Anmeldelse i Weekendavisen den 4. januar 2013.
Dick Diver. F. Scott Fitzgeralds store undergangs- og forfaldshistorie om mistet uskyld og afblomstret ungdom.
Bohemian Rhapsody
Han hedder Dick Diver, den ulyksaglige psykiater fra F. Scott Fitzgeralds legendarisk roman, Blid er natten, og han har ikke så lidt endda til fælles med Don Draper, den karismatiske og inderligt uheldsvangre reklamemand fra den nyklassiske tv-dramaserie Mad Men.
Diver og Draper er gjort af det samme stof. Ja, jeg er sikker på, at tv-seriens manuskriptforfatter Matthew Weiner ikke kunne have skabt sin karakter, hvis ikke han kendte hovedpersonen i Tender is the Night. Og jeg er sikker på, at DD-alliterationen i navnet er en respektfuld kollegial hilsen fra Weiner til Scott Fitzgerald.
Mens Don Drapers navn antyder at han skjuler (draperer) sig som en den identitetstyv, han er, fortæller Dick Divers navn, at han dykker – ned mod bunden af en flaske, alkoholiseret som forfatteren selv. Den vemodige roman, der udkom i 1934, ni år efter Den store Gatsby, er nemlig endnu en undergangs- og forfaldshistorie om mistet uskyld og afblomstret ungdom.
Tender is the night (titlen er hentet fra en strofe fra Keats’ Ode to a Nightingale) udkom som føljetonroman i USA i 1934. Den blev hurtigt kendt som F. Scott Fitzgeralds selvbiografiske roman, hvor The Divers på mange måder er inspireret af glamourægteparret Gerald og Sarah Murphy, der i 1920’erne holdt hof ved den franske riviera for en række livsnydere og kunstnere fra The Lost Generation, udover Scott og Zelda talte kredsen myteomspundne folk som Ernest Hemingway, John Dos Passos, Cole Porter, Dorothy Parker og Pablo Picasso.
Blid er natten foregår i 1920’erne og er historien om den dygtige psykiater Dick Diver, der gifter sig med en ung, smuk og yderst velhavende patient fra overklassen, Nicole, hvis mentale problemer kan føres tilbage til morens død og opvæksten med faren, hvis kærlighed kammede over i incest. Dick og Nicole slå sig ned ved den franske riviera, hvor en koloni af rige amerikanere dyrker et nydelsessygt liv i en fortsættelse af evighedsfesten fra Den store Gatsby, hvor champagnen flød og charlstonmusikken strømmede ud af grammofonerne.
Da romanen åbner, møder vi den purunge og uskyldige Rosemary Hoyt, der som 18-årig netop har fejret store triumfer i Hollywood-filmen Daddy’s Girl. Hun forelsker sig stormende i Dick, og fden slags fejlanbragt kærlighed har naturligvis sin pris. Men det har ægteskabet mellem den talentfulde læge og den hovedrige patient også.
Udadtil har disse expats intet at bekymre sig om, men under overfladen lurer forstillelsen, længslerne, desperationen, volden og – senere – Nicoles psykiske sygdom og Dicks tiltagende alkoholisme. Snart begynder det at slå revner i vennekredsen, stærkt varslet af en fatal episode, hvor en fyr ved navn Abe North beder om Dicks hjælp med at skjule en neger, som har udpeget en anden neger, der har stjålet penge fra Abe. De skjuler manden på hotellet, men pludselig finder de ham dræbt på Rosemarys seng, og Dick forsøger at skaffe liget og de blodige lagner af vejen. Det skal vise sig at være skæbnesvangert for Nicoles spinkle sind.
F. Scott Fitzgerald var lovlig godt bekendt med bohemetilværelsens skjulte vanskeligheder og vrangsider fra sit ægteskab med Zelda, der led af skizofreni. Under arbejdet med romanen – der i lange nøglepassager trækker på forfatterens privatliv – blev Zelda mere og mere syg, hendes hospitalsophold tærede på økonomien, og mens Scott både sloges med konens sygdom og en kunstnerisk krise, søgte han tilflugt på bunden af whiskyflaskerne. Men han havde nærvær nok til at dele sin egen alkoholisme med Dick Diver.
Romanen findes i to udgaver: den som Scott Fitzgerald selv udgav med en brudt kronologi, og så en revideret version, hvor tidsforløbet er lineært. Den danske udgave er heldigvis loyal overfor forfatterens oprindelige udgave, ligesom omslaget er et genoptryk af førsteudgavens smukke illustration af Edward Shentons franske rivieramotiv, ikke at forglemme den ekstremt stemningsfulde og skarpt radierende vignet på titelbladet, hvor en kvinde i silhuet skærmer sig mod solen, der afløser den blide nat med sine ubønhørlige lysstråler.
I 1954 kom den første danske oversættelse ved Elsa Gress og Helga Vang Lauridsen som Natten er blid. Nyoversættelse har justeret lidt på titlen: Blid er natten. Det virker ikke bare som en overflødig forandring, men også som en altmodisch forværring af en fremragende titel. Det er Viggo Hjørnager Pedersen, der står bag den nye oversættelse, og han sjusker ofte, for eksempel når Napoli hedder Neapel og der bliver efterladt en note i stedet for en seddel. Man forventer mere omhu i detaljen af en oversætter, der er ekstern lektor på Københavns Universitet, hvor han underviser i litterær oversættelse og oversættelsesteori.
Blid er natten storartet læsning, en suveræn roman, en bohemernes rhapsody. Og midt i evighedsfestens opløsning, er det vigtigt at huske, at F. Scott Fitzgerald lader Dicks deroute slutte på en måde, der er forbløffende – blid.
F. Scott Fitzgerald: Blid er natten. Oversat af Viggo Hjørnager Pedersen. 413 sider, 299 kr. Rosenkilde & Bahnhof.