Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer. Redigeret af Anne-Marie Mai & Erik Skyum-Nielsen

Anmeldelse i Weekendavisen den 18. januar 2013.

Blå Bog. 151 portrætter af fiktive personer er litterær læsning til lyst og lærdom.

Nora danser tarantella

De to betydningsfulde litterater Anne-Marie Mai og Erik Skyum-Nielsen, som begge findes i virkeligheden, har fået en fremragende idé – den er bare ikke deres egen.

Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer består – som titlen siger – af biografiske tekster om skikkelser som for eksempel Bilbo Sækker, Ditte Menneskebarn, Kaptajn Klo, Lady Macbeth, Erasmus Montanus, Pippi Langstrømpe og Lektor Blomme.

Ideen er så oplagt som litterær selskabsleg, at bogkoncepter af denne slags sandsynligvis findes i mange aftapninger verden over. Det er altså langt fra nogen unik idé, men det er dog heller ikke et plagiat. Det havde dog klædt redaktørerne at vedkende sig traditionen i det begejstrede forord, for eksempel kunne man lige for god ordens skyld have nævnt, at Jakob Stegelmann og de to forlæggere Ole Knudsen og Stig Andersen i 1998 udgav en med med identisk idé, Aschehougs Biografiske Leksikon. 399 kendte personer der aldrig har levet.

Men ok, der er naturligvis plads til flere bøger af samme slags, og mens Aschehoug-bogen havde et bredere, populærkulturelt fokus, er Den store karakterbog koncentreret om det rent litterære, ja spøgen er skrevet af lutter litterater (jeg savner ikke-fiktive biografier om forfatterne, bare tre linjer!) og oven i købet udgivet på et universitetsforlag. Dog er der adskillige overlaps i valget af biograferede, men det giver jo kun anledning til komparative studier udi, hvordan man skriver Blå Bog om fiktive personer.

Anne-Marie Mais og Erik Skyum-Nielsens karakterbog er utrolig underholdende og litterært oplysende. Teksterne varierer fra det studentikose og selvsmagende til det akademisk analyserende. Noget er skrevet – og læst – med lethed, andet fænger ikke lystlæseren, og må vente som reference til når anledningen opstår. Men så er teksterne også velanbragte i håndbiblioteket. Og så er der herligt ‘håndskrevne’ tekster om Sherlock Holmes dødsfjende Dean Moriarty og Anna Livia Plurabelle fra Finnegans Wake af Peter Laugesen!

Lektor ved Københavns Universitet og anmelder på Politiken Lilian Munk Rösing har blandt andet skrevet en skøn, løssluppen biografi om Nora fra Henrik Ibsens Et dukkehjem: “Nora danser tarantella,” skriver hun. Nora har overskud af energi, begær og drømmen om det vidunderlige, og Noras dans “går lige i pikken på ægtemanden, det går lige i pikken på Helmer.” Og så slutter Lilian Munk Rösing med en karakteristik af nutidens kvinder: “Nora danser tarantella. I dag går vi til zumba og salsa og tango og pole dance. Og længes stadig efter ‘det vidunderlige'”.

Redaktør Skyum-Nielsen bidrager med en helt håndfuld biografier, en af dem om Anna Terlow, måske bedre kendt som Anna (jeg) Anna, titelpersonen fra Klaus Rifbjergs roman af samme navn. Teksten begynder sådan her: “At forfatteren til Karakterbogen. Et virrehoveds notater mente at have monopol på titlen og derfor ikke kunne formås til at bidrage til nærværende skrift, skal ikke blokere for et portræt af noget i dansk litteratur så sjældent som en troværdig, helstøbt kvindelig jegfortæller skabt af en mandlig forfatter.”

Åh, intet er åbenbart for småt. Man mærker en vis bitterhed, et internt opgør i Andedammen, ikke sandt? Skyum kan ikke lægge skjul på sin ærgrelse over at Rif ikke har villet bidrage til de fiktive biografier, angiveligt fordi der er en titelkolission med en af hans egne essaybøger fra 1992! Nå, i 1998 ville han gerne bidrage til Aschehougs bog, hvor han skrev om Maren i Kæret.

Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer er skabt til lyst og lærdom, har fine illustrationer og føjer sig rigtig godt til enhver litteraturelskers bogsamling.

Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer. Redigeret af Anne-Marie Mai & Erik Skyum-Nielsen. 440 sider, ill. 350 kr. Århus Universitetsforlag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *