Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Kritik. Nils Malmros hiver tæppet væk under Poul Behrendts Den hemmelige note.

Fejlfortolket

Man sidder lidt paf tilbage efter læsning af åbningsartiklen i det nye nummer af Kritik, Gyldendals tidsskrift for litteratur, kultur og politisk debat, for sjældent har man læst en så afdæmpet og velargumenteret undsigelse af en mand, man ellers mente havde sit på det tørre, rent intellektuelt og akademisk. Men nu hiver filminstruktøren Nils Malmros tæppet væk under Poul Behrendt, universitetslektor, mag.art. og forfatter til bl.a. Dobbeltkontrakten og Den hemmelige note, som tilsyneladende har begået store fejl i sin fortolkning af Nils Malmros’ film At kende sandheden, hvor han anklager instruktøren for at manipulere med virkeligheden. Læs videre “Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.): KRITIK 187”

Kommentar i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Retfærdighed. Man ansætter ikke ufaglærte dommere. Alligevel skal tørklædepiger, der søger et dommerjob, udspørges ekstra grundigt om principper, krav og værdier.

Domstolsstyrelsen har udarbejdet et såkaldt dekorumkrav, altså et sæt af uskrevne regler for korrekt og høflig opførsel for medarbejderne ved danske domstole. Heraf fremgår, at personalet – også dommere – gerne må bære tørklæde af religiøse eller kulturelle grunde, men kun under forudsætning af, at ansigtet er frit. Er det klog integration eller et knæfald for religion?

Dén diskussion er relevant og kompliceret, om end kun principiel og hypotetisk. Vi har 0,0 dommere med anden etnisk baggrund, end dansk, og dekorumkravet forholder sig derfor til en tænkt situation, og den dag en tørklædepige fra jurastudiet kvalificere sig til at være dommer, må hun leve med, at jobinterviewet vil sætte spørgsmålstegn ved hendes motiver og loyalitet. Dekorumkravet bygger nemlig ikke kun på accept af tørklædet, men også på mistillid til muslimer. Læs videre “Loyalitet for loven”

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Barndom. Vibeke Vasbos nye roman er dansk drama i al sin jyske lavmælthed.

Efterkrigstid

I 2006 udgav Kirsten Thorup den meget fine Førkrigstid om årene op til Anden Verdenskrig på Vestfyn, og nu tager Vibeke Vasbo os lige så fint lidt længere frem i tiden og lidt længere mod vest, nemlig til besættelsens sidste år og de første koldkrigsår i Sønderjylland.

Kirsten Thorups roman stoppede i 1939, og Vibeke Vasbos begynder i 1944, og på en interessant, men naturligvis utilsigtet måde, indgår de to romaner i en læseværdig korrespondance, hvor besættelsen ligger som den ubeskrevne periode mellem de to bøger, hvilket jo er ret atypisk i disse tider, hvor 1940-45 går igen i film og litteratur, og Der mangler en sang om solsorten er en poetisk og pointefuld titel, sidder jeg og ærgrer mig lidt over, at Vibeke Vasbo ikke bare har kaldt sin roman for Efterkrigstid, for stilen, tonen, stemningen, hverdagen, bekymringerne og den politiske baggrundsresonans er den samme som i Kirsten Thorups Førkrigstid, og tilsammen gør de to romaner Danmarks nære fortid til nærværende historiefortælling. Læs videre “Vibeke Vasbo: Der mangler en sang om solsorten”

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Magisk realisme. Louise Kringelbachs debutroman foregår et mentalt sted mellem Danmark og Absurdistan.

Guppy, guppy, guppy!

Hvis man æder præmisserne, er det jo helt i sin orden at Dennis Gade Kofods Brøndtjætten handler om underjordiske væsener på Bornholm, at Mikkel Birkegaards Libri di Luca handler om boglæsere med overnaturlige evner, og at den nye pige i klassen, Louise Kringelbach (f. 1974), nu introducerer en verden, hvor sorg kommer til udtryk i form af lyslevende dyr, der materialiserer sig ud af det blå.

Med Sorgforstøveren giver forfatteren sit bidrag til en hel lille tendens i den nye litteratur: magisk realisme på nydansk. Vi er i en nutidig, navnløs dansk by. Her bor en agtet sorgforstøver ved navn Thor Moslav. Han modtager patienter, der er plaget af sorgdyr (fra vandrende pinde til spækhuggere), og gennem en eller anden form for mental indsats, forstøver han dyrene, hvorefter de antager nye, mildere og mindre skikkelser. Læs videre “Louise Kringelbach: Sorgforstøveren”

Anmeldelse i Weekendavisen en 9. maj 2008.

Atju! Man falder død om, hvis man nyser hundrede gange i træk uden at nogen siger…

Prosit!

Da jeg for to år siden anmeldte Dan Rhodes’ Den lille hvide bil, spurgte jeg om forfatteren mon ikke ville bruge sit soleklare talent til andet og mere, end blot at fortælle fjollede historier, og nu hvor jeg har læst Guld, kender jeg svaret, og svaret er: nej, det vil han vist ikke. Eller hvad?

I tre romaner (debuten hed Timoleon Vieta, kom hjem) har han nu præsenteret os for henholdsvis en gammel, sur bøsse, der savner sin hund, en drikfældig ung pige, der tror at hun er skyld i Prinsesse Di’s død og derfor saver sin hvide bil i stumper og stykker for at slette alle spor – og nu kommer så en ølglad, lesbisk walisisk pige med japansk udseende.

Miyuki tilbringer hvert år en vinterferie i en walisisk flække uden kæresten Grindl, ligesom Grindl disponerer over to ugers aleneferie om sommeren, hvor hun drager rundt i verden. Når de er bortrejst, må de ikke kommunikere med hinanden. Derfor er Miyuki overladt til sig selv, bøgerne og det faste klientel af barflies på den lokale pub nede på havnen. Her er hun kendt som den japanske pige, for hendes udseende bærer vidnesbyrd om morens affære med en japaner. Men Miyuki selv har aldrig mødt sin far, og indeni er hun lige så walisisk som enhver anden waliser. Læs videre “Dan Rhodes: Guld”