Nina Christensen: Videbegær. Oplysning børnelitteratur, dannelse

Artikel i Weekendavisens Ideer den 4. januar 2013.

Før Andersen. Nutidens børnelitteratur er formet efter idealer fra Oplysningstiden. Det handler om dannelse.

Det videbegærlige barn

Da en hidtil ukendt tekst af H.C. Andersen (hvis den da var af ham!) for nylig dukkede op i en arkivkasse på Fyn, gik medierne amok. Selvom der i bedste fald er tale om en afskrift af meget unge Hans Christians meget spæde stiløvelse, ville begejstringen ingen ende tage. Fundet af noget gammelt nyt fra eventyrdigterens ungdomshånd er nemlig en sensation. Også selvom det er en nok så insignifikant tekst. Det er som om, der bliver finjusteret på tidsregningen. Før Andersen der jo ingen fri litteratur for børn.

Eller hvad? Hvis man spørger Nina Christensen, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, og leder af Center for Børnelitteratur, ser situationen noget mere nuanceret ud. Hun har påtaget sig den utaknemmelige opgave, at oplyse os om Oplysningen og den børnelitteratur, der opstod omkring 1750, altså længe før Andersen blev født i den fattige skomagerrønne i Odense, længe før han begyndte at digte om tællelys og tinsoldater og længe før han i 1835 debuterede med Eventyr, fortalte for Børn, som ellers er kendt for at gøre tekster til kunst og befri børnebogen fra den opdragende og moraliserende katekismuslitteratur.

I sin nye bog, Videbegær, oplysning, børnelitteratur, dannelse, viser Nina Christensen, hvordan børn rent faktisk blev taget alvorligt som selvstændige individer og læsere sådan cirka midt i den europæiske åndsepoke, vi kender som Oplysningstiden.
Midt i 1700-tallet bryder den tanke nemlig igennem, at også børn kan danne og udvikle sig selv i mødet med litteraturen. Børn har, i lighed med voksne, brug for fortællinger, der kan tilfredsstille deres begær efter viden og behov for æstetik.

Nina Christensen skriver, at H.C. Andersens eventyr banede vejen for en forestilling om, at børnelitteratur kan opdeles i to hovedkategorier: på den ene side de moralske, pædagogiske og opdragende værker, på den anden side de æstetiske og kunstneriske værker.

Den inddeling – og debatten om den – findes på mange måder endnu i dag. Er børnelitteratur kunst? Skal børnebøger være opdragende? Og kan børnebogsforfatterne og illustratorerne tillade sig at fortælle historier om livets utrygge skyggesider?

Den slags spørgsmål, skriver Nina Christensen, kan knyttes til forestillingen om, at god børnelitteratur ene og alene er fantasifulde, muntre historier fortalt til et individ med poetisk sensibilitet. Underforstået: Man skal tage hensyn til barnet.

Nina Christensen afviser ikke denne opfattelse af, hvad børnelitteratur kan være, men hun peger på, at den er andet og mere. Børnelitteraturen kan nemlig også tage udgangspunkt i det
videbegærlige barn, der er modtageligt for æstetiske udtryk.

Den børnelitteratur, der skrives i dag, rummer naturligvis bøger, der kan placeres i begge kategorier, og i det børnelitterære miljø er der løbende debat om, hvor grænsen for uhyggen går. Og det er ikke blod og splatter, der er til diskussion. Det er snarere norske Stian Holes billedbogstrilogi om drengen Garmanns utryghed, tvivl og angst. Serien udfordrer i meget høj grad børnenes moral og modenhed, og de fantastiske illustrationer giver stort æstetisk udbytte – der er altså tale om en moderne børnelitteratur, der er formet efter Oplysningens idealer.

I sin analyse af børnelitteraturens rødder i oplysningsidealerne støtter Nina Christensen sig til den bulgarsk-franske filosof Tzvetan Todorov, der ridser tre kendetegn ved oplysningstiden op: autonomi, humanisme og universalitet – tre fundamentale begreber, som også giver mening i analysen af børnelitteraturens udvikling frem til i dag.

Mennesket er et autonomt fornuftvæsen, der gør sig sine egne erfaringer og er herre over sin egen skæbne. I erkendelse af, at der ikke er nogen Gud, der bestemmer over vores liv, vender oplysningsmennesket sin opmærksomhed mod livet på jorden og ikke det hinsides – som Tzvetan Todorov formulerer det: “Stræben efter lykke erstatter stræben efter frelse.” Og endelig er vi alle borgere i den samme verden, og derfor født med lige rettigheder.

Disse oplysningsidealer fra midten af 1700-tallet sætte naturligvis også deres præg på epokens litteratur for børn, som ganske vist endnu ikke var frisat af H.C. Andersens nybrydende kunsteventyr, men dog præget af tidens prædagoger, for eksempel Johann Bernhard Basedow, der i 1770’erne arbejede på en pædagogik med undgangspunkt i den barlige nysgerrigehed. Barnets behov for viden skulle stimuleres, og derfor var der brug for en ny type litteratur.

Selv udgav J.B. Basedow Elementarbuch, som bestod af en tekstsamling om opdragelse henvendt til forældrene, og et encyklopædisk billedbind, som skulle stimulere til samtale mellem de voksne og de videbegærlige børn. En ny, ikke-religiøs litteratur til gavn og glæde opstod.

Der var altså en tid med en frisat børnelitteratur før Andersen. I det hele taget gør Nina Christensen op med det traditionelle syn på forholdet mellem den didaktiske og pædagogiske litteratur på den ene side og den mere æstetiske litteratur på den anden side. Børnelitteraturen har altid appelleret til refleksion, og deri ligger en etisk dimension, mener hun.

Litteratur for børn skildrer – i lighed med litteratur for voksne – fiktive karakterers udviklingsforløb, og her kommer dannelsen gennem mødet med bøgerne så ind i billedet. For børnenes litteratur er skildringen af dannelsprocesserne blot mere påfaldende, fordi børn selv er midt i store forandringer, både biologisk, mentalt og følelsesmæssigt.

I 1777 udgav redaktør og forfatter Hans Holck en historiesamling med tekster, som var indhentet i Tyskland, Frankrig og England. Simon og Wilhelm, hed den, og undertitlen forkyndte: Historier for Børn, indeholdende adskillige læseværdige Handlinger som paa en fornøielig Maade danner det unge Hierte til at antage Dyds og Sædeligheds Præg.

Historierne skulle altså være dannende og normgivende for de unge læsere, og en af teksterne handler om, hvordan drengene bliver advaret mod for meget slikspisning. Den ene dreng lytter og tager ved lære, den anden gør ikke, og dør derfor “i sin blomstrende Alder af en smertefuld Sygdom, og af ingen beklaget.”

I 2010 – 233 år senere – udsender forfatteren Hans Otto Jørgensen så en samling prosafortællinger for børn, Vand, blod, tis og maskiner. Også den har en undertitel, der giver en klar indikation om, hvad bogen rummer: Ulykkeshistorier for børn. Helt bevidst repeterer forfatteren en genrebetegnelse, som blomstrede i anden halvdel af 1700-tallet, og skønt hans fortællinger om en drengs opvækst på landet engang i 1960’erne ikke er moraliserende overfor ‘det unge Hierte’, skildrer de en række dyrt betalte livserfaringer, som drengen høster. Og læseren får indtryk af, hvad det er der udvikler, modner og danner et menneske.

Til sidst må vi lige have med, at Videbegær, oplysning børnelitteratur, dannelse også rummer en analyse af den slags tekster for børn, som ikke er skrevet til bøger, men til aviser – og her slår Nina Christensen fast, at Weekendavisens sektion Faktisk på mange måder ligger meget tæt op ad de teksttyper for børn, som blev udviklet i midten af 1700-tallet. Om Faktisk skriver hun, at sektionen nok ikke forsøger at opdrage børn, men dog præsenterer et meget specifikt syn på, hvilken borger og hvilket individ barnet ønskes dannet eller socialiseret til, nemlig borger i nationen og borger i verden – og verdensborgerperspektivet er vigtigere end det nationale.

Nina Christensens ‘Videbegær. Oplysning børnelitteratur, dannelse’ er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.