Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. marts 2007.

Supernaiv. Underfundigheden var allerede på plads i Erlend Loes debutbog. En dag flyttede kvinden ind…

Hvor kom hun fra?

Når et forfatterskab kulminerer og bliver et emne for litterær import-eksport, ligger der ofte en ukendt forhistorie bag – altså de tidligere værker, ikke mindst debutbogen som ingen gad oversætte dengang. Men når læserkredsen i udlandet først er kommet på plads, griber forlaget af og til tilbage til forfatterens første bøger for at holde gryden i kog, sådan som vi har set med f.eks. John Irving, Paul Auster m.fl. Og nu også den norske supernaivist Erlend Loe. Læs videre “Erlend Loe: Kvinden flytter ind”

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. marts 2007.

Noveller. Jesper Wamsler er god til antydninger og Søren Lind har sans for det foruroligende.

Et mirakel at de ikke spiller trivial pursuit

På omslaget til Jesper Wamslers nye noveller svæver vi hen over en række umiskendeligt danske marker i pænt afmålte kvadrater og rektangler i de smukkeste solmodne grønne og gule nuancer. Vi er, tror jeg da, om bord i den zeppeliner, som bogen er opkaldt efter. Men ganske som i Claes Johansens novellesamling Gråspurve, der udkom i efteråret, må vi kikke forgæves efter en egentlig titelnovelle. Til gengæld får vi endnu en bunke antydningshistorier, hvor læseren ofte må samle stumper og stykker til et helhedsbillede, som hos f.eks. Naja Marie Aidt. Det er en krævende genre, men når han er bedst, er Jesper Wamsler faktisk helt god. Læs videre “Jesper Wamsler: Zeppeliner / Søren Lind: Høns i pluralis og på flugt”

Anmeldelse i Euroman, april 2007.

Så kom den – numerologigyseren! Og du kan da godt slå en time og en ung pige ihjel sammen med Jim Carrey, hvis du ellers føler dig tiltrukket af plus og minus og gange og divider og tværsum og reduceret tværsum og kryptisk kuk i kraniekassen. Men først skal du acceptere at verden er styret af talmagi og tallet 23 (men ikke et ord om David Beckham i Real Madrid!). Derudover skal du kunne se igennem fingre med at instruktøren Joel Schumacher har ladet erhvervspraktikanten bestemme over røgmaskinen på kirkegården. Alternativt kan du læse en bog, besøge din mormor eller vælge en god film.

Anmeldelse i Euroman, april 2007.

Makkerparret Danny Boyle og Alex Garland har fået den fikse idé at lade solen være i overhængende livsfare om bare 50 års tid. Menneskeheden vil blive udslettet, hvis ikke det lykkes for rumskibet Icarus II at flyve derudad og fyre en atombombe på størrelse med Manhattan lige midt ind i stjernens hjerte for ligesom at tilføje den ny energi. Vi får naturligvis en masse fede spacegadgets, spektakulære eksplosioner og en underholdende, men temmelig forudsigelig historie med en afslutningsscene, der er tyvstjålet fra Abernes planet. I virkelighedens verden har solen vist nok energi til vores levetid og endnu fem milliarder år, så kik med uden panikangst.

Anmeldelse i Euroman, april 2007.

Hvem behøver speciel effects til en million milliard, når hverdagen er meget mere uhyggelig end noget fantasyunivers nogensinde kan blive? Den debuterende instruktør Peter Schønau Fog kan i hvert fald nøjes med at skrue tiden tilbage til den sønderjyske hverdag i 60’erne, sådan som den beskrives i Erling Jepsens roman ”Kunsten at græde i kor”. Med genialt ynkelige Jesper Asholt i hovedrollen og den forbløffende dygtige Jannik Lorentzen som 11-årige Allan, får vi en frysende, fremragende og foruroligende film om incest og menneskeligt sammenbrud. Filmen skærer vigtige dele af bogen væk, men den lever i sin egen ret og er velfortjent blevet grundigt prisbelønnet på udenlandske festivaler.