Originalen Otto

Weekendavisen den 31. juli 2020

Hovedstadsfloden mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen har oprindeligt stilfulde navne som Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade, men gadeforløbet kendes som Strøget. Engang et stilfuldt sted, nu noget skrammel. Men her huserede en af byens store originaler i 60’erne og et stykke ind i 70’erne, Otto Sigvaldi (1943-2015), som promenerede barnevogn og promoverede børnedigte, iført hippieuniform med striktrøje og rulamspels eller en farverig papegøjedragt eller græsplænedragt (designet af hans kone, Kirsten Dehlholms senere kendt fra sceneeksperimenterne i Billedstofteatret og Hotel Pro Forma). Måske var Sigvaldi en fantast og en drømmer, som var der og så forsvandt. Men han udgav både Onkel Danny’s dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks (1973) og bladet ‘Hindbærbrus og kragetæer’, hvor han såede et frø med betydning for vor tids litteratur. I 1970 debuterede nemlig en 13-årig dreng fra St. Heddinge med både digte og noveller i bladet. Emnet for digtet ‘Kærlighedsleg’ virker lovlig avanceret for en dreng på 13, og læst med nutidens briller, er det faktisk problematisk, sådan som det spekulerer i accept uden samtykke, hør bare: ”Venus har en skøn bag det/ har du også,/ må jeg røre ved den?/ Ja, det må jeg vist godt,/ nu gør jeg det./ Du har nogle brede hofter/ kan man hænge på dem?/ nej, det går nok ikke men/ hvad med skulderen?/ Jeg kan se alle årer i/ din hals/ de er bløde/ er dine bryster også det?/ Nu skal vi to rigtig elske –/ du svarer ikke/ det betyder nok ja/ vil jeg tro.” Den 13-årige forfatters navn? Søren Ulrik Thomsen, såmænd.

NB: På Otto Sigvaldis græsplanedragt hænger et skilt: Sødm. Det var titlen på hans og Anders Wirths ordløse bog med billeder fra Strøget, også kaldet ”det syvende nummer af tidsskriftet Kvidens Tinder”.

Mindesteder

Weekendavisen den 24. juli 2020

Der er to særdeles gode litterære grunde til at lægge en sommertur forbi den smukke park bag Sorgenfri Slot i Lyngby, et hurtigt, nordligt smut fra København. Her kan man se en elegant stensætning med mindebænk for forfatteren Viggo Stuckenberg, der boede i en af parkens boliger sammen med sin Ingeborg, som Sophus Claussen sværmede for. Mindebænken bærer Viggos smukke digt: ”Thi to, som elsker hinanden,/ kan volde hinanden mer’ ondt/ end alle de argeste fjender,/ som hævner sig jorden rundt.” Med til historien hører, at Viggo snød Ingeborg, de havde skrevet en roman sammen, men den udkom kun med hans navn på. Efter en bitter skilsmisse slog Ingeborg sig sammen med slotsgartneren og flygtede til New Zealand, hvor hun skød sig selv efter et inderligt mislykket eventyr som fåreavler, ak ja. Men forfatter var hun også, overset i sin samtid, genopdaget for få år siden. Lidt længere henne ad parkstien står en lille bautasten til ære for kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche, der er en af de andre glemte kvindelige forfattere, som nok fortjener at blive genopdaget. Hun skrev store slægtskrøniker i romanform, blandt andet det selvbiografiske trebindsværk Tempeltjenere (1926-28), hvor bind to skildrer Stuckenbergernes stormfulde ægteskab. Gyrithe Lemche spillede en afgørende rolle som leder og redaktør i Dansk Kvindesamfund og politisk emancipationsagitator under kampen for kvinders valgret. Stenen i slotsparken bærer inskriptionen: ”GYRITHE LEMCHE/ FORFATTER/ KVINDESAGENS FORKÆMPER 1866-1945/ HELLIG GRAL I KVINDEHÆNDER/ LYS FOR HJERTERNE SOM BRÆNDER/ REJST AF VENNER OG BEUNDRERE.” De to mindesteder kan beses i parken. Her ser vi Gyrithe Lemche i bogligt selskab.

NB: Gyrithe Lemche holder ikke en af sine egne bøger i hånden, men Thit Jensens historiske roman Jørgen Lykke. Holger Damgaards portræt findes i Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Hvid skrøbelighed

Weekendavisen den 24. juli 2020

Kommentar. Hvad vil det sige, når digteren Aaiún Nin, som er asylsøger, sort og lesbisk, siger, at vi danskere skal lære at eksistere i vores ubehag?

Ved Black Live Matters-demonstrationen foran den amerikanske ambassade i København den 7. juni, trådte den angolanske digter Aaiún Nin frem på scenen foran de 15.000 antiracistiske demonstranter og proklamerede: ”Jeg er asylsøger, sort og lesbisk…”

Da jeg læste om det, ringede en klokke. Jeg kom til at tænke på det berømte sprogmøde for modersmålets bevarelse på Skamlingsbanken den 4. juli 1844, hvor forfatteren M.A. Goldschmidt på talerstolen foran de 9.000 dansksindede deltagere og råbte: ”Hvad vil jeg, en jøde, iblandt jer?” Continue reading “Hvid skrøbelighed”

Din sorte broder

Weekendavisen den 24. juli 2020

I 1956 udgav Politikens Forlag en lille munter bog, Lystige viser for børn. Udvalget var ifølge forordet betroet en børnehavelærerinde, en sang- og musiklærer og en småbørnspædagog, der nøje havde overvejet de enkelte viser. Var de sangbare? Var de tidssvarende?

Bogen blev en gedigen succes, der udkom i flere oplag, i alt 100.000 eksemplarer. Ti år efter sammensatte forlaget endnu et sangbind, og Lystige viser for børn I-II var i mange år derefter en slags børneværelsernes svar på Højskolesangbogen, en elsket og kanoniseret samling af hyggelige og opbyggelige sange og sanglege. Continue reading “Din sorte broder”

Alma Dahlerup og Andersens ælling

Weekendavisen den 17. juli 2020

H.C. Andersen – den mand, som alle børn kender – har siddet på sin plads i Central Park, New York, siden 1955, da billedhuggeren George Lobers bronzestatue blev afsløret i anledning af 150-året for digterens fødsel. Initiativet kom fra baronesse Alma Dahlerup (1874-1969), præsident for den Dansk-Amerikanske Kvindeforening i New York, passioneret formidler af H.C. Andersens litteratur i USA, og arrangør af en indsamling blandt danske og amerikanske skolebørn til finansiering af statuen. Hendes liv begyndte ellers mere sagtmodigt i det, som Dansk kvindebiografisk leksikon kalder ”et småborgerligt hjem i Randers”, hvor faren var telegrafist og moren var kransebinder, og hvor søsteren var ingen ringere end den senere så betydningsfulde – derefter glemte og nu retfærdigt genopdagede – forfatter Karin Michaëlis. Værd at nævne er også Alma Dahlerups arbejde for den danske kolonihavekultur ved Verdensudstillingen i New York (1939). Fotoet her stammer fra 1960, hvor Frederik IX og Dronning Ingrid har lagt vejen forbi Central Park, ledsaget af Victor Borge, der giver Andersen en hjælpende hånd som oplæser for søde børn i flere farver. I denne ikonoklastiske tid må vi håbe, at statuen får lov at stå i fred, selvom H.C. Andersen uden blusel brugte ordet n****, for eksempel i gysereventyret Skyggen og i den spøjse ABC-bogen. Men han kunne også finde på at bruge ord som ”morian” (Den Danske Ordbog: Via nedertysk ‘morian, mor, neger’ fra latin mauritanus ‘person fra (oldtidens) Mauretania’, afledt af maurus ‘maurer, neger’), og i Mit Livs Eventyr (1855) falder han sprogligt set ind i vores nutid, når han om sig selv skriver, at ”jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, hvem Ingen vil kjøbe” – hvilket jo i sig selv er en frygtindgydende sætning.

NB: ”It was beautiful in the country. It was summer…” H.C. Andersens bog er – naturligvis – slået op på The ugly Duckling. Der er oplæsning ved statuen hver lørdag kl. 11 i sommermånederne (måske coronaaflyst nu?).