rationale bruger Adam Price også i skuespillets anslag, hvor den ene af dommerne (logisk anfægtet, moralsk frustreret, godt spillet af Thomas Gabrielsson), der i 1962 dømte Adolf Eichmann (Olaf Johannessen) til døden, kommer til cellen et par timer før eksekveringen af dommen. Han vil lære den mand at kende, som han har været med til at sende i galgen, siger han. Dét er i hvert fald banalt. Og uoriginalt. Samme argument brugte jo Hannah Arendt da hun overværede retssagen.

Naturligvis udvikler samtalen sig til en styrkeprøve mellem de to mænd. Mens dommeren mener, at han har haft både den juridiske og moralske ret på sin side, kaster den dødsdømte sig ud i et retorisk veloplagt defensorat for sig selv. Hans job var jo bare at få jøder til at forlade Tyskland. Og var dommeren ikke selv udvandret til Palæstina efter frivilligt at have sagt sit job op i Berlin i 1933? Dommeren indvender, at jøderne blev chikaneret væk fra deres job og presset til at rejse. Den dødsdømte siger, at tyskerne blot gjorde det samme, som jøderne selv i 1948, da de havde brug for palæstinensernes jord.

Selv ser Adolf Eichmann sig som en loyal embedsmand, der pligtskyldigt udfører den opgave, som han er blevet pålagt af sine guder – de overordnede. Han er så at sige uden skyld, mener han, i de seks millioner menneskers død, for beslutningen om at udrydde alle Europas jøder var jo ikke hans. Han skulle blot finde de praktiske løsninger, om så det var den urealiserede idé om massedeportation til Madagascar eller – da Hitler havde givet ordren om fysisk udryddelse – udviklingen af giftgassen Zyklon B og af rationelle og effektive flerholdsskift i gasovnene.

Dommeren siger, at når staten er kriminel, må man forvente ulydighed af embedsmændene. Dét er stykkets moralske kongstanke. Men Adolf Eichmann svarer, at nazisterne mente, at de havde en historisk forpligtelse til at udrydde jøderne. Men hvorfor? Jo, af hensyn til ‘sammenhængskraften’, lyder svaret. Sammenhængskraft!? Det ord kom vist først ind i det danske sprog med en ny socialdemokratisk retorik i 90’erne, og det er en kollosal anakronisme, der skurrer gevaldigt i ørerne. Hvorfor ikke bruge klassisk nazistisk terminologi og tale om arisk Lebensraum?

Og nu vi er ved det med ord: Adam Price har en fin sans for retoriske billeder, og han dyrker fint det groteske i, at Adolf Eichmann taler om ‘evakuering’ af jøderne. Det er, hedder det i forestillingen, det 20. århundredes mest sensationelle eufemisme . Som den dødsdømte selv erkender: Ingen kan sige, at de vil dræbe 11 millioner mennesker (‘sensationelle’ lyder nu her som en anglicisme, og burde nok have været ‘opsigtsvækkende’).

I Karin Betz’ godt tænkte scenerum hælder gulvet under en stejlt skrånende bagvæg, truende og knugende. Fremragende lyd- og lyseffekter (Troels Møller og Christian Alkjær) understøtter stemningen og illustrerer genialt Krystalnatten. Mindre elegant er det, når baljer med sko, brillestel og sølvtøj fra de dræbte jøder hældes ud på scenen. Galgestrikken, Eichmann skal hænges i, kommer bogstavelig talt også til at dingle uforløst. Blandt publikum på række fem er der gjort plads til en stol, hvor dommeren tager plads, måske for at understrege hans fysiske adskillelse fra den dødsdømte, som under retssagen sad isoleret bag armeret glas, måske for at gøre dommeren til én af os.

Her kan man så – og dét er relevant – tænke over, om Israel dengang i 1960 gjorde ret i at kidnappe Eichmann, der levede under falsk identitet i Argentina, føre ham til Jerusalem og dømme ham til døden. Som Hannah Arendt skrev, må dommen havde været afsagt på forhånd, for Israel ville jo ikke kunne leve med en frifindelse. Men måske var kidnapningen nødvendig rent moralsk? Dét tema bliver kun strejfet i Samtale før døden.

Olaf Johannessen er velanbragt undseelig, kynisk og naiv som Adolf Eichmann, den pligtopfyldende embedsmand, der slår hælene sammen, når politikerne giver en ordre, udmærket skildret i en scene fra konferencen i Waansee, hvor “den endelige løsning” bliver planlagt. Som han sagde i sin forsvarstale før henrettelsen: “Jeg er ikke det monster, jeg er blevet udlagt til at være.”

Nej, det giver Adam Prices portræt ham ret i. Hans praktiske, rationelle talent for folkemord og totale mangel på anger er blottet for farlighed og ondskab. Vi ser kun en smånaiv mand, der gør sin pligt som loyal og systematisk embedsmand, men vi ved naturligvis godt, at det er heri farligheden ligger, måske latent til alle tider og i alle mennesker. Til sidst omtales den dødsdømte folkemorder bizart nok som en lille nervøs mand, der aldrig havde turdet gøre oprør. Åh, stakkels Adolf Eichmann…

Ved siden af de to hovedroller arbejder Christian Mosbæk sig godt ind i stykket som Eichmanns overordnede, SS-Obergruppenführer Heydrich. Han fremstiller med fysisk uhygge nazisten som ægte ondskab (men hans replikker sidder lidt sløset i munden på ham). Cecilia Zwick Nash reducerer fint sig selv i en lille støtterolle som Eichmanns kone, Troels Oxholm Thomsen heiler og flasher sit afblegede hår med fynd og klem i birollen som soldat, og skuespillereleven Thea Kastberg er god som en sart jødisk tjenestepige i Waansee, som Eichmann falder for.

Adam Prices skuespil er langt fra dårligt og det er indiskutabelt relevant. Men det er også et nummer for behændigt, når modsætninger spejler sig i hinanden og den indiskutable gerningsmand pludselig har nogle af sin dommers træk, eller når Eichmann siger, at der skal to parter til et folkemord og at offeret har brug for sin bøddel. Er der mon belæg for at lade ham sige sådan? Er det en udtalelse fra retssagen? Måske. Men det virker nu mest som en lige lovlig durkdreven replik i munden på en mand, der ellers ikke excellerer i retoriske finesser.

Skuespillet er – som ondskaben, skal man tro Hannah Arendt – banalt. Trods teatralske krumspring og krydsklip til fortiden kommer Samtale før døden ikke dybere ned i Eichmanns psykologi, end et opslag på Wikipedia. Skuespillet er derfor en kliche i sin historiefortælling og simpelt i sin persontegning. Jeg ville ønske at Adam Price havde droppet den forudsigelige dommedag efter dødsdommen og før eksekveringen, og i stedet havde spurgt sig selv, hvad der ville blive sagt i samtaler efter Eichmanns død mellem Hannah Arendt og dommeren. Dét, tror jeg, ville have hævet os over det banale.

Samtale før døden. Instruktion: Peter Langdal. Manuskript: Adam Price. Scenograf/kostumier: Karin Betz. Betty Nansen Teatrets Edison-scene til den 9. november.