Af Klaus Rothstein

Kommentar i Bogmarkedet den 8. februar 2008.

De uretfærdigt uskældte bibliotekarer gør en fantastisk indsats for litteraturformidlingen. Godt nok er jeg ikke altid enig i indkøbspolitikken (langt fra, faktisk), men jeg har fidus til den unge og dynamiske Pernille Drost, der som formand for Bibliotekarforbundet leder en dygtig faggruppe, der skal hjælpe med at vedligeholde og udvikle folkeoplysning, (ud)dannelse og demokrati. Læs videre “Litteraturformidling i fremtiden”

Kommentar i Weekendavisen den 8. februar 2008.

Uvildigt. ”Howdy, partner. Jeg kommer fra den danske uvildige undersøgelseskommission, og vil gerne bede om alle de hemmelige papirer om jeres konventionsstridige trafficking af terroristmistænkte!”

Jeg deltager gerne i den hellige, almindelige, rimelige og rituelle forargelse over at CIA har mellemlandet i Grønland med deres kontrabande af mistænkte terrorister. Hvad ligner det at fragte mennesker rundt om jorden til forhør, sandsynligvis også tortur, i skarp modstrid med alverdens konventioner? Det er naturligvis fuldkommen uacceptabelt, en trussel for den internationale retstilstand, og en kynisk overfortolkning af grønlandsk alliancegæstfrihed. Læs videre “X-files fra Langley”

Anmeldelse i Weekendavisen den 8. februar 2008.

Storyteller. Vellykket og gavmild roman fra Thorstein Thomsen i krønikestilen fra Morten Ramsland og Kim Blæsbjerg.

Det usynlige kainsmærke

En roman, der spænder fra 1936 til 2006 har et storpolitisk tagselvbord at hente fortællinger, skæbner, miljø og smag og farve fra. Det kan være besættelsen, befrielsen, månelandingen, ungdomsoprøret, Vietnam-krigen, den kolde krig, kommunismens sammenbrud, apartheids afskaffelse, islamterrorismens ankomst osv. osv., men Thorstein Thomsen ignorerer med fuldt overlæg det hele. Selvom vores hovedperson bor i venstreorienterede miljøer i Vesttyskland i 70’erne, hører vi ikke noget om Rote Armee Fraktion, og faktisk er det kun Murens fald, der nævnes for alvor, og det er i øvrigt ganske en passant. Hvorfor mon?

Fordi Sne på hendes ansigt ikke er en politisk roman, ja det er ikke engang en roman om samfund, men om mennesker. Ganske vist er miljøbeskrivelsen og mentalitetsportrætterne korrekte, overbevisende og tidssvarende, men dybest set er det hverken byen eller verden, der optager Thorstein Thomsen, det er menneskene. Romanen prøver derfor ikke at være en krønike om en tid, men en krønike om de mennesker, der udgør en familie på ondt og godt. Læs videre “Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt”

Anmeldelse i Weekendavisen den 1. februar 2008.

Korankritik og krigsturisme. Det norske forfatterpseudonym Erik Bakken Olafsen udfordrer grænserne, både i livet, litteraturen og den gode smag.

Norske Erik Bakken Olafsen debuterede med romanen Koranoid i efteråret 2005, altså fuldkommen simultant med at vi hernede fik karikaturerne af Muhammed i Jyllands-Posten, og det er vel i princippet kun forskellen på ord og tegninger, der gør, at det var os og ikke nordmændene, der fik fundamentalismens kærlighed at føle og måtte lægge ryg til en international krise.

I hvert fald har jeg ikke kunnet spore nogen særlig reaktion imod denne roman, hverken fra norske muslimer eller fra udlandet, og jeg skal da ellers love for, at de rettroende får et ordentligt pulver, som de fleste af Jydepottens pjevsede tegninger ikke tilnærmelsesvis kan leve op til. Læs videre “Et sygt vidne i en syg verden”

Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2008.

Forfatterdebatter. Hvor er de borgerlige forfattere og debattører, der både kritiserer krigerisk islam og forsvarer fredelige muslimer?

Danske forfattere er nogle kyllinger, der ikke tør sige fra overfor fundamentalistisk islam. Det siger Dansk Folkeparti, Berlingske Tidende og diverse debattører, og det kan der måske nok være noget om, for umiddelbart er det svært at få øje på Den Store Danske Islamkritiske Roman (for de talrige danske krimier om muslimske terrorister gælder vel ikke rigtig, når vi taler om forfattere og kritisk samfundsbevidsthed?). Nej, kritikken retter sig vist primært mod de ti-tolv ususal suspects, der har været skamløse nok til at tale for tolerance og imod at skære alle muslimer over én kam.

Well, islamkritik skal der til som en naturlig og nødvendig delmængde af den religionskritik, som hele tiden må oppe sig i et samfund, hvor forskellige religiøse magtstrukturer hele tiden betoner – og udbeder sig respekt for – deres tro, moral og religiøse værdier. I sagens natur må ethvert retsindigt, demokratisk væsen, forfattere inklusive, bruge sit samfundsengagement og sin skrivekunst til at advare imod religiøs fundamentalisme og gøre sit til at det sekulære demokrati, ytringsfriheden og menneskerettighederne har fat i den lange ende. Læs videre “Tapre tinsoldater”