Det bliver godt igen

Weekendavisen den 29. januar 2020.

Essay. Den 1. februar er etårsdagen for coronas ankomst i dansk litteratur.

Bedst som Kjell Westö lagde sidste hånd på samtidsromanen Tritonus, brød coronakrisen løs, og den finske forfatter indså, at han var nødt til at foretage visse justeringer. En romanhandling kan ikke udspille i 2020 uden at tage højde for den verdensforandrende syge.

Uden at ændre i romanens plot flyttede Kjell Westö sin historie til en nutidsnær fremtid, måske om et år eller to. Han tilføjede en række subtile og diskrete henvisninger til corona, første gang i en passage, hvor Thomas Brander – en berømt dirigent i både kunstnerisk og privat midtlivskrise – tænker tilbage på et terrorangreb, han overlevede i lufthavnen i Bruxelles nogle år tidligere:

”Og det var der, i det grå øjeblik hvor han var løbet tilstrækkelig langt væk fra lufthavnsområdet og den ødelagte afgangshal, tilstrækkelig langt til at føle sig sikker på at de ikke ville nå ham, og på at han ikke skulle dø, i hvert fald ikke den her gang, det var allerede på det tidspunkt, længe inden pandemien, at han besluttede at han ville sætte tempoet ned…” Continue reading “Det bliver godt igen”

Liva på gikkengakken

Weekendavisen den 15. januar 2021

Livsrevy. Liva Weels dagbøger er kildemateriale for en ny biografi. Det ville have været et scoop, hvis de havde været mere interessante, end som så.

Janni Andreassen: Liva Weel. Et liv à la carte. 416 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

For en biografiforfatter er gamle notesbøger, der kan kaste lys over den biograferedes liv og tanker, naturligvis gefundenes fressen, og Janni Andreassen må have slikket sig om munden, da hun som den første fik adgang til alle Liva Weels dagbøger 1917-51. Men med Liva Weel. Et liv à la carte får vi ikke for alvor gris på gaflen.

Olivia Marie Olsen blev født nytårsaften 1897 i Mysundegade, Vesterbro, Københavns nye arbejderkvarter. Det nye fornavn fandt søsteren på, efternavnet giftede hun sig til, og under navnet Liva Weel udviklede hun sig til den store revylegende, som vi endnu i dag husker for samarbejdet med den brillante viseforfatter PH. Continue reading “Liva på gikkengakken”

Sindets gift

Weekendavisen den 15. januar 2021

Maskefald. Steffen Jacobsen lader lyset vinde i mørk roman, hvor en irrationel desperado afdækker familiens tabuer.

Steffen Jacobsen: Detox. 232 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.

Genreforfatteren Steffen Jacobsen forlader (for en stund) spændingslitteraturen, men med sin nye roman fastholder han underligt nok den hårdtpumpede, amerikaniserede titelstil, som netop signalerer thriller. Hans seneste to romaner hed Ghostwriter og Proxy, og den nye roman hedder Detox. Man skulle jo tro, at de var nærtbeslægtede. Men tingene er jo ikke altid, hvad de giver sig ud for at være. Det gælder både for titler og familier, og dermed er vi dybt nede i romanens materie. Continue reading “Sindets gift”

En åben afkrog i et lukket hjerte

Weekendavisen den 8. januar 2021

Trilogi. Den svenske supersucces om Jana Kippo er fuld af action og seksuel og religiøs fortræd. Men tung og træls.

Karin Smirnoff: Jeg tog ned til bror. 336 sider, 300 kr. og Vi tog op med mor. 384 sider, 300 kr. Begge oversat af Birgitte Steffen Nielsen. C&K Politikens Forlag.

Ved en af litteraturens uforudsigelige lunefuldheder er den debuterende forfatter Karin Smirnoffs tre romaner om Jana Kippo fra Smalånger – Jeg tog ned til bror (2018), Vi tog op med mor (2019) og Sen for jag hem (2020), som endnu ikke er oversat til dansk – blevet en stormende supersucces i Sverige med et salg på over en halv million bøger. Continue reading “En åben afkrog i et lukket hjerte”

Hvid mand, sort mand

Weekendavisen den 23. december 2020

Kommentar. I identitetspolitikkens og billedstormens tid er skrivning blevet en gang på æggeskaller.

Hvis man føler sig desorienteret i ellers kendt terræn, er det så kortet eller landskabet, der er noget galt med?

For godt og vel tyve år siden udgav jeg en bog med et essay, ‘De sorte børn findes’. Det handlede om fremstillingen af sorte mennesker i Egon Mathiesens mesterlige billedbøger og i sangbogen Lystige viser for børn. Dengang – i de gode gamle kulturradikale 30’ere, 40’ere og 50’ere – optrådte det, man i dag kalder N-ordet, fuldkommen naturligt og konfliktfrit i sproget.

Da jeg begyndte på mit essay, vel engang sidst i 90’erne, var ordet neger allerede ved at være problematisk. Så gik der to årtier, og i dag lever og skriver vi i et helt og aldeles forandret sproglandskab, hvor Pippis far er blevet sydhavskonge i stedet for negerkonge og Halfdans børnedigte også findes i en renset udgave uden N-ordet. Continue reading “Hvid mand, sort mand”