Af Klaus Rothstein

Interview i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Ret og moral. Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.

Danmark diskuterer demokrati alt hvad remmer og tøj kan holde, og professor dr.jur. Henning Koch, er både iagttager og deltager. Han havde oprindelig sæde i udvalget bag Demokratikanonen, men han trådte ud ved udsigten til, at Jyllands-Postens Muhammedtegninger muligvis kunne ende på listen. Det ville han ikke være med til, fordi en kanonisering ville være ensbetydende med, at man kunne angribe straffelovens krænkelsesparagraffer imod blasfemi og racisme. Det er de to paragraffer, som Henning Kochs fagfælle, professor emeritus Vagn Greve, ellers netop har kritiseret i debatbogen Bånd på hånd og mund, fordi de begrænser ytringsfriheden. Læs videre “Nu er det jura, min herre!”

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Ungdom. Jakob Wilms er et ambitiøst talent, der måske en dag kan skrive en helstøbt og vellykket roman.

Sort solskin

Han hedder Anders, men bliver kaldt Shine, og han bliver roommate med en fyr, der hedder Sune, men bliver kaldt Sun. Men der er nu ikke meget Sunshine over deres møde, for de to fyre bringer det værste frem i hinanden, og efter kun en enkelt dag og nat på den efterskole, hvor de mødes for første gang, bliver de smidt ud med fuld musik. Dels har de drukket, sniffet, røget og horet – og dels har Shine i en rygebrandert forsøgt at grave sig tværs gennem jorden for at finde ud af, om man kommer ud på den anden side med benene eller hovedet først. Læs videre “Jakob Wilms: Med hovedet først?”

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. marts 2008.

Noveller. I bedste fald forelsker man sig i fangevogteren, men parforholdet er…

En topersoners terrororganisation

Forlaget 2 Feet Entertainment udgiver normalt kun de romaner som forlagets ejer, Steen Langstrup, selv skriver efter at han brød med Gyldendal og etablerede sig som sin egen udgiver, men ingen regel uden undtagelse, og nu får Ole Meldgaard (reklamemand og forfatter til flere film og episoder i tv-serier m.m.) debut med en række noveller om parforhold, der alle er anspændte og uforløste. Det samme kan man sige om novellerne – men det er ikke nødvendigvis et negativt skudsmål. Læs videre “Ole Meldgaard: Hvorfor gør vi aldrig noget fantastisk?”

Kommentar i Weekendavisen den 19. marts 2008.

Berufsverbot. Hvad handler Dansk Folkepartis demokratiopfattelse egentlig om?

For en god håndfuld år siden skrev jeg en kommentar, der handlede om nazister i børnehaven. Dengang var der en offentlig debat om et medlem fra Johnny Hansens obskure bande nede i Greve, som til hverdag arbejdede som pædagogmedhjælper i en daginstitution. Var det nu i orden? Jeg skrev, at jeg personligt ville være meget utryg ved at lade mine børn passe af en nazist. Kunne jeg – som ofte har forsvaret flygtninge og indvandrere og tillige er født ind i en jødisk familie – føle mig tryg hvis en af de gæve nazister havde job på min søns stue? Nej, konkluderede jeg. Fyr manden.

Min kommentar affødte et svar fra selveste Søren Krarup, der anklagede mig for berufsverbot. Den tyggede jeg lidt på, og jeg må indrømme at jeg faktisk måtte give ham ret. Det er jo fuldkommen sandt, at min personlige bekymring i dette tankeeksperiment fik mig til at gå ind for politisk jobforbud, hvilket er i modstrid med sund demokratisk dømmekraft. Følelserne gik forud for forstanden, og det kommer der som bekendt sjældent noget godt ud af. Læs videre “Dogmatisk demokratisme”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Antilogik. Der er borgerkrig i USA. Eller er der? Det summer i hovedet af anstrengende, raffineret nydelse, når man læser Paul Auster.

Den sære verden ruller videre

Han er umiskendeligt sig selv, Paul Auster, men dagens roman (endnu en Auster verdenspremiere fra Forlaget Per Kofod) rummer lån fra både Haruki Murakami og Philip Roth. For det første placerer Paul Auster en mand på bunden af et dybt hul, ganske som Murakami gør i Trækopfuglens Krønike og for det andet bruger han kontrafaktisk historieskrivning om USA, ganske som Roth gør i Komplottet mod Amerika. Men først og sidst er Paul Auster Paul Auster, oven i købet i højere grad end han har været i de seneste temmelig traditionelle romaner. I Mand i mørke er der sågar en sætning, der kun kan opfattes som forfatterens metakommentar: ”Den sære verden ruller videre”. Læs videre “Paul Auster: Mand i mørke”