Børs og digital

Kommentar i Weekendavisen den 11. januar 2013.

Kommentar. Det ser ud til at Gyldendal forbereder ansættelsen af fremtidens forlagstyper.

I sidste uge fik vi læst og påskrevet af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen: “Tanken om, at vi alle fra København K over Vojens i syd til Frederikshavn i nord kan og skal leve af at være vidensarbejdere, er både et blændværk, uigennemtænkt og elitær.”

Sådan skrev hun sammen med tre direktører fra erhvervslivet i en kronik (Politiken den 4. januar), som ville gøre op med myten om, at vi danskere skal leve af kreativitet, ideer og innovation. Vi er ikke en nation af kreative Georg Gearløs’er, lød argumentet.

Samtidig kunne webmagasinet Søndag Aften vriste en nyhed ud af en rapport fra Danmarks Statistik, som viser, at faldet i beskæftigelsen er større indenfor kulturområdet, end det er for det øvrige arbejdsmarkedet. De senste tal siger, at kulturlivet mistede 4,1 % af sine beskæftigede fra 2008 til 2009 og 3,1 % fra 2009 til 2010. På arbejdsmarkedet i øvrigt var tallene 3,4 % og 1,9 %.

Og lige i halen på kronikken og statistikken kom så ugens ærgerlige nyhed, ikke fra Vojens eller Frederikshavn, men fra indbegrebet af København K. K som i Klareboderne:

Gyldendal fyrede atten medarbejdere, og yderligere syv fratræder efter nærmere aftale. Det meddelte forlagets adm. direktør Stig Andersen, som naturligvis kaldte opsigelserne for “rettidig omhu”, for alle topchefer elsker jo at rose sig selv til tonerne af Hr. Møllers forretningsmotto, og Gyldendal er jo også for bogbranchen, hvad Mærsk er for rederibranchen.

I fuld længde lyder skibsrederens gamle læresætning sådan her: “Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges”. Gyldendal nedlægger med andre ord de 25 stillinger nu, så man undgår at nedlægge endnu flere senere. Man afværger tab ved at nedbringe omkostninger, foretage driftmæssige effektiviseringer, lave en fleksibel omkostningsstruktur og fokusere og optimere virksomheden – som det hedder i den terminologi, der hører sig anledningen til.

Det er naturligvis modvilligt, at bogbranchens flagskib nu bidrager til faldet i beskæftigelsen indenfor kulturlivet. Men sagen er, at fremtidens forlagsforretninger ligger i den digitale verden, og derfor er det ikke svært at regne ud at Gyldendal ikke kan spare sig ud af krisen, men er nødt til at investere og udvikle nye produkter (jo, bøger er også produkter), som folk gider at købe. Og derfor må man som forlag også investere i medarbejdere med digital viden. Man er altså ikke kun ved at reducere medarbejderstaben. Man er nok i højere grad ved at forberede en udskiftning af redaktører og marketingfolk af den gamle skole med en ny generation af forlagstyper.

Alle forlagsfolk blevet opflasket med et klassisk citat fra den norske forlægger Harald Grieg, der ledede Norsk Gyldendal efter løsrivelsen fra det danske moderforlag i 1922: “Forlag er både børs og katedral”, altså forretning og ånd. Nu til dags handler citatet snarere om Børs og Digital, for Katedralen skal kunne eksistere på Børsens vilkår, og selv litterære skønånder må acceptere den kapitalistiske markedslogik og tjene ind på gyngerne, hvad de har mistet på karussellen. Og markedet ligger tilsyneladende ikke i den traditionelle bog.

Guderne skal da ellers vide, at Gyldendal har taget en ordentlig tur i gyngerne for at kompensere for karussellerne, oven i købet ikke kun ved at plukke lavthængende frugter på krimitræerne (pseudonymægteparret Kepler), nej man har også samlet nedfaldsfrugt op (søskendeparret Hammer), og det kan sagtens være at den slags er med til at finansiere digtsamlinger, men det er ikke noget der redder omsætningen. Og man må konstatere, at sæsonens kommercielle hits som Jussi Adler Olsen og Fifty Shades of Grey bor hos andre forlag.

Fyringerne på Gyldendal er forudsigelige nok i en branche under store forandringer, og man kan jo – tidernes almindelige ugunst taget i betragtning – være lidt ligeglad med, at der nu er en lille håndfuld arbejdsløse vidensarbejdere fra København K mere, når nu det alligevel ikke er dem, der skal holde Danmark i gang, hvis man skal tro Mette Frederiksen. Som hun skrev i sin kronik, er det ikke alle, der har lyst til at tage en længerevarende uddannelse, og mange danskere lever et godt og spændende liv ved at gå på arbejde hver dag for at skabe noget med deres hænder. Derfor vil Mette Frederiksen have en ligeså anerkendende kultur over for ham, der kører truck iført blå overalls på en fabrik, som over for hende, der arbejder med kulturformidling på kontor.

Helt enig! Sagen er bare, at de fyrede kulturformidlere fra Klareboderne ikke finder nye jobs i produktionen, og ministeren hjælper ikke de blå overalls ved at lægge afstand til Georg Gearløs. Også kulturformidlerne skal jo gerne i arbejde igen, og deres arbejdsmark er jo netop det kulturliv, som procentuelt bløder flere arbejdspladser end arbejdsmarkedet i øvrigt.

For hver kulturformidler, der mister sit job, opstår en kulturformidler der arbejder freelance. Sådan har det altid været i pressen, og sådan er det ved at blive i forlagsbranchen, som deler strukturproblemer med aviserne, og fyringerne på forlagene skaber endnu flere kulturelle løsarbejdere, som vil forsøge at skaffe sig opgaver hist og pist for at leve som selvstændige.

På den måde får kulturformidlerne, herunder forlagsredaktørerne, mere og mere til fælles med kunstnerne, for eksempel forfatterne. De er jo oftest per definition intellektuelle løsarbejdere eller selvstændige (og kun én har en omsætning som Jussi, og det er Jussi!), men de har altid været vant til at arbejde sammen med en fastansat redaktør på forlaget. Men hvad nu, når flere redaktører bliver freelancere, der kan arbejde for konkurrerende forlæggere og selvudgivelsesmulighederne samtidig bliver bedre og bedre – hvor ligger forfatterens loyalitet så?

Uanset hvor meget forlagene skal udvikle nye produkter, er forfatterne jo stadig de eneste leverandører af råstoffet – fortællinger, viden, holdning, sprog. Og redaktøren er forfatterens nødvendige partner, som kan forløse litteraturen. Forlagskrisen rummer derfor også muligheder for iværksættere og litterære freelanceredaktører. Det digitale er ikke et magisk trylleord, for der skal jo først være noget at digitalisere, altså litteratur. Litteraturen kræver redatører. Og set ud fra et forfattersynspunkt er ikke forlag ikke bedre, end de redaktører det har ansat.