Louise Kringelbach: Sorgforstøveren

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Magisk realisme. Louise Kringelbachs debutroman foregår et mentalt sted mellem Danmark og Absurdistan.

Guppy, guppy, guppy!

Hvis man æder præmisserne, er det jo helt i sin orden at Dennis Gade Kofods Brøndtjætten handler om underjordiske væsener på Bornholm, at Mikkel Birkegaards Libri di Luca handler om boglæsere med overnaturlige evner, og at den nye pige i klassen, Louise Kringelbach (f. 1974), nu introducerer en verden, hvor sorg kommer til udtryk i form af lyslevende dyr, der materialiserer sig ud af det blå.

Med Sorgforstøveren giver forfatteren sit bidrag til en hel lille tendens i den nye litteratur: magisk realisme på nydansk. Vi er i en nutidig, navnløs dansk by. Her bor en agtet sorgforstøver ved navn Thor Moslav. Han modtager patienter, der er plaget af sorgdyr (fra vandrende pinde til spækhuggere), og gennem en eller anden form for mental indsats, forstøver han dyrene, hvorefter de antager nye, mildere og mindre skikkelser.

En af Thors patienter var plaget af en elefant på 6 tons, men han har fået forstøvet den ned til en baby på 300 kilo, så vidt så godt. Nu viser det sig, at Thor har sovet med den, og at elefantungen har lagt sit menneske ihjel. Pludselig bliver Thor anklaget for fejlbehandling, for uetisk forstøvning, fordi han i modstrid med reglerne, har efterkommet sin patients ønske om at omforme sorgdyret i en særlig retning. Landets bedste sorgforstøver, bliver nu efterforsket af sin egen fagforenings etiske tribunal, og pressen borer i hans karriere.

Mens det ramler for Thor, rent professionelt, trænger andre problemer sig også på. Faren bor på plejehjem, plaget af demens, og hans eneste trøst synes at være cerutter og en guppy, og når den gamle dør, er Thor den eneste Moslav tilbage i levende live. Han har aldrig fået børn på grund af sterilitet, og af samme årsag gik hans ellers lovende ægteskab i stykker. Siden har han levet alene, uden nogen at binde sig til, uden nogen at stå til ansvar for, uden nogen til at føre slægten videre. Det eneste han har, er et mageligt liv takket være de evner som sorgforstøver, som han har arvet fra sin farmor, men nu er dette talent og hans etik blevet betvivlet – og hvad så?

Jeg skal ikke røbe, hvordan det hele ender, men naturligvis møder Thor et par overraskende benspænd, både professionelt og personligt, som vender op og ned på det, han altid har troet var indiskutable sandheder, og hans søgen efter svar og ny stabilitet, bringer ham i kontakt med sider af sig selv, som han ikke kendte i forvejen. For at lære sig selv bedre at kende, går han på jagt efter sin fødselsgave, altså det talent, man får ved fødslen, og han opdager, at det, der var sandhed engang, måske ikke er det længere:

”Hvis nogen havde spurgt Thor for et år siden om, hvad han selv troede, hans fødselsgave var, ville han uden at blinke have svaret: ’Min gave er at være den sidste i min slægt. Det forpligter mig til at sørge for, at min familie uddør med stil. Det vil sige at jeg skal gøre mit familiearbejde, sorgforstøvning, bedst muligt, og jeg skal sørge for at få maksimal lykke i mit liv.’”

Mens han forsøger at få styr på tingene, pålægger han sig selv ophøjet ro, lægger puslespil og drømmer drømme, som det er lovlig let at tyde: Han holder for grønt lys, men kan ikke holde motoren i gang. Han er et puslespil, som ikke kan samles, selvom alle brikkerne er der.

Det samme kan man vist godt sige om Louise Kringelbach. Det hele er der, men hvordan og hvorfor, er ikke lige til at gennemskue i denne subtile og symbolske debutroman, der både fascinerer og forvirrer (og det er måske ikke så dårligt endda).

Som sagt: hvis man æder præmisserne, kommer Louise Kringelbachs fortælling til sin ret. Men hvad nu, hvis man foretrækker realistisk magi frem for magisk realisme? Ja, så er Sorgforstøveren i bedste fald en mærkelig, moderne menneske- og dyrefabel (tak til både Kafka og Ionesco) om sorg som folkesygdom og om at komme overens med sine livsvilkår. I værste fald er den en sær fortælling, der næppe giver alle læsere den samme forløsning, som Thor og hans demente far får, da de råber trefoldigt et guppy ud i den forårsduftende morgen i et eller andet land, der så vidt jeg kan se, ligger et mentalt sted mellem Danmark og Absurdistan.

Louise Kringelbach: Sorgforstøveren. 240 sider, 249 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.