Kommentar i Weekendavisen den 27. april 2007.
Kommentar. Hvorfor har Carsten Jensens ekstremt anmelderroste roman ikke vundet nogen priser?
Carsten Jensens Vi, de druknede sejler sin sejrsgang. Romanen blev båret frem af anmelderne i efteråret, og salgstallene er vist nok stadig ganske imponerende, men den har endnu ikke vundet en eneste af de priser, den har været nomineret til. Den fik ikke De Gyldne Laurbær af boghandlerne, og både Weekendavisen, Information og Berlingske Tidende valgte andre vindere. Nu er romanen så med i opløbet om at vinde P2 Plus’ Romanpris (P2 Plus er det elendige navn for det radioprogram, der tidligere hed Alfabet), og det ligner sidste udkald.
Hvordan kan det være at ”årets roman” ikke vinder priser? Det findes der naturligvis ikke nogen entydig forklaring på, og da slet ikke i de tilfælde, hvor læserne stemmer om resultatet. Min personlige teori er nu, at romanen ikke indfrier læserne forventninger. Og det kan jeg godt forstå. Efter min beskedne mening er bogen mellemgod, når den er bedst, og skandaløst dårlig, når den er værst. Under alle omstændigheder er den endnu et eksempel på, at bøger ikke behøver at være gode for at blive populære. Og dermed et eksempel på, at et enigt anmelderkorps også kan tage fejl, ofre skepsis for positive forventninger og branchens hipe og jungletrommer, eller i hvert fald fokusere forkert. Jeg vil gerne argumentere for kritikken, men først en tilståelse:
Jeg har altid set op til Carsten Jensen. Fra jeg var ganske ung og første gang læste hans anmeldelser i Politiken har jeg beundret hans kritiske skrivetalent. Da han i midten af firserne var blandt redaktørerne af Gyldendals nye tidsskrift Fredag, passede jeg ham endda op på posthuset i Dronningens Tværgade, hvor jeg i min skoletid havde eftermiddagsjob som brevsorterer, bare for at fortælle ham, at jeg syntes han var en fremragende skribent. I mine gemmer har jeg stadig et udklip af hans sidste tv-anmeldelse i Politiken, hvor han tog afsked med læserne. Det var en sort dag. Jeg kan huske at han skrev, at han foldede vingerne sammen på ryggen, og jeg var dybt imponeret over selvbevidstheden, selvironien og skarpheden. I snart 25 år har jeg altså haft et godt øje til ham, og selvom jeg syntes at han blev dårligere og dårligere, da han for nogle år siden skulle levere en genial helside hver søndag i Politiken (og hvem kan dét?), vil jeg stadig mene at det mest uovertrufne skrivetalent i dette land beror hos netop Carsten Jensen.
Vi, de druknede er ikke forfatterens debut som skønlitterær. Selvom han mest er kendt for sine rejsebøger og essays, har han tidligere udgivet to romaner, som så vidt jeg husker, begge fik en overordentlig lunken modtagelse af kritikken. Med den kæmpemæssige søfartsbog lykkedes det så endelig Carsten Jensen at blive anerkendt som romanforfatter, oven i købet af de tunge drenge i nutidig dansk litteraturkritik. Politikens Bjørn Bredal, Berlingske Tidendes Jens Andersen og Jyllands-Postens Jakob Levinsen, Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen for bare at nævne nogle, var alle helt enige om, at romanen var et mesterværk. Min kollega her på avisen, Joakim Jakobsen, var også begejstret.
Naturligvis var der også et par kontradomme, dog ikke i avisanmeldelserne. I tv-programmet Smagsdommerne mente forfatteren Erling Jepsen og kritikeren Leonora Christina Skov begge at romanen var uredigeret og til dels dårlig skrevet, på websitet litlive.dk har Lars Bukdahl tonset sin modvilje ud, og i KRITIK har Poul Behrendt sat spørgsmålstegn ved romanens konstruktionsprincip. Senest har man kunnet læse i avisen, at der ved dagbladet Information og Testrup Højskoles kritikseminar i forbindelse med overrækkelsen af den nyindstiftede Montana-litteraturpris, havde været tegn på, at nogle anmeldere måske var ved at trække lidt i land.
Jeg gik til romanen med åbent sind. Det her skulle være lystlæsning, jeg skulle jo ikke anmelde bogen. Ganske vist er jeg ikke søstærk, ganske vist har jeg aldrig læst sømandslitteratur, og ganske vist havde jeg på fornemmelsen at Vi, de druknede kunne være Jensens lige lovlig viljefaste forsøg på at skrive sig ind i kølvandsstriben på Sandemose, Conrad og Melville – og ganske vist var der noget i mig, der instinktivt sagde: Essayist, bliv ved din læst! Men på den anden side, kunst og udvikling kommer ikke uden vanebrud, og tænk nu hvis det virkelig skulle lykkes for Carsten Jensen at transformere sit kritiske talent til et kunstnerisk.
Det begyndte sådan set godt nok. Historie afløste historie med ganske god fremdrift, og romanens gådefuldt uklare og uidentificerede fortællende ”vi” tilrak sig absolut nysgerrighed og interesse. Hele ideen om at kombinere Ærø og Marstal med resten af verden havde kunstnerisk vingefang, syntes jeg, og jeg kunne rigtig godt lide den intellektuelle ambition om at fortælle kulturhistorie, krigshistorie og Danmarkshistorie gennem de der rejste ud og gjorde verden større.
Midtvejs i romanen var jeg imidlertid blevet så fortrolig med stil og tone, at min opmærksomhed begyndte at rette sig mod det, som jeg sidst af alt havde forventet at finde i en bog af Carsten Jensen: dårligt sprog. Jeg havde forventet det modsatte, og til en vis grad naturligvis også fundet det. Når Carsten Jensen f.eks. skriver om et skib, der midt ude på åbent hav bliver dækket af en gigantisk sommerfuglesværm, at det stod ”som en kiste på et blomstersmykket kirkegulv” (som Joakim Jakobsen fremhævede i sin anmeldelse), er der naturligvis tale om en uhyre vellykket kombination af fortælling og sprog. Men desværre måtte jeg konstatere, at der er mange passager, hvor romanens sproglige niveau ikke står distancen. Hør bare denne ulideligt klichefyldte formulering: ”Livet ville blive Klara Friis’ læremester. Hun havde sagt farvel til sin mand. En dag måtte hun også sige farvel til sin søn, et andet farvel, ikke til en død, men til en levende, der skulle ud og friste døden.”
Her er vi faktisk ved romanens inderste, nemlig konernes og mødrenes tilbagevendende møde med deres mænds og sønners død på havet, og her får vi for første gang den betydningsfulde Klara Friis’ sorg og skæbne præsenteret i fuld skala. Det er hende og hendes kamp mod det dræbende hav, som bliver romanens – og Marstals – omdrejningspunkt (og jeg fattede aldrig, hvorfor hun skulle hedde det samme som en velsmagende pære, men det er en anden sag). Men som litteratur er de citerede linier en lille kunstløs, klichefuld katastrofe. Og det bliver værre.
Mange danske forfattere kommer til kort, når de skal skrive om erotik og sex. Også Carsten Jensen. Men allerede det første kys kan volde kvaler, jeg citerer:
”Hun så ham ind i øjnene. Et øjeblik tænkte han på at rive sig løs, men så indså han, at det ville være barnligt at gøre modstand. Han måtte udholde dette, som den mand han var blevet i de seneste måneder. Han stirrede tilbage, og i dette øjeblik skete der noget mærkeligt med ham. Der gik ligesom en gysen igennem ham, ikke af uhygge, men af noget andet, han ikke kendte. En stille sitren løb gennem hans krop i forudanelse af noget stort og frydefuldt. Han lukkede øjnene for at tage imod kysset og blive bragt et sted hen, hvor han instinktivt vidste, at intet skib kunne bringe ham. (…) Han åbnede munden ganske lidt. Han ønskede, hun ville gøre det samme, så deres åndedrag kunne mødes, og han kunne få hendes luft helt ned i sine lunger og trække vejret gennem det, der var hende. Det var som en drukning. Men gennem vandet kunne han ikke ånde. Nu åbnede han sig for et andet element, der også skulle fylde ham. Han mærkede, hvordan hun fulgte ham, og lod sine læber skilles ganske let. De åndede gennem hinandens munde og drog luft fra hinandens lunger. Han kyssede miss Sophie, han kyssede verden, og den kyssede igen, og han blev fyldt af dens søde ånde.”
Passagen er igen central, se bare hvordan kysset sidestilles med en drukning, altså det betydningsbærende ord i romanens titel. Men som skrivekunst er det håbløst – ”han kyssede verden, og den kyssede igen, og han blev fyldt af dens søde ånde.” Helt ærligt! Det er tilsyneladende et forsøg på at skrive følsomt og inderligt, men det eneste der står tilbage, er en ophobning af sprogligt ubehjælpsomme meningsløsheder. Hos Carsten Jensen, af alle!
Senere i romanen bliver der gået anderledes direkte til værks, som f.eks. her hvor liderligheden tilsyneladende trodser dødsangsten og en anonym kvinde går ombord i en mand i et beskyttelsesrum midt under et bombardement:
”Kvinden greb ham om nakken og kyssede grådigt hans mund, alt imens hendes hånd flåede ham i skridtet. Han stak en hånd ind under hendes frakke og mærkede konturerne af et bryst. Så sluttede hendes skoldhede skød om ham. Skrigeriet stod om dem som en mur. Bombenedslagene dikterede rytmen i hans stød. De tog hinanden i en blid, brutal lyst, og han mærkede samtidig, hvor fuld af uegennyttig ømhed, den bløde, anonyme kvindekrop under ham var. Den gav ham af livets egen varme, og han gav tilbage, indtil dens skrig blandede sig i kakofonien af paniske stemmer.”
Ja, godaw do. Det kan godt være, at denne kvinde tilbyder denne mand, som hun ikke kender sit ”skoldhede skød” til en omgang uforpligtende sex i beskyttelsesrummet til bombenedslagenes rytme, men jeg tror simpelthen ikke på, at manden samtidig mærker den bløde kvindekrops ”uegennyttige ømhed”. Det er simpelthen en omgang sprogligt og utroværdigt bavl, som emmer langt væk af forfatterens trang til at putte tolkninger på sin egen historie. Kritikeren og essayisten kan ikke lade historiefortælleren passe sit arbejde, og resultatet bliver derfor både køns- og kunstløst. Tilbage står klicheer og utroværdige postulater.
Vi, de druknede har for mange passager, der ikke løfter sig over triviallitteraturen, og forfatteren har tilsyneladende skrevet i den vildfarelse, at langt er bedre end kort. Når forfatteren siger, at de 700 sider oprindeligt var 1000 sider (nogle af de frasorterede kapitler kan læses på bogens hjemmeside vi-de-druknede.dk), er det vist nok meningen, at vi skal blive imponerede, men det er altså ingen kunst at skrive langt, det kan hvem som helst. Men det er kun de færreste, der kan skrive langt godt. I dette tilfælde har stoffet og drømmen om storhed tydeligvis taget magten fra forfatteren, der ikke har kunnet begrænse sig til det vigtige og det nødvendige, og dertil ikke har haft talentet til at folde fortællingen rigtigt ud – og rigtigt sammen.
For at få enderne til at mødes, må han ty til påklistrede breve, tilfældige møder og en hjemme-ude-hjem konstruktion, der ender så vanvittigt og utroværdigt, at man må tage sig til hovedet.
Når man kritiserer en forfatter for den bog, han har skrevet, bør man ikke fortælle ham, hvilken bog han i stedet burde have skrevet. Det er fint med mig, at Carsten Jensen gerne vil være skønlitterær, og hvis han forsøger ofte nok, skal det nok lykkes ham at skrive en god roman på et tidspunkt. Men undervejs i Vi, de druknede kunne jeg ikke lade være med at savne essayisten, kritikeren, analytikeren og refleksionskunstneren Carsten Jensen. Jeg ville ønske at han havde droppet det fiktive vi til fordel for det autentiske jeg og skrevet en kulturhistorisk, journalistisk, essayistisk moppedreng om sin egen opvækst på Ærø, om øen i verden, om skibsfart og skumsprøjt og om Melville, Conrad og andre forfatterforbilleder. Dét sagde jeg til Carsten Jensen, da jeg mødte ham i aftentoget hjem fra Jylland og fortalte ham om hovedtrækkene i denne kommentar. Han svarede – ikke overraskende – at han var uenig, og at Vi, de druknede kunne kun skrives som fiktion, ikke som kulturhistorie eller essaystik. Ok, men så ville jeg jo bare ønske, at fiktionen ikke havde levnet plads til tekstvrag, som dem jeg har citeret.
Og så ville jeg have ønsket at flere anmeldere havde læst romanen med kritisk opmærksomhed i stedet for at hoppe med på det velformulerede forlagsspin om skipperskrønen om sømandssønnen der blev romanforfatter. Som det var nu tog lige lovlig mange kritikere lige lovlig let på opgaven, og det er ikke fordi der ikke skal være plads til begejstring, men det er ikke vores fags opgave at støtte et forlags julesalg. Man kan ikke være venner med alle.