Weekendavisen den 11. august 2017.

Familiefejde. Vigdis Hjorth udgav sidste år en roman om en familie i strid om en arv. Nu svarer hendes søster igen – også i romanform.

Erling Kagge er lidt af en karakter oppe i Norge. Han er uddannet advokat, kendt som en stor eventyrer (første mand på kloden til både at nå Nordpolen, Sydpolen og toppen af Mount Everest!) og indehaver af en privatsamling af moderne kunst på internationalt topniveau. Og så er han stifter af det succesrige Kagge Forlag, der blandt andet har udgivet stjernejournalisten Åsne Seierstads beretning om et norsk-somalisk søskendepar, der tog til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. To søstre, hedder den bog.

Og To søstre kunne også være titlen på den bog, som Åsne Seierstad kunne skrive næste gang, blot ikke om et par teenagepiger med flygtningebaggrund i hellig krig, men om et par modne, højtuddannede norske kvinder i åben familiekrig. Med romaner som våben. Læs resten »



Weekendavisen den 4. august 2017.

Rituelt. Kendt hollandsk tv-journalist tager afsked med sin døde far på askemission til Middelhavet.

J.B. Corstius: Asken i tasken. Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgård. 180 sider, 249,95 kr. Don Max.

For nylig vandt et barberbladsfirma konkurrencen om årets bedste reklamefilm. Vi ser en gammel mand, som ikke længere kan sørge for sin egen personlige hygiejne. Men så hjælper hans søn med omsorgsfulde barberinger.

Lidt i samme boldgade er denne omjublede hollandske bagatel, der ikke alene begynder med den voksne søns samvær med en dement far, men også skildrer sønnens cykeltur fra Amsterdam til Middelhavet, hvor han efter farens død og kremering spreder noget af den gamles Hugos aske. Det er ikke spor mindre patetisk end spredningen af Jacob Ejersbos støv på Kilimanjaro. Hvad er det mon med midaldrende mænd og disse efterdødsritualer? Læs resten »



Weekendavisen den 4. august 2017.

Roman. Ina Merete Schmidts parodi på spændingsromanen er et skoleeksempel på, hvor svært det er at skrive morsomt.

Ina Merete Schmidt: Du tror alt er godt, 208 sider, 199,95 kr. Roman. Gyldendal

”Du tror, alt er godt. Bliv ved med det.” Sådan slutter en hilsen som antihelten Martin lytter til hen mod slutningen af romanen, der har fået titel efter netop denne ironiske afskedssalut: Du tror alt er godt – underforstået: Du aner ikke, hvad der foregår, du er naiv og troskyldig.

Nej, forsikringsmanden Martin aner ikke, hvad der sker. Og jeg havde det lidt på samme måde, da jeg begyndte at læse Ina Merete Schmidts nye roman. Jeg var fuld af veritabel læselyst og gode intentioner. Men til sidst stod jeg – som Martin – tilbage med bristede illusioner. Læs resten »



Weekendavisen den 27. juli 2017.

Kommentar. Henrik Pontoppidan ville ikke være enig i Richard Dawkins militante ateisme, men et stykke af vejen er deres kamp ens.

Hvem vil leve i et land med absolutismen som konseilspræsident, chauvinismen som krigsminister og obskurantismen som kultusminister?Nej, vi betakker os for et samfund med uindskrænket fyrstevælde, ekstrem nationalisme og fjendtlighed overfor oplysning og fremskridt. Derfor er det interessant at læse Henrik Pontoppidans De dødes rige her i sådan cirka 100-året for dens udgivelse, for den store roman skildrer netop den kultur- og værdikamp i åndsliv og politik, som udspillede sig i årene forud for 1. Verdenskrig.

Her møder vi blandt andre den stenrige godsejer Torben Diehmer (den ene halvpart i romanens ulykkelige kærlighedshistorie), der så småt overvejer at gå ind i politik, kraftigt ansporet af den geskæftige hr. Zaun, der uafbrudt vender blikket fra lilleputlandet mod politiske kriser ude i verden (oh, den økonomiske krise i Portugal! åh, jernbaneulykken i Japan!) og trækker i alle tænkelige tråde for at forny tidsånden: De bedste mænd frem! Læs resten »



Weekendavisen den 28. juli 2017.

På dansk ved. Spiser grizzlybjørne møl eller natsværmere? Oplysende og underholdende rapport fra oversætterens værksted.

Kirsten Marie Øveraas: Ged eller mammut? Om at oversætte. 192 sider, 229 kro. Alt i ord.

Jeg så engang en Woody Allen-film på video (åh, dengang i 80’erne, VHS på Moviebox!), hvor selskabet skal til at gå til bords. Så siger værtinden: ”Let’s make a toast before dinner”, altså: Lad os skåle, før vi går til bords. På underteksterne stod: ”Lad os riste brød før middagen”.

Toast eller toast? Ja, ordene staves og lyder ens på engelsk, homonymer kalder man den slags, men de betyder ikke det samme. I en snæver vending kan man naturligvis nemt komme til at forveksle dem, men hvordan kan det ske, at en oversætter tager fejl? Man kan jo se på filmen, at de ikke finder brødristeren frem, men hæver glassene. Læs resten »



« Nyere indlægÆldre indlæg »