Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2013.

Denne uges historie om palæstinensiske børns chikane af danske jøder på Nørrebros skoler er en skandale. Og det er ikke chikanen, der er skandalen. Chikanen er nemlig et teoretisk problem, men et praktisk fatamorgana. Skandalen er, at medierne blindt genfortæller en halvbagt historie, som dens egen kilde – skoleinspektør Lise Egholm – derefter må dementere lodret, altimens politikere af enhver slags hyler op. Rasmus Jarlov ville for eksempel have palæstinenserne smidt ud af skolerne! Læs videre “En fis i en hornlygte”

Weekendavisen den 25. januar 2013.

Kommentar. Dansk tv-station var meget tæt på at afsløre engelsk fodbolds store whistleblower. Heldigvis lykkedes det ikke helt.

Der er altid en fløjteblæser på banen, når de engelske fodboldhold tørner sammen, men der er kun én ægte whistleblower i hele Premier League med tilliggende jorde. Han går under navnet The Secret Footballer. Under den byline har han gennem to år skrevet kontroversielle klummer i The Guardian om den professionel fodboldindustri bag facaden, og ingen har kunnet afsløre hans sande identitet. Men nu har en dansk tv-journalist trukket masken af ham. Måske. Læs videre “Det hemmelige indslag om den hemmelige fodboldspiller”

Korthuset. Hvad Dracula er for baby-sitting, er House of Cards for politikken, sagde en tidligere engelsk premierminister. Nu bringer streamingstationen Netflix den amerikanske udgave af serien om magt og manipulation til Danmark.

Jern og ild

De to amerikanske betalingskanaler Netflix og HBO er netop nu ved at presse sig ind på det nordiske tv-marked. Det vil ikke alene forandre vores fjernsynsvaner radikalt. Det vil også føre til nye, interessante udviklingssamarbejder mellem amerikanske og danske serieskabere.

Dét vender vi tilbage til, men først skal det handle om det splinternye tv-drama, som Netflix bruger som rambuk for at komme ind i vores stuer. For mens udbuddet af film bogstavelig talt er so last year, ligner Netflix’ første egenproducerede serie et regulært scoop.

House of Cards er et klassisk politisk Washington-drama fra korridorerne i The White House og Kongressen på Capitol Hill. Serien er et remake af en britisk tv-serie af samme navn, som BBC indspillede i 1990, baseret på det første bind i det centralt placerede britiske parlamentsmedlem Michael Dobbs’ romantrilogi House of Cards (1989), To Play the King (1992) og The Final Cut (1995), der oprindelig foregik i og omkring 10 Downing Street i 80’erne, hvor han var politisk rådgiver for premierminister Margaret Thatcher. Og romanen var inspireret af og løseligt baseret på udødelige magtdramaer som Shakespeares Macbeth og Richard III. Læs videre “Dobbs, Willimon, Fincher: House of Cards”

Anmeldelse i Weekendavisen den 18. januar 2013.

1999-2012. Jens Christian Grøndahl er mere etisk og æstetisk end politisk i ny opsamling af essays.

Ingen er mere fremmed end de andre

Da jeg i gamle dage var ansat i Dansk Flygtningehjælp, skulle jeg redigere en jubilæumsbog i anledning af organisationens 40-års jubilæum i 1996, og jeg bad Jens Christian Grøndahl om at skrive et bidrag.

Han sendte mig en interessant tekst under titlen ‘Vi er lige forskellige’, genoptrykt i essaysamlingen Night Mail (1998), hvor han blandt andet skrev om behovet for at udvikle en fælles politisk kultur, der ikke henter sin legitimering i nationalstatens etniske oprindelse. Han efterlyste i stedet en kultur, der hviler på erkendelsen af, at ingen er ens, og at alle har ret til at være lige forskellige.

Jeg kom til at tænke på Jens Christian Grøndahls refleksioner fra dengang, da jeg læste hans nye essaysamling, Den sibiriske måne. Her er nemlig en skildring af et møde med en australsk forfatter, der tænker i nøjagtig de samme baner om samfund og kultur. Læs videre “Jens Christian Grøndahl: Den sibiriske måne”

Anmeldelse i Weekendavisen den 18. januar 2013.

Blå Bog. 151 portrætter af fiktive personer er litterær læsning til lyst og lærdom.

Nora danser tarantella

De to betydningsfulde litterater Anne-Marie Mai og Erik Skyum-Nielsen, som begge findes i virkeligheden, har fået en fremragende idé – den er bare ikke deres egen.

Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer består – som titlen siger – af biografiske tekster om skikkelser som for eksempel Bilbo Sækker, Ditte Menneskebarn, Kaptajn Klo, Lady Macbeth, Erasmus Montanus, Pippi Langstrømpe og Lektor Blomme.

Ideen er så oplagt som litterær selskabsleg, at bogkoncepter af denne slags sandsynligvis findes i mange aftapninger verden over. Det er altså langt fra nogen unik idé, men det er dog heller ikke et plagiat. Det havde dog klædt redaktørerne at vedkende sig traditionen i det begejstrede forord, for eksempel kunne man lige for god ordens skyld have nævnt, at Jakob Stegelmann og de to forlæggere Ole Knudsen og Stig Andersen i 1998 udgav en med med identisk idé, Aschehougs Biografiske Leksikon. 399 kendte personer der aldrig har levet. Læs videre “Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer. Redigeret af Anne-Marie Mai & Erik Skyum-Nielsen”