“Åh, Gud i himlen, altså!”

Weekendavisen den 15. august 2014.

Interview. I denne uge havde Rona Munros nye skuespil om tre skotske middelalderkonger premiere i Edinburgh. I trilogiens afsluttende stykke har skotternes danskfødte dronning en afgørende monolog, som kan tolkes ind i den kommende skotske afstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Sofie Gråbøl om sit livs største rolle: Queen Margaret.

EDINBURGH
Det er et stort brød, de har slået op sammen, National Theatre of Scotland og National Theatre of Great Britain: Tre skuespil om de tre generationer af skotske konger i det 15. århundrede, der alle hed James. Tilsammen udgør The James Plays af dramatikeren Rona Munro en historisk trilogi, som havde premiere på Edinburgh International Festival i sidste uge. Siden har alle 2.000 pladser været udsolgt i The Festival Theatre i den skotske hovedstad, både til de seperate forestillinger og til de dage med ni timers maratonopførelser af alle tre stykker i rap.

I det afsluttende skuespil, James III: The True Mirror, træder en myndig og magtfuld dame ind på scenen, den skotske konges danskfødte hustru, Queen Margaret. Som 13-årig kom hun i 1468 til Edinburgh for at blive gift med den skotske kronprins i et fornuftsægteskab, som skulle bilægge en strid mellem Danmark og Skotland. Ved samme lejlighed mistede det dansk-norske kongerige både Orkneyøerne og Shetlandsøerne til Skotland. Da vi møder Margaret som moden dronning, står hun overfor en enorm opgave med at få sin skødesløse og stridslystne mand til at tage sit ansvar som skotternes konge alvorligt.

James III rager uklar med parlamentet, adelen, sine brødre, sine sønner – og sin kone. Og selvom det kommer til et brud imellem dem, er hun hans bedste rådgiver og eneste allierede. Ingen andre kan redde kongen fra at blive afsat, end kvinden, der kom til Edinburgh som en fremmed fugl. Og rollen som den intelligente og karismatiske Queen Margaret spilles af kvinden, der i de britiske medier bliver omtalt som ‘The Killing’ Star, stjernen fra Forbrydelsen, Sofie Gråbøl.

Weekendavisen var i Edinburgh til forpremieren på James III: The True Mirror i sidste uge, og i denne uge mødte vi Sofie Gråbøl i København, hvor hun for en kort stund tog en dyb indånding inden turen gik tilbage til Skotland. Lettelsen over de britiske avisers rosende anmeldelser er til at tage at føle på:

“Det har været en manddomsprøve. Tre dage før premieren følte jeg mig usikker, inhabil og ensom. Det var som om, jeg havde satset alt på rødt, for teater, der ikke fungerer, er nådesløst. Du skal stadig stå foran publikum hver eneste aften.”

Men hvordan gik det til, at Sofie Gråbøl fik den store rolle som dronningen, der ankom som et barn og endte som en respekteret monark?

“Jeg er en af de få skuespiller i Danmark, der ikke har en agent. Men da Forbrydelsen brød så uventet stort igennem i England og ramte noget i englændernes folkesjæl, blev jeg kontaktet af flere agenter. Men tanken om at arbejde i udlandet har altid skræmt mig, for når forventningerne er høje, bliver jeg paralyseret og får præstationsangst.”

Men så anbefalede kollega Jesper Christensen sin agent, en rar mand på 70 år, der brænder for teateret, og ham kom Sofie Gråbøl i stald hos. En dag spurgte han, om hun var interesseret i noget med en dronning i middelalderen, som blandt andet skulle opføres i London. Men Sofie Gråbøl svarede hverken ja eller nej i første omgang.

“Så sendte han mig stykket og skrev at rollen var et tilbud, ikke en invitation til audition, hvilket er ret usædvanligt i England og Skotland. Jeg læste det og syntes at det var et brag af et skuespil. Et massivt værk! Ordene sprang op af siderne. Rona Munro skriver så appetitligt, at man får lyst til at sige replikkerne. Det er rapt, skarpt, spændstigt og sjovt. Og monologerne har vingefang. Hun veksler mellem lethed og tyngde, og det er de to tonearter, der får det hele til at løfte sig. Hold nu kæft en rolle!”

Sofie Gråbøl trak beslutningen i ørerne så længe som muligt. Hun havde lige brugt fem måneder på at indspille en ny tv-serie for Sky Atlantic i London, Fortitude (hun hedder Hildur Odegard, nordisk skal det være (!) og serien får premiere i slutningen af 2014), hvor hun ofte var rejst ud af København med et morgenfly og hjem igen om aftenen. Derfor var timingen ikke optimal, men hun vidste dybest set godt, at hun ikke kunne sige nej til at spille så flot en rolle.

“Margaret er en kvinde, der finder sin plads i livet, og hun er beskrevet så man bliver poetisk berørt,” siger Sofie Gråbøl . Som et eksempel fremsiger hun en replik, som hun holder meget af, men som har været svær at få til at ligge rigtigt i munden:

“A cathedral is larger than any of us. A cathedral is the closest thing a mortal creature gets to seeing immortality. A cathedral is a great beast we build of stone that carries us inside it like a whale, swimming through the centuries towards the throne of heaven.”

Og i umiddelbar forlængelse af replikken, slår hun fast: “Åh, det er flot, det er den ultimative rolle, den indeholder alt.”

Så Sofie Gråbøl accepterede rollen og begyndte at maile lidt frem og tilbage med instruktøren, Laurie Sansom. Hun anede ikke, hvem hun skulle spille sammen med, men i januar skulle hun til en workshop med ensemblets 20 skuespillere, dramatikeren Rona Munro og alle de kreative chefer fra The National Theatre of Scotland og The National Theatre of Great Britain. Det var, siger hun, en ekspedition ud i det ukendte.

“Dér indså jeg, at det var et skotsk stykke. Jeg havde jo læst det som engelsk, men nu kunne jeg høre, hvordan det lød. Og så blev jeg virkelig bange. Jeg sad der os fulgte med i, hvordan skuespillerne gav frit løb for store, storladne følelser. I Danmark er teatermiljøet meget mere blufærdigt til læseprøver, hvor vi hygger os og er lidt generte. Men i Skotland tabte jeg både næse og mund. De græd og råbte, og så måtte jeg også gøre det. Først bagefter fandt jeg ud af, at kun halvdelen af skuespillerne i workshoppen allerede var castet til rollerne, mens den anden halvdel gav den én på lampen for at komme i betragtning til en rolle.”

Da Sofie Gråbøl kom ind i ensemblet, havde de andre skuespillere været i gang med prøverne til James I og James II i flere måneder, for de fleste har roller i alle tre stykker.

“Jeg sagde til forfatteren og instruktøren at jeg var skrækslagen for at jeg ikke kun nå at lære Queen Margarets skotske dialekt i tide. Hun kom jo til Edinburgh som 12-årig, og har naturligvis ikke lydt britisk. Men så sagde Laurie Sansom forget it, du skal ikke bruge dit krudt på dét,” fortæller Sofie Gråbøl. I stedet foreslog hun, at de kunne udnytte hendes danske accent til at vise Margaret som en fremmed i Skotland. Det var Rona Munro helt med på. Men hvordan skulle de gøre?

Da Sofie Gråbøl et par dage før premieren travede rundt i Edinburghs og gennemgik sine replikker, fik hun en idé. Der er en scene, hvor dronningen har haft et skænderi med kongen, som har store politiske problemer med parlamentet. Han har konfiskeret land, som han har givet til sine venner, og han fabler hele tiden om at bygge en domkirke. Den eneste, der – måske – kan tale ham til fornuft, er dronningen. Det kommer der et stort skænderi ud af. Nu har hun brug for at være alene, men der er både en prinsesse og en kammerpige i the queen’s room, og pludselig kommer kabinetchefen også ind. Mens Margaret tramper frustreret ud af gemakket udbryder hun på dansk: “Åh, Gud i himlen, altså!”

James III: The True Mirror er et fremragende skrevet og stærkt spillet moderne skuespil i en shakespearsk tradition, alvorligt, dramatisk og sjovt. Når man kommer ind i salen, fanges øjet først af et seks meter stort sværd, der er boret ned i scenen, hvor det knejser som et kors. Man skal tænke på Arthur-legenden, hvor kun den retmæssige arving til tronen, kan trække sværdet op af stenen. Rundt om sværdet er bygget en borgscenografi, hvor musikere og dansere vælter ind, mens lyset endnu er tændt og folk finder på plads. Så bryder festen ud i et musikalsk miks af middelaldermelodier og traditionel folkemusik tilsat pop, og hoffet danser.

Da festen ebber ud, sidder en tjenestepige sammen med en flot mand. Hun spørger om han ikke synes, at den danske dronning stadig er en smuk kvinde. Jo, det synes han. Hun har hørt, siger hun, at kongen stadig besøger hendes kammer. Ser man det, svarer manden. Så spørger den nye tjenestepige manden, om han kender kongen. Ja, godt endda, svarer han: “Well, you see… the thing is… I am the King!”

Da Margaret Queen of Scots kort efter indfinder sig, spørger hun sin mand, om han nu igen narrer en ung pige med at spille en troskyldig mand. Ja, men det virker, siger han, mens dronningen svarer, at effekten højst holder en dag eller to, så kommer hans virkelige jeg frem.

“Du var da forelsket i mig i mindst ét år,” siger han.

“Åh, jeg er da stadig forelsket i dig, min kære. Det er en sygdom. Som en klumpfod. Jeg slæber den efter mig hele tiden…”

Det kunne Shakespeare have skrevet. Men det kunne også have været et replikskifte mellem ægteparret Underwood fra tv-serien House of Cards om politik i Washington i dag. Magt og kærlighed er evige temaer, og hvor ville mændene være, hvis det ikke var for de listige og kloge kvinder? Rona Munro skildrer det med skarp præcision scene på scene, for eksempel da Margret bliver advaret af hoffets damer, der mener at James er uberegenelig og farlig. Dronningen ved at de har ret, og hun ved at hun er nødt til at sætte ham stolen for døren. Men hun ved også, hvad hendes pligt og opgave som dronning er:

“Jeg er den eneste, der forbinder ham med verden, og jeg vil aldrig svigte ham,” siger hun. Hun tager derfor på sig, at tale alvorsord til kongen, at holde sammen på hoffet, at skabe orden i parlamentet, at forsone prinserne, ja at holde styr på rigets bogføring.

Rona Munro drama fra Skotland i 1400-tallet skildrer Dronning Margaret som en, der kommer udefra og kan se skotterne med nye øjne. Mod slutningen har dronningen en lang enetale om den skotske væremåde, og da Sofie Gråbøl begynder på den store monolog, bliver lyset i teatersalen langsomt tændt. Det her handler tydeligvis ikke kun om de historiske skikkelser, som spilles på scenen. Det handler om publikum i salen. Det handler om skotterne som folk, dengang og nu:

“Rona Munro har skrevet en gigantisk monolog om skotsk nationalkarakter, sådan som hun mener at Queen Margaret så den. Gennem hende kan hun sige noget, der både er uforskammet og kærligt, og jeg kan spille det på scenen, fordi jeg netop ikke er skotsk. Alt godt drama er jo en prisme for den fælles identitet, og der er ingen tvivl om, at monologen bliver modtaget med opmærksomhed nu, hvor skotterne skal stemme om uafhængighed fra Storbritannien den 18. september. Da Rona skrev sine skuespil, var folkeafstemningen ikke besluttet, men der var strømme i havet, og monologen har derfor resonans i noget politisk. Man kan mærke publikums kollektive fokus og salens kæmpe koncentration af nationalidentitet under monologen. Det bliver spændende at se hvordan publikum reagerer, når vi skal spille i London, uanset om det er blevet et ja eller nej til løsrivelse,” siger Sofie Gråbøl.

Da hun ved forpremieren talte sig gennem monologen, vekslede salen mellem dyb, lyttende tavshed og befriende latter, og på århundredenes afstand kunne man næsten fornemme, hvordan skotterne omfavnede den danskfødte dronning fra historien, der nu stod foran dem i Sofie Gråbøls skikkelse og talte til deres hjerter. Da hun sætter sin vilje igennem overfor parlamentet, siger hun:

“Jeg kommer fra en rationel nation med fornuftige mennesker. I skotter driver mig til vanvid. Men kan I så forklare mig, hvorfor jeg elsker jer så højt? Jeg kom her som 12-årig og var ensom og angst, men I viste mig tillid, og da jeg var 13, var dette mit hjem. I lærte mig, hvem jeg er: The Queen of Scots. Jeg er ikke født her, men jeg har givet Skotland mit liv. Vil I hjælpe mig med at styre Skotland?” Kongens modstandere i Parlamentet må overgive sig til al den veltalenhed, og de tilslutter sig Margaret med et Aye!

Sofie Gråbøl kalder rollen som Margaret Queen of Scots for den største i sit liv, og dronningens afsluttende monolog er den længste tekst, hun nogensinde har fremsagt på en scene. Men hvordan lærer man så meget tekst – og hvordan lærer man Queen Margaret at kende?

“Man skaber sin egen lille planet, der har sin helt egen bane i universet, og jo nærmere man kommer premieren, jo stærkere bliver tyngdekraften. Hele jobbet hviler på en pagt, hvor man siger ja til et andet liv, end ens eget i en afgrænset periode.”

Sofie Gråbøl lærte sine mange replikkerne udenad inden hun tog til prøverne, der fandt sted i London og Birmingham inden ensemblet samlede i Edinburgh. Men det nytter ikke noget, siger hun, at lære tekst som salmevers, der skal også bevægelse med.

“Jeg plejer ikke at researche, når jeg skal spille en rolle, men denne gang tog jeg med toget fra Edinburgh til Sterling, hvor Margaret bosatte sig da hun gennemførte en separation fra King James. Jeg var totalt gennemblødt da jeg nåede frem, jeg havde kun gummisko på, og min paraply var gået i stykker. Så gennemblødt havde jeg ikke været siden en kanotur i Sverige. Jeg bad en taxa køre mig fra borgen ud til det sted, hvor Margaret ligger begravet. Chaufføren så meget skeptisk på mig og spurgte, hvad jeg ville derud for. Da jeg forklarede ham det, gav han mig sit kort, så jeg kunne ringe, når jeg ville hentes. Så kørte vi ud til en mark, hvor Margaret og James er blevet genbegravet sammen engang. Der er kun en ankelhøj ruin. Jeg vadede derhen gennem kokasser, fuldkommen gennemblødt, indtil jeg stod foran graven, hvor støvet efter Margaret ligger. ‘Så kan du se, hvor gerne jeg vil møde dig!’ sagde jeg.”

Rona Munros ‘The James Plays’ spiller på Festival Theatre i Edinburgh i august og kommer til National Theatre i London fra den 10. september. På udvalgte dage spilles alle tre stykker i forlængelse af hinanden.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *