Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 5. december 2014.

Kommentar. Når det eneste, der kan bevises er, at intet kan bevises, er den sigtede så renset? Nej.

“Peter Arnfeldt er hermed renset for anklagen mod ham. Tilbage står, at der er sket en forbrydelse, og at det desværre ikke er lykkedes at opklare den.”

Sådan sagde politidirektør Thorkild Fogde i en resigneret pressemeddelelse, som Københavns Politi sendte ud i mandags. Men har politidirektøren ret? Er Peter Arnfeldt virkelig en renset mand, når nu lækagesigtelsen mod ham frafalder?

Svaret er nej. Den forhenværende skatteministers forhenværende særlige rådgiver er jo ikke frikendt. Anklagemyndigheden har blot konstateret, at den ikke kan bevise noget imod ham, og derfor har de opgivet straffesagen. Han er altså ikke bevist uskyldig, han er blot ikke-bevist skyldig. Læs videre “Rigtig ærgerligt”

Weekendavisen den 28. november 2014.

Nuuk Sapiens. Niviaq Korneliussens debuterer med et eksemplarisk ueksemplarisk strømmende sprog.

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne. 184 sider. 249 kr. Milik Publishing.

Jeg er enig med Jes Stein Pedersen, der i sidste uge i Politiken udtrykte en vis ærgrelse over, at Niviaq Korneliussens sorte og skarpe debutroman om grønlandsk ungdom, er forsynet med et et forord af forfatteren Mette Moestrup i den danske udgave.

Naturligvis mener forordforfatteren det kun godt, når hun omhyggeligt skriver, at Niviaq Korneliussen (f. 1990) varsler et generationsskifte inden for grønlandsk romankunst og samtidig blive en markant stemme i ny, dansk litteratur. Men HOMO sapienne skal – og kan – klare sig uden en nok så velmenende introduktion. Hvem ville måske finde på at skrive et forord om en ganske almindelig dansk debutants potentiale? Nej vel? Hvorfor så i en grønlandsk roman, som ikke engang er oversat, men genskrevet til dansk af forfatteren selv? Gid Mette Moestrup, der har fungeret som mentor for debutanten, havde bragt sine forudsigelser alle andre steder, end i romanens forord. Læs videre “Osovider osovider osovider”

Weekendavisen den 28. november 2014.

Kommentar. Nu vil også bogfolket mingle på den røde løber i gallatøj og med champagne.
 
For halvandet års tid siden var jeg til tegneseriebranchens uddeling af Pingprisen. Kollega Bukdahl skulle som et af årets jurymedlemmer motivere valget af en vinder, og han benyttede også lige lejligheden til at hylde det cool arrangement, som tegneseriefolkene havde stablet på benene i Lille Vega (og jo, der var stil og stemning over det hele, og det er ikke kun noget, jeg mener, fordi min søn var en af arrangørerne). Hvorfor, sagde Bukdahl, har vi ikke sådan nogle prisfester i bogbranchen?
              
Håb forude, Lars! Eller… Nok ikke… Men noget er på vej. Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby, har nemlig påtaget sig rollen som bogbranchens nye ceremonimester. Til branchebladet Bogmarkedet.dk siger han, at der vil være rød løber, champagne og galla med mindst ti prisuddelinger til forfattere, oversættere, illustratorer, redaktører og boghandlere, når dørene den 29. maj 2015 slås op til det, der allerede er blevet navngivet Blixen-prisfesten – uden at have noget med Blixen at gøre. Læs videre “Danish Book Awards…”

Weekendavisen den 21. november 2014.

Skrift og drift. Skrivningen som narkomani er det mest besættende træk ved Horace Engdahls essays.

Den absolutte forfatter

Hvis en forfatter er lige så afhængig af at skrive, som en narkoman er af at fixe, er forfatteren ikke bare forfatter, men grafoman. Eller som den svenske litterat Horace Engdahl definerer det i Arret efter drømmen: “Det er et menneske, hvis liv beslaglægges af skriftens fordring, som hverken har afslutning eller definitive resultater, og hvis værk er ruinen af en uigennemførlig stræben.”

Hvor uhyggeligt, hvor fascinerende. Horace Engdahl (f. 1948) citerer den italienske psykiater og retsmediciner Cesare Lombrose, der omkring 1880 diagnostiserede grafomanen som en psykotisk person, der skjuler sit vanvid gennem at skrive, og han konstaterer nøgternt, at det af og til kan være svært at skelne grafomaner fra rigtige forfattere. Alligevel – eller måske snarere: netop derfor – forsøger Horace Engdahl at forvandle betegnelsen fra en negativ diagnose til et nyttigt begreb, og han prøver at se grafomanen, denne sørgerlige misbruger, som et skriftbesat menneske, som han kalder ‘den absolutte forfatter’. Læs videre “Horace Engdahl: Arret efter drømmen”

Weekendavisen den 21. november 2014.

Begær. Hun vil have sex. Han vil holde i hånd. Hanne Ørstavik suggestive prosa er æstetisk, men lovlig manieret.

Det norske forfatterikon Hanne Ørstaviks Der findes en stor åben plads i Bordeaux er udenfor diskussion en rig roman, dybsindigt velskreven og generøs i sin tvetydighed. Men romanen er samtidig i al sin stilistiske finhed – formfuldendt fordansket af Karen Fastrup – en lige lovlig manieret meditation over noget så velbeskrevet og universelt som ugengældt passion og begær.

Ruth er en snart midaldrende kvindelige kunstner, alenemor til en pige på 16. I et tidsskrift læser hun en akademisk artikel af en kunsthistoriker, Johannes, og hun sender ham en en sms: ‘Vil du møde mig?’. Det vil han gerne, og inden længe er de to kærester. Men forholdet lever ikke op til Ruths forventninger og behov. Hun vil have sex, men han vil bare holde i hånd. Han kan da godt tage hende bagfra indover spisebordet, oven i købet analt, men han gør det halvhjertet – her kan man tale om coitus interuptus. Læs videre “En rapport fra henrettelsespladsen”